Af Mette Andreassen, direktør for Social, Sundhed og Omsorg i Viborg Kommune

Sløret er nu løftet for indholdet i den ældrelov, som har været på vej i flere år. Med kommunale briller er der tale om et både tiltrængt og positivt forslag.

Tiltrængt, fordi der er behov for at nytænke og frisætte ældreområdet fra den flod af styring, dokumentation og kontrol, som området har været udsat for. Der er behov for en reform, som giver livskvalitet for den enkelte borger, og som skaber attraktive arbejdspladser.

Positivt, fordi lovforslaget på mange måder er tro mod grundlæggende værdier om selvbestemmelse, tillid og samspil. Viborg Kommune har, sammen med Langeland og Middelfart kommuner, i tre år været prøveklud for frisættelsen af ældreområdet. Med velfærdsaftalen i hånden har vi afprøvet en række ideer og – synes vi selv – skabt resultater, der har flyttet området i den rigtige retning.

I forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget har vi haft en god dialog med ministeriet, som vi har oplevet som reelt interesserede i at lytte og indhente erfaringer fra vores arbejde med velfærdsaftalen. Vi kan tydeligt se de kommunale fodaftryk i teksten og de bagvedliggende tanker – så ros til processen.

Kultur og mindset afgørende

Nogle af de væsentligste fund, vi har gjort som frisat kommune, er, at meget kan lade sig gøre, når vi undgår detailstyring og one-size-fits-all løsninger. Vi har sat medarbejderne fri og i vid udstrækning lagt initiativ og beslutninger ud til de medarbejdere, som kommer hos borgeren. Vi har set, at der er et væld af kreativitet og ideer, som koblet med medarbejdernes faglighed har skabt markante forandringer.

Men det har også vist sig, at forandring og frisættelse handler mindre om paragraffer og mere om kultur og mindset. Der er masser af ideer, som kan gribes og udvikles, men det tager tid at aflære behovet for rammer og procedurer i det daglige arbejde. De gode ideer skal helst ikke resultere i mere bureaukrati eller løsninger, som tvinges ned over alle.

Derfor er ledelse afgørende. Det kræver ledelse at igangsætte frisættelsen. Det kræver ledelse og handlerum at ændre en mangeårig praksis, og det kræver ledelse at holde ændringen på sporet. Fagligheden på ældreområdet er høj, men gennem årene er den på nogle punkter blevet pakket ind i en dyne af uhensigtsmæssige retningslinjer og procedurer. Det har betydet, at det ikke altid er den sunde fornuft og borgernes ønsker, der er kommet til at fylde mest. Det skal vi gøre op med, og derfor er ældrereformen lige så meget en reform af kultur og mindset som en ændring af lovgivning.

Skal vi købe effekt frem for ydelser?

Kongstanken i ældrereformen og ældreloven er helhedsplejen. Helhedspleje rummer en række interessante perspektiver for kommunerne, som taler direkte ind i vores erfaringer som velfærdsaftalekommune.

Planerne om helhedspleje er på papiret tro mod værdierne om selvbestemmelse og tillid. Der udestår nu et arbejde med udmøntningen af planerne og forankring i hverdagen. Men vi hæfter os ved, at begreber som dialog med borgerne, fleksibilitet og hverdagsrehabilitering er gennemgående.

Vi synes, at vi som velfærdsaftalekommune har vist, at kommunerne og medarbejderne godt kan håndtere den frihed, som loven lægger op til. De sidste tre år har vi set, at borgerne også tager godt imod.

Et andet spændende perspektiv ved helhedspleje er kommunernes samarbejde med de private aktører på fritvalgsområdet og friplejehjem. De private leverandører skal fremover også levere helhedspleje. I øjeblikket er det nok et fåtal af leverandørerne, som kan levere helhedsplejen. Kan og skal vi som kommuner understøtte, at leverandørerne er klædt på til at levere helhedspleje?

Lovændringerne betyder, at vi skal udarbejde nye kontrakter med leverandørerne. Skal vi benytte lejligheden til at nytænke aftalerne? F.eks. sådan at incitamentet for at arbejde rehabiliterende styrkes ved, at kommuner køber effekt frem for ydelser. Og kan vi som kommune selv leve op til det krav?

Disse elementer skal luges ud

Det ser dog ikke ud til, at ældreloven løser alle udfordringer. Som jeg ser det er der elementer, som forhåbentlig bliver luget ud, eller hvor kravene nedtones. F.eks. lovgivningens alderskriterium, som jeg forventer, kan give udfordringer, når det skal omsættes til praksis. Det bliver ikke nemmere eller mindre bureaukratisk for medarbejderne, som nu skal jonglere med både ældrelov, servicelov og sundhedslov.

Begejstringen for udvidelsen af plejeoversigten er også til at overse. Det ser ud til at blive en tung opgave for kommunerne, og jeg kunne ønske mig, at nogen stoppede op og spurgte sig selv, om en statslig national hjemmeside med centralt fastsatte kvalitetsindikatorer, reelt er det sted, hvor man som ældre eller pårørende leder efter en plejebolig?

De nævnte udfordringer bør dog ikke overskygge de positive takter i lovforslaget – vi ser frem til en reel forbedring af ældreområdet.