
Ældreminister Mette Kierkgaard forventer ikke, at der bliver mere bureaukrati og administration med lokalplejehjem, tværtimod. - Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Ældreminister: Lokalplejehjem som aktieselskaber vil mindske bureaukrati
Ældreminister Mette Kierkgaard fastholder, at de nye lokalplejehjem skal drives som aktieselskaber. Hun forventer mindre bureaukrati, selv om KL og Kommunernes Velfærdschefer frygter det modsatte.
Udgivet: 03/12/2024
"Det er min forventning, at aktieselskabskonstruktionen samlet set vil medføre mindre bureaukrati og administration på de enkelte lokalplejehjem."
Sådan lyder det fra ældreminister Mette Kierkgaard (M) i et ministersvar til Folketingets Ældreudvalg.
Udvalget har efterlyst en forklaring på, hvorfor de nye lokalplejehjem skal drives som aktieselskaber, når Kommunernes Landsforening (KL) og Kommunale Velfærdschefer frygter, at det vil give flere administrative opgaver og mere bureaukrati.
Jakob Bigum Lundberg, formand for Kommunale Velfærdschefer, har tidligere udtalt til NB-Ældre, at kommunerne har begrænset erfaring med aktieselskaber. Han har kaldt det en "helt anden logik," som ifølge ham er administrativt tungere end den nuværende håndtering af friplejehjem.
Men det er Mette Kierkgaard ikke nervøs for. Hun oplyser, at aktieselskabsformen skal drives af en selvstændig bestyrelse, der består af repræsentanter fra lokalområdet og det lokale erhvervsliv.
"Driften af lokalplejehjemmet kan tilpasses lokale ønsker og behov, samtidig med at lokalplejehjemmene frisættes fra kommunal styring. Derudover får lokalplejehjemmets bestyrelse og direktion et større ledelsesrum og mere smidige beslutningsgange," lyder det fra ministeren.
Hun uddyber samtidig baggrunden for lovforslaget:
"Formålet med forslaget til lov om lokalplejehjem er at give kommunerne mulighed for at oprette en ny type plejehjem, der har de samme frihedsgrader som private friplejehjem, men som samtidig har et kommunalt ophæng."
"Et kommunalt aktieselskab, der oprettes på privatretligt grundlag, vil sikre, at lokalplejehjem i videst muligt omfang drives med de samme frihedsgrader som private friplejehjem," skriver hun.
Sidst opdateret: 03/12/2024 - 11:11










































