Fem gange så mange ældre i udkantskommuner som i København
Andelen af 85+ årige er omkring fem gange højere i yderkommuner som Langeland og Læsø end i København. Og befolkningens alderssammensætning har betydning for den finansiering, en kommune får.
Udgivet: 05/11/2024
Der er op mod fem gange så mange ældre i en lang række yderkommuner i forhold til København, hvor der er færrest ældre, og mere end dobbelt så mange som landsgennemsnittet. Andelen af 85+ årige vil frem mod 2030 også vokse relativt meget i de nordsjællandske kommuner.
Det viser beregninger som NB-Økonomi har lavet på baggrund af befolkningsdata fra Danmarks Statistik.
Andelen af ældre i befolkningen har betydning for en kommunes finansiering, fordi udligningssystemet favoriserer kommuner med en befolkning, der har en stor andel af borgere i den erhvervsaktive alder og få børn og ældre. I en kommune med gennemsnitlige sociale udfordringer (socioøkonomisk indeks lig med 100) vil en ekstra 85+ årig ud over landsgennemsnittet betyde en lavere finansiering på 42.162 kr. på grund af mekanikken i udligningssystemet. Det kan du læse mere om i NB-Økonomi.
I forbindelse med den kommende analyse af udligningssystemet vil det altså være relevant at se nærmere på de afledte konsekvenser af udligningssystemets opbygning med et aldersbestemt udgiftsbehov og en socioøkonomisk del, der skal håndtere forskellene i de sociale udfordringer mellem kommunerne.
Flere ældre frem mod 2030
I kortet herunder kan du se ændringen i andelen af 85+ årige fra 2020 til 2030 i din kommune. I alle kommuner, bortset fra Lyngby-Taarbæk, vokser andelen. Mest i kommuner, hvor andelen allerede i 2020 var høj, og i de nordsjællandske kommuner.
Og i de største byer Aalborg, Aarhus, Odense og København, samt kommunerne lige omkring København ses den laveste stigning frem mod 2030, så forskellen uddybes en smule i de kommende år.
I kortene herunder kan du se andelen af 85+ årige i henholdsvis 2020 og 2030. I begge år er det særligt ø-kommunerne, der har en høj andel, men i 2030 vil Hørsholm have den tredjehøjeste andel af 85+ årige på 6,1 procent. Landsgennemsnittet i 2030 vil være 3,2 procent.
Sidst opdateret: 05/11/2024 - 11:34










































