Det nye tværkommunale ældretilsyn skal blandt andet vurderer kvalitet i helhedsplejen ud fra den ældres selvbestemmelse.

Det nye tværkommunale ældretilsyn skal blandt andet vurderer kvalitet i helhedsplejen ud fra den ældres selvbestemmelse. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix (arkiv)

Lovudkast: Sådan skal det nye ældretilsyn indrettes

Et nyt lovforslag om ældretilsyn, som netop er sendt i høring, skal danne rammerne for det nye tværkommunale ældretilsyn. Men mange spørgsmål er stadig ikke besvaret.

Udgivet: 23/08/2024

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

Det er ældreministeren, der skal udpege, hvilke kommuner som skal stå for det nye ældretilsyn.

Det fremgår af lovforslaget om ældretilsyn, som netop er sendt i fire ugers høring og skal træde i kraft 1. januar 2025.

Det nye tværkommunale ældretilsyn skal erstatte de eksisterende kommunale ældretilsyn og Styrelsen for Patientsikkerheds ældretilsyn, fremgik det er ældrereformen, som regeringen og en række aftalepartier indgik en aftale omkring i april. Med ældrereformen var der mange ubekendte omkring det nye ældretilsyn, men det er ikke alle de løse ender, som bliver besvaret med lovudkastet.

I lovforslaget står der blandt andet også, at ældreministeren skal fastsætte regler for ældretilsynets indretning, drift og finansiering.

Fik du læst?

Her er udkastet til ældreloven

Myndigheder i samtilsyn ikke fastlagt

Et af de vigtige elementer i ældrereformen var også, at plejeenhederne har for mange forskellige tilsynsbesøg, som kan komme med modsatrettede krav. Det skal det nye princip om samtilsyn gøre op med. I lovforslaget fremgår det således, at det nye tværkommunale ældretilsyn skal "udføres sammen med andre relevante tilsynsmyndigheder i det tilfælde, hvor to eller flere tilsynsmyndigheder uafhængigt af hinanden udtager samme plejeenhed til tilsyn i det samme kalenderår."

Det er ældretilsynet, som skal stå for den overordnede koordinering mellem de forskellige tilsynsmyndigheder. Men lovudkastet giver ikke svar på, hvilke myndigheder som skal være omfattet af samtilsyn.

"Ældreministeren fastsætter efter forhandling med relevante ministre regler om, hvilke tilsynsmyndigheder, der er omfattet af samtilsyn samt om de overordnede rammer for samtilsyn," står der i udkastet.

I ældrereformen var myndighederne ellers defineret, idet der stod:

"Samtilsynet omfatter som udgangspunktet det nye, tværkommunale ældretilsyn, det sundhedsfaglige tilsyn, kommunernes brandsyn, Fødevarestyrelsens fødevarekontrol og Arbejdstilsynet."

VIVE har netop offentliggjort en rapport, hvor de har evalueret forsøg med samtilsyn i en række kommuner. Og de anbefaler tre mulige modeller for samtilsyn alt efter, hvor mange tilsynsmyndigheder som skal være med.

Sådan skal kvaliteten vurderes

Med lovudkastet er det meningen, at ældretilsynet skal vurdere kvaliteten af helhedsplejen inden for tre temaer, som svarer til de tre bærende værdier i ældreloven:

1. Den ældres selvbestemmelse.

2. Tillid til medarbejderne og den borgernære ledelse.

3. Et tæt samspil med de pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.

Men også her skal ældreministeren fastsætte de nærmere regler.

Formålet med ældretilsynet

Et af de centrale punkter omkring det nye tværkommunale ældretilsyn var i ældrereformen at opnå mere læring og sparing omkring tilsynene.

Det kommer til udtryk i lovudkastets formålsparagraf, hvor det fremgår, at ældretilsynet har til formål at støtte de omfattede plejeenheder i at sikre kvalitet i helhedsplejen ud fra ældreloven. Formålet opnås gennem læringsorienteret dialog, rådgivning og sparring, står der.

Hvem skal have besøg?

Det skal være muligt for ældre og pårørende at henvende sig anonymt til ældretilsynet, fremgår det af lovudkastet.

"Ældretilsynet skal i hver af de kommuner, som varetager funktionen som ældretilsyn, have en let tilgængelig og direkte indgang (Ældrelinjen), hvortil ældre, pårørende, personale og andre kan henvende sig anonymt om bekymrende forhold i en plejeenhed," står der.

I lovforslaget fremgår det også, at ældretilsynet skal gennemføres ud fra en løbende vurdering af, hvor der kan være størst risiko, eller hvor der er en konkret bekymring for kvalitet i helhedsplejen.

Men inden for en femårig periode skal alle plejeenheder have et tilsynsbesøg.

Du kan læse hele lovforslaget om det nye ældretilsyn her.

Fik du læst?

Lokalplejehjem skal styres af denne lov

Sidst opdateret: 23/08/2024 - 00:41

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]