NB-Ældre fangede Danske Regioners formand Anders Kühnau (S) til et interview om det nære sundhedsvæsen, efter pressemødet om regionernes økonomiaftale for 2025.

NB-Ældre fangede Danske Regioners formand Anders Kühnau (S) til et interview om det nære sundhedsvæsen, efter pressemødet om regionernes økonomiaftale for 2025. - Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Danske Regioner: Vi ønsker ikke at overtage plejehjemmene

Det er en misforståelse, at regionerne ønsker at overtage plejehjemmene og ældreplejen, slår Danske Regioners formand Anders Kühnau (S) fast over for NB-Ældre.

Udgivet: 13/06/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Regionerne skal ikke overtage hverken plejehjemmene eller ældreplejen, siger formanden for Danske Regioner Anders Kühnau (S) i et interview med NB-Ældre, inden Sundhedsstrukturkommissionen kom med sine anbefalinger.

I har meldt ud før jul, at I godt kunne tænke jer akutområdet. Der er mange i kommunerne, der har forstået det sådan, at I vil overtage hele ældreplejen og plejehjemmene. Er det en misforståelse? 

"Jeg ved ikke, hvor misforståelsen kommer fra, men jeg kan bekræfte, at det er en misforståelse. Vi har også skrevet det direkte i vores oplæg, at det er ikke det, vi vil fra regionernes side," siger Anders Kühnau.

I december sidste år kom Danske Regioner med et udspil, som blev opfattet som et frontalangreb i kommunerne. Det skyldes, at regionerne ønsker at overtage det nære sundhedsvæsen, som fylder en del i ældreplejen og på plejehjemmene. I den forbindelse kunne man læse i Altinget, at regionerne ønskede at overtage "alle opgaver vedrørende sundhed og personlig pleje”, som i så fald ville blive en del af sundhedsloven frem for serviceloven.

Fik du læst?

Regioner i frontalangreb på kommunerne: Vil styre hele det nære sundhedsvæsen

Især på plejehjemmene fylder den personlige pleje stort set det hele, en overdragelse af det område fra kommunerne til regionerne ville derfor de facto være at afgive det meste af plejehjemmene. Det er den slags udtalelser, der kan få KL og borgmestrene op i det røde felt. Det har heller ikke hjulpet, at regionernes formand har udtalt, at regionerne skal overtage hele sundheden - også gældende for nærområdet - i "én myndighed, ét budget og under én lovgivning".

Regionerne vil overtage sundhedsområdet

Anders Kühnau holder trods den generelle misforståelse stadigvæk fast i, at sundhedsområdet skal samles i regionerne.

"Det, vi gerne vil, er at udvide kæden af sundhedsydelser som én aktør har, og vi peger på, at det bør være regionerne. Vi har hospitalerne, størrelsen, viden og de kompetencer, der skal til. Det drejer sig primært om den akutte indsats, akutsygeplejersker, de sengepladser der er til borgere, der bliver udskrevet fra sygehuset, og borgere der kan klare sig med en indlæggelse nær deres pårørende i stedet for at komme på hospitalet, så vi kan undgå mange indlæggelser," siger han.

"Vi kan forebygge langt mere, end vi gør i dag ikke mindst for den ældre befolkning og de kronisk syge, og det kan vi, hvis vi samler flere opgaver ét sted under én myndighed," siger han.

Men netop forebyggelsen fylder i kommunerne og i ældreplejen, så det er en stor bid af kommunekagen på ældreområdet, som regionerne vil overtage.

Forebyggelse foregår jo netop lokalt på eksempelvis plejehjemmene eller i hjemmeplejen, vil I så tage på hjemmebesøg? 

"Det tænker jeg også, at det vil komme til at ske, hvis man udvider kæden af sundhedsydelser. Man kan sammenligne det lidt med plejehjemslægen, der kommer ud på plejehjemmene. Det er læger, der er finansieret af regioner. Det er også os, der i sidste ende har ansvaret for kvaliteten af det, som lægen leverer. Det behøver ikke at være regionalt ansatte, men det skal være os, der har ansvaret, økonomien og aftalerne," siger Kühnau.

Vil ikke selv miste specialistområdet 

Ligesom kommunerne ikke ønsker at få udhulet deres opgaver, så har regionerne det på samme måde, når det kommer til den højt specialiserede del af sundhedsvæsenet. Kühnau mener ikke, at det er en god idé, hvis politikerne på Christiansborg vælger at flytte specialistdelen op i staten eller i en national enhed, som Moderaterne har ønsket.

Fik du læst?

Staten styrkes i én af Sundhedsstrukturkommissionens modeller

"Jeg vil kraftigt advare mod, hvis man tror, man kan adskille det specialiserede fra det, der foregår i det nære. Vi har brug for specialisterne også i det, der foregår i det nære, da de hjælper med at rådgive og vejlede. Derfor er det vigtigt, at vi ikke får skabt det specialiserede sundhedsvæsen i én silo og så det øvrige sundhedsvæsen i en anden," understreger regionsrådsformanden.

Han hæfter sig ved, at det i sidste ende er en politisk beslutning, og at der næppe er politisk appetit på reelt at flytte specialistdelen til staten.

"Jeg mangler stadigvæk at høre nogen fra det politiske landskab, der mener, at staten skal overtage. Der er næppe nogen, der ser for sig, at staten vil kunne drive det her bedre, end regionerne vil kunne," siger Anders Kühnau.

Selvom Moderaterne fra Christiansborg ønsker denne model, så skal Venstre og Socialdemokratiet også gå med til det. Moderaterne vil formentlig kræve, at nogle grænser bliver flyttet. Om det bliver specialistdelen til staten, en region eller to bliver nedlagt, eller man fjerner noget fra kommunerne til regionerne, bliver man først klogere på, når SVM-regeringen præsenterer det politiske udspil efter sommer.

Sidst opdateret: 13/06/2024 - 09:07

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]