
- Foto: Pressefotos fra Viborg Kommune
Frikommuneforsøg: 80 procent af ældrebureaukratiet er selvskabt
Der er ikke brug for lovændringer til langt de fleste af de ændringer, som Viborg Kommune vil foretage på ældreområdet til blandt andet afbureaukratisering. 80 procent af 39 prøvehandlinger er uafhængige af love.
Udgivet: 20/08/2024
Hele 80 procent af de 39 prøvehandlinger, som Viborg Kommune har sat i gang på ældreområdet i frikommuneforsøget for bl.a. at afbureaukratisere, har vist sig at være opgaver, som er uafhængig af Velfærdsaftalen, som har gjort kommunen til frikommune.
Det betyder i praksis, at 80 procent af opgaverne, som kommunen kan gå i gang med at ændre ikke kræver lovændringer, men i stedet et kritisk blik på egne regler og procedurer. Derfor har kommunen også valgt at gå videre med stort set alle prøvehandlinger med undtagelse af tre.
"80 procent af de prøvehandlinger, vi arbejder med, er ikke afhængige af velfærdsaftalen. Det vil sige, at de ikke er hængt op på noget lovgivning, som vi har skullet frigøre os fra. Det har egentlig været egne procedurer og vejledninger i kommunen, der står i vejen. Det er det, som har forbavset rigtig meget i hele processen," forklarer Karen Margrethe Holdsbjerg-Larsen, omsorgschef i Viborg Kommune til NB-Ældre.
Opgørelsen fra Viborg Kommune er interessant, fordi der ofte er en diskussion mellem eksempelvis regeringen og KL om, hvor meget unødvendige regler i kommunerne er skabt af regeringen eller kommunerne selv. I Viborg Kommune går man foran og viser, at man som kommune selv kan gøre meget ved at fjerne regler, der står i vejen for en bedre ældrepleje. Andre kommuner behøver ikke at vente på hverken regering eller at blive frikommune, man kan blot gå i gang.
"Man tror, at man er hængt op af en masse lovgivning, men når man kigger ind i det, så handler det rigtig meget om procedurer, vi egentlig selv har praktiseret og planlagt," siger Karen Margrethe Holdsbjerg-Larsen.
Du kan se en oversigt over Viborg Kommunes 39 prøvehandlinger her.
Ikke kun bureaukrati i fokus
Viborg Kommune har ikke kun haft sparet tid, økonomi og bureaukrati i fokus, når man har evalueret på resultaterne af prøvehandlingerne.
Der har været tre parametre, som har fyldt. Borgere, ressourcer og medarbejdere, eller som kommunen definerer det:
- "Værdi for borgerne/ de pårørende
- Økonomi/ ressourcer – hvad frigør vi af tid – eller koster det en investering?
- Medarbejdere – hvad betyder det for handlerum, motivation, branding mv."
Hvor vurderer du selv, at nogle af de største succeser har ligget?
"Jeg er helt sikker på, at der ligger en rigtig stor succes i skærmbesøg, altså besøg over skærm med borgere. Der handler det rigtig meget om kvalitet for borgere, hvor borgere selv får mere frihed, fordi de eksempelvis ikke skal sidde derhjemme og vente på besøg, men i stedet kan sige, at vi tager besøget over en skærm. Borgeren skal derfor ikke have en åben dør, og de skal ikke have nogen ind i deres hjem, og de skal ikke rydde op eller lignende," siger Karen Margrethe Holdsbjerg-Larsen.
Viborg Kommune har i mange år arbejdet med skærme i hjemmeplejen, men i prøvehandlingen "Den digitale hjemmepleje" har de forsøgt at blive endnu bedre til at udbygge det område. Prøvehandlingerne skal udover at være en succes for borgerne også være en succes for de ansatte, siger Karen Margrethe Holdsbjerg-Larsen.
"For medarbejdere betyder det også rigtig meget, at de kan lave en ydelse, hvor de med det samme kan se, at den kommer til at fungere her og nu, ved simpelthen at have øjenkontakt over skærmen. De skal ikke køre eller tilpasse store kørselsprogrammer hver dag med besøg på den her måde, den kan de klare rimelig hurtigt."
Derudover har NB-Ældre tidligere skrevet, hvordan kommunen har kunnet spare både tid og ressourcer på at arbejde mere med skærme i ældreplejen.
Så mange prøvehandlinger implementeres
Det er ikke alle 39 prøvehandlinger, der implementeres i kommunen. Der er også en del prøvehandlinger, der ikke køres ud i hele kommunen, da de ikke nødvendigvis passer på hele ældreområdet.
Viborg Kommune har derfor lavet et skema, hvor prøvehandlingerne inddeles i fire områder.
Prøvehandlinger som skal implementeres i en "fælles ramme" og derfor gælder omsorgsområdet i kommunen, prøvehandlinger som har en lokal udmøntning nogle steder, og prøvehandlinger, som slet ikke implementeres, og prøvehandlinger som allerede er implementeret.
"Dem, der er fælles, der har vi set et potentiale, der siger, at det kan vi anbefale at implementere. Det er også de samme prøvehandlinger, som er blevet besluttet politisk på omsorgsområdet," siger Karen Margrethe Holdsbjerg-Larsen og tilføjer:
"Dem, der er på lokal udmøntning, der er det den enkelte arbejdsplads, der kan kigge på de enkelte prøvehandlinger. Det vil sige, at de kan være undersøgende på, om det, der er beskrevet i prøvehandlingen, er noget, som med fordel kan implementeres lokalt."
Udover skærmbrug, så har fleksible arbejdstider også været én de prøvehandlinger, som skal rulles ud i en fælles ramme, fordi det har vist sig at give stor succes.
Det fulde overblik er vist nedenfor.
Sidst opdateret: 20/08/2024 - 07:49











































