Af Tanja Nielsen, sektorformand social og sundhed, FOA

Lige nu sidder sundhedspolitikkerne inde på Borgen og diskuterer fremtidens sundhedsvæsen. Udgangspunktet er det forslag til sundhedsreform regeringen fremlagde i september. Regeringen foreslog konkret, at en række opgaver rykkes rundt mellem regioner og kommuner og 17 nye sundhedsråd, der skal sikre, at borgerne ikke bliver tabt mellem de forskellige enheder i sundhedsvæsenet.

Der er både skidt og kanel i regeringens forslag, men overordnet har man et helt nødvendigt fokus på mere nærhed og lighed i sundhed. Og lige præcis det må og skal være omdrejningspunktet for fremtidens sundhedsvæsen.

Sundhedsvæsenet skal forstås bredt fra det specialiserede sygehus over rehabilitering til sundhedstjek hos lægen. Sundhedsvæsenet kommer tættere og tættere på den enkelte borgers dagligstue. Patienter bliver udskrevet hurtigere fra behandling, mange kroniske sygdomme monitoreres hjemme, og genoptræning sker lokalt i det nære sundhedsvæsen.

Størst mulig sammenhæng

Når vi taler om det nære sundhedsvæsen, taler vi om hjemmeplejen, plejecentre, de praktiserende læger, rehabilitering, genoptræning – om alle de tilbud, der er nær på borgeren. En succesfuld reform af sundhedsvæsenet begynder og slutter med, at vi skaber en ægte helhedspleje, der omfatter alle opgaverne omkring den enkelte borger. Når fremtidens sygehus flytter hjem i den enkelte borgers dagligstue, er det helt nødvendigt at få åbnet barriererne mellem personlig pleje og rengøring og syge og sundhedspleje.

Det bliver en kæmpe opgave. Og en opgave hvor social- og sundhedsmedarbejderne kommer til at spille en nøglerolle. Vi oplever i høj grad et ønske og en lyst til nye opgaver hos social- og sundhedsmedarbejderne – langt størstedelen af social- og sundhedsmedarbejderne i lægepraksis udfører både kliniske og administrative opgaver, og dækker derfor bredt i lægepraksis. 

Samtidig har de også kendskab til både ældreplejen og sygeplejen, og kan også på den måde være med til at binde enderne sammen og sørge for, at borgerne oplever den størst mulige sammenhæng. Også derfor er det vigtigt, at vi lokalt sikrer en høj faglighed, og reducerer antallet af ufaglærte i den nære sundhed. Og her i ligger der en helt selvstændig og ganske central opgave. Manglen på social- og sundhedsuddannede. Ifølge tal fra Finansministeriet kommer vi til at mangle 15.000 sosu’er i 2035.

Begyndelse på et stykke arbejde

Allerede i dag er hvert fjerde jobopslag på området forgæves. Hvis vi ikke løser den opgave, så er al snakken om nærhed og lighed og helhedspleje netop bare snak.

Det handler om at forbedre uddannelserne, og give plads til de unge og voksne, der har evnen, viljen og lysten til at gøre en indsats på området. Det kan ikke passe, at vi på ene side mangler dygtige medarbejdere, og på den anden afviser folk. Og det handler om give de social- og sundhedsansatte muligheder for at bruge og udvikle deres faglighed, så de også føler en motivation til at blive i faget.

Når der snart kommer hvid røg ud af skorstenen i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, og Sophie Løhde (V) og kompagni præsenterer en forhåbentlig god sundhedsreform, der tager fat på uligheden i sundhedsvæsenet og skaber et mere nært sundhedsvæsen med borgeren i centrum er det ikke afslutningen på et stykke arbejde. Det er i virkeligheden begyndelsen.