Se kortet: Sosu'ers sygefravær falder i de fleste kommuner
78 kommuner har sænket sygefraværet blandt sosu'erne på kun to år. Det viser nye beregninger foretaget af NB-Ældre. Se udviklingen i din kommune.
Udgivet: 24/09/2024
Oven på stigninger i sosu-fraværet i forbindelse med coronaen er fraværet begyndt at falde.
Det viser nye beregninger fra NB-Ældre på baggrund af tal fra KRL (Kommunernes og Regionernes Løndatakontor) på årene løbende fra april 2021 til marts 2022 og april 2023 til marts 2024.
Selvom der er stor forskel fra kommune til kommune, så er sygefraværet faldet i hele 78 kommuner i perioden. 20 kommuner har dog stadigvæk oplevet en stigning i fraværet blandt deres sosu-assistenter og -hjælpere. Selv hvis man ser på blot et løbende år fra marts 2023 til marts 2024, er der et fald hos de fleste kommuner.
Det er gode nyheder for kommunerne, fordi der stadigvæk er mangel på arbejdskraft. Kommunerne er samlet set lykkes at nedbringe antallet af sygefraværsdage pr. fuldtidsmedarbejder med 1,8 i gennemsnit, det svarer til et fald på 325,9 årsværk, som kommunerne har "fået", fordi de ansatte er mere på arbejde end sygemeldt. Det er sket samtidig med, at det er lykkes kommunerne at ansætte hele 1.027 flere sosu'er (både hjælpere og assistenter) på de to år.
Sygefravær dækker over både sygdom og arbejdsskader, men det er ikke nedsat tjeneste eller §-56 fravær.
Ser man bort fra ø'erne, som har meget store udsving, så er det Helsingør Kommune, der har formået at nedbringe deres sygefravær blandt sosu'er med flest dage pr. ansat. I perioden april 2021 til marts 2022 havde hver sosu - omregnet til fuldtidsansat - i gennemsnit 24,2 sygefraværsdage. Det tal var i perioden op til marts 2024 faldet til 16,1 dage. Det svarer til et fald på otte dage i gennemsnit. I top fem ligger Helsingør, Nordfyns, Brønderslev, Greve og Odder.
I den modsatte ende ligger - igen bortset fra ø'erne - Frederikshavn med en stigning på 2,9 sygefraværsdage i perioden, Herning med 2,7 og Kerteminde med 2,0.
(Artikel fortsætter under kort)
Så mange årsværk er sparet eller øget
Udviklingen i antallet af årsværk i perioden løbende fra april 2021 til marts 2022 og april 2023 til marts 2024 har vist, at kommunerne samlet set har sparet flere hundrede årsværk.
De to højdespringere er Odense og Helsingør kommuner. I Odense svarer deres fald i sygefravær til, at de har vundet hele 25,8 sosu-årsværk. I Helsingør er det 20,4 årsværk.
Bornholm, Frederikshavn og Herning kommuner har dog oplevet den modsatte bevægelse. På Bornholm svarer deres stigning i sygefraværet de seneste to år til 10,1 årsværk, som går fra de ældre. Det tal er 8,9 for Frederikshavn og 7,0 for Herning.
Sidst opdateret: 24/09/2024 - 07:30










































