Med Columna Axon får hospitalspersonale i Aarhus direkte adgang til data fra kommunens plejesektor.

Med Columna Axon får hospitalspersonale i Aarhus direkte adgang til data fra kommunens plejesektor. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Aarhus deler som de første sundhedsdata med hospitalet: Vil frigive tid

Aarhus Kommune tester ny digital løsning, der giver hospitalet adgang til kommunale journaloplysninger – et skridt mod mere sammenhæng og mindre dobbeltarbejde for kommune og hospital.

Udgivet: 01/04/2025

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Nu får sundhedspersonalet på Aarhus Universitetshospital direkte adgang til data fra kommunens plejesektor. Projektet skal skabe bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet – og spare både tid og telefonopkald.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.

"Med denne løsning tager vi et afgørende skridt mod et mere sammenhængende sundhedsvæsen. Når hospitalet har direkte adgang til kommunale borgerjournaler, kan de hurtigere vurdere den rette behandling, hvilket både øger patientsikkerheden og frigør værdifuld tid for det regionale og kommunale personale," siger Christian Budde, rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, i pressemeddelesen.

Som de første i landet tester Aarhus Kommune og Region Midtjylland det digitale system Columna Axon, der giver hospitalet adgang til kommunale journaloplysninger i realtid. Løsningen er udviklet af softwarevirksomheden Systematic.

Pilotprojektet begyndte 31. marts og løber frem til september. Her vil udvalgte afdelinger på Aarhus Universitetshospital få adgang til journaldata fra Aarhus Kommunes plejesektor. Erfaringerne skal danne grundlag for en eventuelle justeringer, inden en permanent implementering.

Ifølge Anders Kühnau, regionsrådsformand i Region Midtjylland, kan det gøre en stor forskel – især i akutte situationer.

"På en akutmodtagelse er det afgørende med et hurtigt overblik over patientens situation og den seneste medicinering. Det kan betyde tidskrævende telefonopkald til kommunens hjemmepleje. Med den nye realtidsadgang til den kommunale journal kan hospitalspersonalet nu handle hurtigere og sikre en mere sammenhængende indsats for patienterne," siger han i pressemeddelelsen.

Gode erfaringer fra Herning

Systemet er allerede afprøvet i Herning – dog med modsat dataretning, hvor kommunen fik adgang til regionens data. Her faldt antallet af telefonopkald fra kommunen til hospitalet med op til 50 procent, og de opkald, der stadig var nødvendige, blev langt mere målrettede, fremgår det af pressemeddelesen.

Med afsæt i de gode erfaringer er det nu Aarhus Kommunes tur. Senere vil løsningen blive udrullet til resten af Region Midtjyllands kommuner – med datadeling i begge retninger.

 "Det er spændende at levere en løsning, der adresserer en væsentlig udfordring i vores sundhedssystem. Når kommune og region deler data i realtid, skaber vi en mere sammenhængende indsats og øger patientsikkerheden markant. Det handler om at frigøre tid til kerneopgaverne og sikre, at vigtige oplysninger altid er tilgængelige dér, hvor de behøves," siger Nikolaj Bramsen, administrerende direktør i Systematic, i pressemeddelelsen.

Sidst opdateret: 01/04/2025 - 09:54

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]