
Sidste år tildelte et bredt flertal bag aftalen om fordelingen af SSA-midlerne ældreområdet 70 millioner kroner. Billedet er fra pressemødet, hvor aftalen blev præsenteret. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Regeringen vil tilgodese ensomme ældre med SSA-reserven
Nu begynder forhandlingerne om at fordele 850 millioner kroner til social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Sårbare og ensomme ældre er en af de målgrupper, som regeringen vil prioritere.
Udgivet: 24/10/2024
Regeringen vil fordele 850 millioner kroner til nogle af de mennesker, der har de største udfordringer, det gælder blandt andet sårbare og ensomme ældre.
Pengene kommer fra den såkaldte SSA-reserve, tidligere satspuljen. Alle Folketingets partier er inviteret til forhandlingerne, som startede i går og bliver ledet af social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen. Hvor meget der kommer til at gå til ældreområdet afhænger af, hvor højt de andre områder bliver prioriteret i forhandlingerne. Ud over sårbare og ensomme ældre har regeringen også fokus på udsatte børn, unge og voksne samt personer med handicap.
Sidste år modtog ældreområdet 70 millioner kroner af sidste års pulje på 885 millioner kroner. Her var blandt andet ensomhed og mistrivsel hos ældre i fokus.
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) vil med årets midler oprette plejehjemspladser til de mest socialt udsatte ældre.
"Flere og flere udsatte ældre lever desværre i hjemløshed, og samtidig oplever flere ældre ensomheden trænge sig på. Det er derfor særligt vigtigt for mig i år at prioritere indsatser målrettet de ældre, der har det allersværest, og som er allermest udsat," siger ministeren i pressemeddelelsen og fortsætter:
"Jeg vil i forhandlingerne prioritere oprettelsen af plejehjemspladser til de mest socialt udsatte ældre i vores samfund samt styrke civilsamfundsindsatser, der skal imødegå de store udfordringer med for eksempel ensomhed blandt ældre. Igen i år vil jeg desuden prioritere midler til demensområdet."
Regeringens udspil til SSA-reserven har et særligt fokus på
De allermest udsatte voksne, der lever i hjemløshed, har et stofmisbrug eller har været udsat for vold. Regeringen vil styrke området med midler til blandt andet overdosisbehandling og sociale viceværter i almene boliger i takt med hjemløseomlægningen
Udsatte børn og unge, blandt andet ved at prioritere midler til behandlingstilbud for børn udsat for seksuelle overgreb
Civilsamfundsorganisationer, der yder en afgørende indsats på tværs af sociale områder
Øget beskæftigelse til psykisk sårbare førtidspensionister og mennesker med nedsat psykisk funktionsevne
Bekæmpelse af ulighed i sundhed gennem indsatser i almene boligområder
En styrket indsats til mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade
En handlingsplan for uddannelse og beskæftigelse for personer med handicap
Hjælp til særligt sårbare og ensomme ældre, herunder mennesker med demens
Sidst opdateret: 23/10/2024 - 08:26










































