Værdsættelse af frivillige er nøglen til succes

I Lemvig Kommune har de mange frivillige i ældreplejen. Ældredirektøren fortæller her, hvad de gør af særlige indsatser for at bevare niveauet, som andre kommuner kan lade sig inspirere af.

Udgivet: 11/04/2024

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

Det ligger nærmest i blodet hos folk i Lemvig Kommune. De passer på hinanden og vil gerne hjælpe hinanden. Det har givet kommunen et stort korps af frivillige på ældreområdet.

Men andre kommuner kan også, hvis de ikke har gjort det, booste inddragelsen af frivillige på ældreområdet, hvis de ønsker. Det handler bare om at værdsætte de frivillige.

Sådan lyder det fra Pia Ulv Helleland, direktør for bl.a. Social og Sundhed i Lemvig Kommune, som vurderer, at kommunen har omkring 250 frivillige på ældreområdet.

“Jeg tror, alle mennesker har lyst til at bidrage. Det giver noget at kunne bidrage og gøre noget for andre, men vi vil gerne føle os værdsat, når vi bidrager med noget,” siger direktøren.

Og netop derfor har Lemvig Kommune fokus på at værdsætte de frivillige. Andre kommuner kan også med fordel drage nytte af frivillige. Med udsigterne til flere ældre og færre medarbejdere kan det være svært at give de ældre ekstra nærvær. Det er netop noget, som frivillige kan være med til, og som kan være med til at forebygge ensomhed.

“Vi er gode til at byde dem inden for på vores pleje- og dagcentre. Vi ser dem som en ressource, som kan være med til at bibringe de ældre noget andet, end vi selv kan. Det siger vi til dem. Lederne er gode til at skabe en god stemning for de frivillige,” forklarer Pia Ulv Helleland.

Pris til årets frivillige

Helt konkret kan det være lederne holder møder med venneforeninger og lytter og nurser dem lidt.

For at få de frivillige til at blive glade for at hjælpe er det vigtigt at få talt med personalet om, hvad det er for opgaver, som de kan hjælpe med, og hvilken værdi det giver at have de frivillige med, påpeger Pia Ulv Helleland.

Også på det politiske niveau er de opmærksomme på at gøre en ekstra indsats for de frivillige. Politikerne arrangerer en årlig fest for de frivillige, hvor udvalgsformanden uddeler en pris til årets frivillige.

“Det betyder noget, at den enkelte frivillige ved, at deres indsats bliver værdsat fra politisk side. De frivillige vil gerne bidrage, men vil også gerne have en tak igen. Det er vigtigt, hører jeg fra dem,” siger hun.

Frivillige kan noget andet

Hvad får kommunen ud af at inddrage de frivillige på ældreområdet?

“Den største gevinst får vi ved, at der er aktiviteter og nærvær for de ældre. De frivillige kan noget andet, som ansatte ikke kan. Det er oplevelsen hos de ældre, at det nærvær, som en frivillig kan give, er mere nærværende. For de ansatte er trods alt stadig ansatte, selv om de gør det bedste,” siger Pia Ulv Helleland og fortsætter:

“Det giver også mere energi til personalet på plejecentrene, når de ældre kommer gladere hjem fra en aktivitet med frivillige.”

Selv om det ikke er kommunens strategi, at de skal have frivillige for økonomiens skyld, så mindske samværet med de frivillige måske også behovet for hjemmehjælp, vurderer Pia Ulv Helleland.

Det laver de frivillige på plejecentrene i Lemvig

  • Venneforeninger arrangerer busture og arrangementer såsom foredrag og fester fx til jul.

  • Cykelpiloter (rickshaw cykler)

  • Præster

  • Vågetjenesten

  • Havearbejde

  • Kaffe damer

  • Sang og musik

  • Læsevenner

  • Viser lysbilleder fra gamle dage

  • Pladespil

  • Stolegymnastik

  • Spiller spil

  • Laver bagværk

  • Strikkeklub

Kilde: Lemvig Kommune

Sådan hjælper de frivillige i hjemmeplejen i Lemvig

  • Besøgsvenner

  • Frivillige i aktivitetscentrene

  • Vågetjenesten

Kilde: Lemvig Kommune

Sidst opdateret: 11/04/2024 - 08:36

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]