Sundhedsordførerne Kirsten Normann Andersen (SF) og Jens Henrik Thulesen Dahl (dengang DF, nu DD) for to år siden, da S-regeringen præsenterede den daværende sundhedsreform. Dengang fik reformen kritik af, at den mest bestod af en masse kommissioner og derfor var en syltekrukke. Nu kommer SVM-regeringen med en ny sundhedsreform i august.

Sundhedsordførerne Kirsten Normann Andersen (SF) og Jens Henrik Thulesen Dahl (dengang DF, nu DD) for to år siden, da S-regeringen præsenterede den daværende sundhedsreform. Dengang fik reformen kritik af, at den mest bestod af en masse kommissioner og derfor var en syltekrukke. Nu kommer SVM-regeringen med en ny sundhedsreform i august. - Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix (arkiv)

Sundhedsordførere: Mindre snak om struktur mere borgerfokus

Flere sundhedsordførere vil have borgernes sundhedsperspektiv i fokus, frem for blot at tale om, hvem der skal håndtere opgaven på ældre- og sundhedsområdet. Problemer løses ikke bare ved at flytte opgaver.

Udgivet: 18/06/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

"Vi mener ikke, at problemerne i sundhedsvæsenet nødvendigvis løses ved at flytte opgaver fra en aktør til en anden...," skriver Jens Henrik Thulesen Dahl, sundhedsordfører for Danmarksdemokraterne til NB-Ældre.

Patienten skal i centrum, og der skal sikres et massivt løft i den nære sundhed, som handler om, at flere borgere skal behandles så tæt på deres hverdag som muligt, tilføjer ordføreren.

Han bakkes op af SF's sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen, der siger, at det ikke kun handler om, hvor opgaverne er placeret.

"Det handler ikke kun om, hvor opgaverne er placeret," skriver hun i en kommentar til NB-Ældre. "Hvis du spørger mig umiddelbart, så giver det ikke nogen mening at flytte opgaver fra kommunerne," tilføjer Kirsten Normann Andersen over telefonen til NB-Ældre.  

Sundhedsordførerne er på den måde helt på linje med flere ældredirektører, der mener, at man bør have mere fokus på indholdet frem for strukturer. Sundhedsreformen skal gøre op med silotænkning og styrke de sundhedsfaglige indsatser frem for at vende alt på hovedet, da det kan risikere at blive meget dyrt og tage meget lang tid at få implementeret, lyder kritikken fra flere kommunale direktører på sundhed- og ældreområdet.

Fik du læst?

Ældredirektører foretrækker model tre i Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger

"I den regionale sundhedssektor har specialisering resulteret i siloopdeling, som til tider gør det svært at sikre multisyge patienter en sammenhængende behandling. Men det nytter heller ikke noget, at kommuner oversætter sundhedsfaglige anbefalinger til egne kommunale standarder. Den enlige ældre, som netop er opereret for et lårbensbrud, kan jo have mere end almindeligt svært ved at klare sig i eget hjem, før rehabilitering har gjort patienten mobil igen. Men har kommunen ikke en akutplads / aflastningsplads, så bliver det resultatet, da sygehusene heller ikke har plads til færdigbehandlede patienter," skriver Kirsten Normann Andersen.

Helhedsorienteret indsatser

Begge sundhedsordførere vil gerne styrke sammenhængen og de helhedsorienterede indsatser om de ældre borgere, der samtidig er syge.

"... vi vil vurdere regeringens udspil på, om det sikrer et massivt løft i de nære sundhedstilbud, så flere behandles tættere på, hvor de bor, mens vi får udarbejdet det kædeansvar og krav til samarbejde om patienter med forløb, der går på tværs af sygehuse, kommuner og almen praksis, som kan sikre de sammenhængende og helhedsorienterede sundhedsindsatser, der bliver behov for, i takt med at sundhed fylder en større og større del af plejen for vores ældre," skriver Jens Henrik Thulesen Dahl.

Sammenhængen mellem de forskellige aktører skal fungere bedre, tilføjer Kirsten Normann Andersen.

"Jeg tror, det er tydeligt for de fleste, at der er brug for mere sammenhæng mellem sundhedsfaglige aktører. Og jeg tror de fleste borgere er optaget af, at det er de (læge)faglige specialister, som svinger taktstokken for, hvordan vi forebygger, behandler og rehabiliterer i forhold til sygdom," siger hun.

"Jeg tror til gengæld også, at det kunne give mening at tænke sundhedsloven som grundlag for de opgaver, der skal løses på vegne af sårbare ældre og borgere med handicap. I dag er det primært serviceloven, som definerer, hvordan opgaver skal løses, men især for den kognitivt svækkede borger er det afgørende med et sundhedsfagligt blik på borgerens almene sundhedstilstand – både når det handler om pleje, ernæring, rehabilitering m.v."

Kirsten Normann Andersen vil derfor ikke have noget imod, at man flyttede noget af den specialiserede del af den nære sundhed som akutsygeplejen fra kommunerne, så der kom et større sundhedsfokus. Men hun vil gerne væk fra, at alt skal handle om struktur, frem for den sundhedsfaglige indsats.

"Så lidt som mulig struktur og så meget som muligt af faglige forbedringer," siger hun.  

Sidst opdateret: 18/06/2024 - 08:01

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]