To centrale elementer er blevet ændret til kommunernes og nærhedens fordel i den netop offentliggjorte politiske aftale om en sundhedsreform, siden regeringen kom med sit udspil i september. Men det er altså ikke nok til, at befolkningen og kommunerne kan være sikre på, at der ikke sker en centralisering af tilbuddene til de ældre.

Aftalepartierne pointerer i aftalen mange steder, at reformen skal skabe nærhed for borgerne, og de nye sundhedsråd er også sat i verden for at skabe nærhed. Men der er ikke noget i aftalen, som tvinger regionerne til nærhed.

De ældre borgere og kommunerne kan dermed risikere, at sundhedsreformen bliver en centralisering, som blandt andet Kommunernes Landsforening, ældredirektører og Kommunale Velfærdschefer har påpeget, siden regeringens udspil så dagens lys i september.

Tolkning af ‘udgangspunkt’ vigtig

Med aftalen mister kommunerne de kommunale akutpladser og hovedparten af de øvrige midlertidige kommunale pladser. Dette overgår til regionerne, ligesom akutsygeplejen, specialiseret rehabilitering, dele af avanceret genoptræning og patientrettede forebyggelse. Dette var udspillet i regeringens sundhedsreform, og sådan er det også blevet.

Der er dog tilføjet en pligt til regionerne i den endelige aftale, hvor der står: "Regionale sundheds- og omsorgspladser skal som udgangspunkt forefindes i alle kommuner, med mindre hensyn til faglig og organisatorisk bæredygtighed tilsiger andet." På den måde er tanken at få nærheden ind i relation til pladserne.

Problemet er bare, at regionerne ikke får råd til at bygge nye bygninger til deres nye opgave. 3,5 mia. kr. til fysiske rammer for lokale sundhedsindsatser rækker ikke langt i den sammenhæng. Regionerne står derfor over for enten at kunne centralisere pladserne og oprette dem i forbindelse med de eksisterende hospitaler. Eller de kan samarbejde med kommunerne om de pladser, som kommunerne allerede har.

Samme problematik opstår i forbindelse med akutsygeplejen, specialiseret rehabilitering, avanceret genoptræning og patientrettede forebyggelse. Regionerne kan ikke bare overtage kommunernes lokaler, da de i mange tilfælde også bliver brugt til andre opgaver i kommunerne. De bliver nødt til at samarbejde med kommunerne eller centralisere opgaven til hospitalerne.

Spørgsmålet bliver da, om kommunerne har nok incitament til at ‘afgive deres lokaler’ i et samarbejde. I den sammenhæng bliver det derfor også afgørende, hvordan det bliver skrevet ind i loven, at regionerne skal sikre nærhed, og hvordan ‘som udgangspunkt’ bliver tolket.

Nærheden i loven bliver central

Den anden lempelse, som kommunerne har fået, er i forhold til standsningsretten. I regeringens udspil stod ethvert regionsrådsmedlem til at kunne anvende en såkaldt standsningsret, så de ville kunne tage enhver sag op på regionrådsniveau.

I det endelige udspil er standsningsretten blevet begrænset en lille smule. Nu er det kun formanden for sundhedsrådet, som kan anvende den. Eller den kan blive anvendt, hvis en tredjedel af regionsrådsmedlemmerne i sundhedsrådet er enige om at anvende den.

Men regionerne har stadig en stemme mere end kommunerne i sundhedsrådene, så selv om standsningsretten er blevet begrænset, ændrer det ikke ved, at de vil kunne aftale det hele på forhånd og trumfe ting igennem i sundhedsrådene.

Den ændrede standsningsret kan dog få betydning, hvis der er splid i regionsrådsgruppen i sundhedsrådet. Så skal formanden eller en tredjedel nu være enige om at hæve diskussionen til regionsrådet og dermed begrænse kommunernes indflydelse.

Hvis regionerne bliver afhængige af kommunerne i forhold til brug af deres lokaler, kan det dog betyde, at de også har en interesse i at samarbejde med kommunerne i sundhedsrådene og ikke bruge standsningsretten. Omvendt hvis det ikke kommer til at stå som et krav i loven, at der skal være nærhed, men det kun bliver ord om intentioner, så vil vi i højere grad risikere at ende med en centralisering af sundhedsvæsenet.

Lovteksten i forhold til beskrivelsen af krav til regionerne i forhold til nærhed bliver derfor afgørende for, hvorvidt sundhedsvæsenet ender med at blive mere centralt.