1.500 kommunale topfolk samles torsdag og fredag til Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg, hvor kommunerne skal forberede sig på et ekstremt travlt år med implementering af seks store reformer og et kommunalvalg.

1.500 kommunale topfolk samles torsdag og fredag til Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg, hvor kommunerne skal forberede sig på et ekstremt travlt år med implementering af seks store reformer og et kommunalvalg. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Kommunerne og Folketinget skal bevare roen, når reform-kritik vælter frem i pressen

KL's formand opfordrer både kommunal- og landspolitikerne til at "lukke ørene for den støj", som nødvendigvis følger med, når kommunerne skal i gang med at implementere blandt andet ældrereformen i 2025.

Udgivet: 17/01/2025

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

De danske kommuner står over for det måske travleste år siden kommunalreformen i 2007. Kommunerne skal implementere ikke færre end seks store reformer; ældre, sundhed, folkeskole, beskæftigelse, grøn trepart og det specialiserede socialområde. Og derudover skal der afholdes et kommunalvalg i november måned.

"Vi kommer ikke til at mangle arbejde," lyder den tørre konstatering fra kommunernes førstemand, Martin Damm (V).

Han peger samtidig på, at de mange samtidige reformer betyder, at kommunerne ikke som normalt ved en enkelt reformimplementering på et år kan kaste ekstra ledelsesressourcer ind på alle områder.

"Normalt kaster man lidt ledelsesstøtte over på de områder, som er i gang med at implementere reformer for at komme godt i mål. Men de få ledige brikker der er, de kan jo ikke være alle vegne på samme tid," siger Martin Damm, som forudser, at det også vil ramme byråd og kommunalbestyrelser.

"Der bliver mange beslutninger for politikerne at træffe. Skal vi gøre A, B eller C her i vores kommune? Så der bliver tryk på. De der tror, at man i den enkelte kommunalbestyrelse kan stoppe opgave-flowet efter sommerferien og sige; nu skal vi koncentrere os om valg, vil blive overraskende. Det bliver ikke lige sådan et 2025, man ser ind i," forudser Martin Damm.

Reformer styrker kommunernes rolle

Selvom det bliver et historisk hårdt år at være kommunalpolitiker og kommunal chef, så peger Martin Damm på, at de mange reformer er skabt i den "helt rigtige ånd" i forhold til den lokale handlefrihed.

"De her reformer giver styringsmæssigt plads til lidt flere forskelligheder mellem kommunerne. Så de bakker jo egentlig op om hele den der decentrale tankgang, man har i Danmark, at kommunerne er omdrejningspunktet, når ting skal omsættes i praksis. Så på den måde er der jo meget af reformerne, der er lavet i den rigtige ånd," lyder det anerkendende fra KL-formanden.

Forbered jeg på masser af støj fra Folketinget

Selvom Danmark lige nu har en flertalsregering og et eller flere yderligere partier står bag hver enkelt reform, så skal kommunalpolitikere og -chefer være forberedt på masser af støj fra Christiansborg.

"Der vil jo hurtigt komme en eller anden historie i medierne om, at nu er der noget, der ikke er, som det plejer, nu er der noget, der skal laves om. Så er spørgsmålet, om Folketinget kan holde sig i ro og sige, at det er faktisk noget, vi har vedtaget," siger Martin Damm.

Han kommer selv med et svar, og det er reelt et nej. For selvom partierne bag en given reform loyalt står bag den, også når pressehistorierne buldrer, så peger Martin Damm på, at der for alle reformer er et antal partier, som står udenfor aftalen.

"Spørgsmålet er, om de vil benytte lejligheden til - at hver gang der bare skal flyttes et komma i en kommune, og der kommer en historie i en avis - at give den fuld udblæsning? Det kunne man godt forestille sig. Der bliver masser af vand at fiske i for dem, der gerne vil lave støj. Særligt i et år med kommunalvalg kan de næppe modstå den fristelse," forudser Martin Damm.

Han peger samtidig på, at de mange medier i økonomisk krise kan skabe en særlig dynamik med de borgere, som er utilfredse med, at de har været vant til at få leveret fra kommune, og det nu skal laves på en anden måde.

"Vi ser jo, at medierne hele tiden skruer op for tonen, fordi de har det økonomisk svært, og derfor skruer de op for overskrifterne for at få flere klik," siger Martin Damm.

Sidst opdateret: 16/01/2025 - 10:40

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]