
Regeringen skal nu i gang med at læse høringssvar fra 212 aktører, som er kommet med deres input til Sundhedsstrukturkommissionens rapport, som blev præsenteret før sommer i Holbæk med formand Jesper Fisker i spidsen. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
212 aktører har sendt høringssvar på Sundhedsstrukturkommissionens rapport
Mange aktører har gerne ville give deres bidrag med til regeringens overvejelser om, hvordan fremtidens sundhedsvæsen skal indrettes. Det gælder også mange kommuner.
Udgivet: 13/08/2024
Kommuner, regioner, organisation og andre med viden fra sundhedsvæsenet har nu afgivet høringsvar på Sundhedsstrukturkommissionens rapport. 212 aktører har i alt indsendt deres vurdering af eksperternes arbejde.
En af dem er Kommunernes Landsforening (KL), som grundlæggende bakker op om kommissionens tværgående anbefalinger.
"En stærk national rammesætning på en række områder vil bidrage til udviklingen af et nært, stærkt sundhedsvæsen til gavn for borgere i hele landet," skriver KL.
Derimod mener de ikke, at der vil ske en styrkelse af de nære tilbud ved en markant centralisering af opgaverne som kommissionen beskriver i model 1 og 2. De vurderer således model 3 til at være den bedste, selv om denne model ikke i sig selv svarer på udfordringen med at opskalere det nære sundhedsvæsen.
De 212 aktører har i alt skrevet 1.160 sider, som regeringen og dens embedsværk skal i gang med at læse. Efter planen vil regeringen efter sommeren præsentere sit sundhedsudspil, der skal være med at fremtidssikre det danske sundhedsvæsen, så det er rustet til fremtidens udfordringer. Det er dog endnu uklart, om det bliver i slutningen af denne måned eller senere på året.
Kommissionen har bestået af eksperter, som ikke har repræsenteret organisationer. Derfor prioriterede regering også at give de mange organisationer og andre med viden og erfaringer fra sundhedsvæsenet mulighed for at komme med inputs i form af høringssvar.
Du kan læse alle høringssvarene her.
Sidst opdateret: 13/08/2024 - 09:43










































