"Vi skal finde nye veje til at styre økonomien," siger Jakob Bigum Lundberg efter de næsten første 100 dage med ældreloven.

"Vi skal finde nye veje til at styre økonomien," siger Jakob Bigum Lundberg efter de næsten første 100 dage med ældreloven.

Velfærdsformand: To punkter i national sundhedsplan bliver afgørende for kommunerne

Særligt to områder bliver helt centrale at holde øje med set med kommunale ældrebriller, når Sundhedsstyrelsen skal udarbejde en national sundhedsplan, vurderer velfærdsformand.

Udgivet: 06/02/2025

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

Sundhedsstyrelsens ord omkring at styrke de nære sundhedstilbud i den nationale sundhedsplan vil få stor betydning for kommunerne.

Derfor er det et af de punkter, som Jakob Bigum, formand for Kommunale Velfærdschefer, peger på, når han skal vurdere, hvad der er afgørende for kommunerne i forbindelse med den nationale sundhedsplan, som Sundhedsstyrelsen skal udarbejde et forslag til i år.

"For det første skal vi se, om der fra start af bliver lagt nogle tydelige og kraftige spor ud i retningen af at styrke de nære sundhedstilbud og udbygningen af dem. For den nationale sundhedsplan skal omsættes i regionale sundhedsplaner, og efterfølgende også til planer i de enkelte sundhedsråd. Så de spor, som Sundhedsstyrelsen sætter i den her forbindelse, de vil få betydning," siger Jakob Bigum, som også er direktør for blandt andet ældreområdet i Næstved Kommune.

Men Sundhedsstyrelsens ord om de nære tilbud vil ikke kun få betydning i forhold til det videre arbejde i regioner og sundhedsråd, de vil også få betydning for, om sundhedsreformens mål opnås, når negative medierhistorier fra sygehusene rammer dagens lys og kan få politikerne til at glemme det nære.

"Der er brug for at slå mange pløkker i jorden, sådan at når de første mediestorme rammer om en kræftafdeling eller en anden specialiseret behandling, der ikke fungerer, så bliver sundhedsreformens mål og midler om at udbygge den nære sundhed stående intakt. Der skal Sundhedsstyrelsens planer ind og stå sin prøve," siger Jakob Bigum.

Vigtigt med lokale hensyn

Det andet, som Jakob Bigum vil holde øje med, er, i hvilket omfang den nationale sundhedsplan lægger op til et ensartet serviceniveau, sådan som sundhedsaftalen tilsigter.

"Mens det kan virke fornuftigt nok at tilsigte et ensartet serviceniveau, så kan man på den anden side også sige, at der måske er mindst lige så meget god logik i at overlade det til decentrale beslutninger om, hvordan serviceniveauet så skal tilvejebringes," siger Bigum.

Han forklarer, at det kan gøres på forskellige måder fra den ene kommune til den anden.

"Det bliver vigtigt at se, hvad planen indeholder i forhold til den fleksibilitet, eller den mulighed for at tage lokale hensyn i, hvordan et mere ensartet serviceniveau skal opnås," siger velfærdsformanden.

Hvorfor bliver det vigtigt?

“Vi kommer til både at spilde ressourcer, men også smide nogle gode tilbud ud med badevandet, hvis ikke vi tager bestik af, at der er forskellige måder at organisere de her tilbud på i de enkelte kommuner," siger Bigum og fortsætter:

"Jeg håber, at man giver plads til, at fornuften kan råde, så de gode løsninger, som borgerne er glade for og benytter, kan videreføres, selvom der står, at serviceniveauet skal gå i en mere ensrettet retning fremover," siger han.

Sundhedsstyrelsen udarbejder et fagligt oplæg til en national sundhedsplan i 2025, der præsenteres for aftalepartierne. Planen aftales herefter mellem regeringen, regioner og kommuner i 2026 med henblik på at træde i kraft i 2027.

Fakta

Det skal den nationale sundhedsplan indeholde

I den politiske aftale om en sundhedsreform står der følgende om, hvad den nationale sundhedsplan skal indeholde:

  • Sundhedsstyrelsen udarbejder et oplæg, der fokuserer på fordeling af ressourcerne i sundhedsvæsenet og styrkelse af det almene sundhedsvæsen tæt på borgerne.

  • Den nationale sundhedsplan består derfor af to dele: Én med fokus på sundheden i hele landet eksempelvis bedre geografisk fordeling af ressourcerne i sundhedsvæsenet.En med fokus på at styrke det almene sundhedsvæsen og omstilling af aktivitet fra sygehusene til sundhedsvæsenet tæt på borgerne.

Kilde: Aftale om sundhedsreform 2024

Sidst opdateret: 05/02/2025 - 19:51

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]