
Det fulde potentiale ved faste teams er endnu ikke realiseret, skriver formanden for Danske Ældreråd i dette debatindlæg.
Debat
Det bliver en kæmpe udfordring at omsætte intentionerne med helhedspleje til virkelighed
Debat: Fra juli 2025 skal pleje og omsorg organiseres i faste forløb med øget kontinuitet og borgerinddragelse, men erfaringer viser, at målsætningerne kan være svære at omsætte til praksis, skriver formand for Danske Ældreråd.
Udgivet: 04/03/2025
Af Inger Møller Nielsen, formand for Danske Ældreråd
Kommunerne står lige nu med en meget stor og meget vigtig opgave, der handler om at få tegnet og tilrettelagt en ny og helhedsorienteret tilgang til ældrepleje. Men meget tyder på, at det ikke bliver en helt nem opgave.
Fra den 1. juli 2025 skal hjælpen gives inden for rammerne af tre til fem pleje- og omsorgsforløb, og den skal tilrettelægges og udføres med vægt på helhedstænkning, tværfaglighed, kontinuitet og borgernes selvbestemmelse.
Det betyder, at kommunerne i de kommende måneder skal fastlægge rammer og indhold i pleje- og omsorgsforløbene, herunder hvilke former for hjælp og støtte der ydes, samt hvordan de vil organisere sig og arbejde i faste teams.
Danske Ældreråd har endnu ikke set de første kommunale beskrivelser af pleje- og omsorgsforløbene eller organiseringen af helhedsplejen. Når vi ser dem, vil vi især være optaget af, hvordan kommunerne vil levere på målsætningerne om øget kontinuitet, tværfaglighed og selvbestemmelse til borgerne.
Udfordringer med at sikre kontinuitet
Det er en central del af helhedspleje, at der skal være færrest mulige forskellige medarbejdere i borgernes hjem. Den målsætning deler vi fuldt ud i Danske Ældreråd, og den har vi arbejdet for lige så længe, som vi har talt om en ældrereform. Vi ved, at kontinuitet har enorm stor betydning for, at der kan opbygges gode og tillidsfulde relationer mellem medarbejdere og borger. Kontinuitet er hele forudsætningen for, at der kan leveres på helhedsplejens øvrige målsætninger.
En ny undersøgelse fra Vive om faste teams i ældreplejen viser imidlertid, at der her venter kommunerne et stort arbejde. For selv om borgere og pårørende ifølge undersøgelsen overordnet set oplever, at faste teams gør en positiv forskel, oplever mange, der modtager hjælp af et team, at der flere steder fortsat er meget hyppig udskiftning af medarbejdere, trods målsætningen om kontinuitet og stabilitet.
Ofte er det manglende tværfaglighed, kørelister og visitationsmodeller, der står i vejen. Det skaber utilfredshed hos borgerne, og det viser, at det fulde potentiale ved faste teams endnu ikke er realiseret.
Selvbestemmelsen skal være reel
Samme undersøgelse viser, at flere borgere og pårørende oplever begrænsede muligheder for selvbestemmelse som følge af eksempelvis organisatoriske forhold.
Det understreger vigtigheden af, at arbejdet med de nye pleje- og omsorgsforløb og tilrettelæggelsen også kommer til at handle om, hvordan borgerne sikres reel indflydelse og selvbestemmelse. Ellers risikerer vi, at intentionerne med helhedspleje løber ud i standet.
I landets ældreråd er vi derfor meget optaget af, at vi med helhedsplejen kommer til at se reel selvbestemmelse for borgerne. For når borgerne har indflydelse og selvbestemmelse, så har de også en oplevelse af, at plejen opfylder deres behov.
Behov for fuld gennemsigtighed
Der er også brug for fuld åbenhed om indholdet i de nye pleje- og omsorgsforløb. Uden fuld gennemsigtighed vil der hurtigt opstå usikkerhed hos borgere og deres pårørende om, hvad de nye forløb indebærer, og inden for hvilke rammer man kan aftale hjælpen med de medarbejdere, der kommer i hjemmet.
Fuld gennemsigtighed er desuden en forudsætning for, at man lokalt kan have en demokratisk drøftelse af serviceniveauet i de enkelte kommuner, ligesom fuld gennemsigtighed er vigtig for at undgå, at der opstår mistillid og modstand mod forandringerne. Det, der kommunikeres politisk, skal selvfølgelig også afspejle sig i borgernes oplevelser i hverdagen.
Der venter kommunerne en stor opgave med at skabe klarhed blandt borgerne om, hvad de kan forvente at få af hjælp, og hvordan de kan forvente at få indflydelse og selvbestemmelse.
Lykkes det, er vi sikre på, at helhedsplejen har gode forudsætninger for en god start hos alle berørte borgere.
Sidst opdateret: 04/03/2025 - 11:45
Temaer: Debat










































