Af Michael Vindfeldt (S), borgmester Frederiksberg Kommune og Mikael Smed (S), borgmester Vordingborg Kommune

Debatten om fremtidens sundhedsvæsen er i fuld gang. Regionerne vil have plejehjemmene, og kommunerne vil have flere sundhedstilbud tættere på borgerne. Der er tilmed sikkert nogle, der drømmer om, at de såkaldte sundhedsklynger, hvor borgmestre og regionalpolitikere mødes, skal stå for dele af driften af sygehusvæsenet.

Vi er alle medlemmer af forskellige sundhedsklynger, der nu har fungeret i knap to år. Hvis man skal være flink over for klyngearbejdet, kan man sige, at det er fint og hyggeligt, at regioner og kommuner har et fast sted at mødes. Hvis man skal være lidt hård, er det nærmere udtryk for spild af tid og bureaukrati, når op mod 30 politikere og embedsmænd bruger tid på at diskutere fordelingen af få millioner til et forsøgsprojekt eller to.

Det er netop på grund af vores erfaring med klyngerne, at vi advarer meget klart mod, hvis den kommende sundhedsstrukturkommission skulle få den idé at præsentere en løsning, hvor klyngerne får del i ansvaret for sygehusdriften.

Det er ganske enkelt helt og aldeles utænkeligt, at borgmestre fra fem til ti forskellige kommuner meningsfuldt kan prioritere at indgå tæt i en sygehusdrift, hvis dette overlades til klyngesamarbejdet. Som borgmester er man ansvarlig for hele butikken fra børnehaver til plejehjem. Over veje til bibliotek. For slet ikke at tale om affaldsindsamling og kommunale forsyningsselskaber.

Styrken ved det kommunale Danmark er netop den meget tætte og intensive borgerkontakt, som borgmester og kommunalbestyrelse har med borgerne. Ved at trække borgmestre ind i et lukket samarbejde med ansvar for en milliardstor drift, trækker man borgmestrene væk fra det, vi i al ubeskedenhed er bedst til: Borgerkontakt.

Seneste kommunalreform skræmmer

Vi vil også gerne indrømme, at udover frygten for at miste borgerkontakt, så skræmmer sporene fra seneste kommunalreform også en del. Her havde Kommunernes Landsforening vældig travlt med at få sikret, at det specialiserede område overgik fra amterne til kommunerne.

Som bekendt er det område vokset så meget økonomisk – uden at staten har villet betale regningen – at kommunerne år efter år har sparet på primært ældrepleje og på skoleområdet. Vi må virkelig håbe på, at Tranæs-udvalgets forslag bliver til lovgivning og en bedre ressource-fordeling.

Hvis man forestillede sig en situation, hvor nogen fik den idé at overlade ansvaret for driften af sygehuse til klynger bestående af bl.a. borgmestre, ville der selvfølgelig hermed følge det økonomiske ansvar. Med tanke på, hvor underfinansieret det specialiserede område har været siden det overgik, tør vi ganske enkelt ikke sige ja til at overtage et sygehusvæsen, der kommer så meget under pres, som det gør i de kommende år.

Vi kan kort sagt stort set ikke forestille os noget værre, end hvis kommunerne skal til at drive de sygehuse, som staten og regionerne jo har besluttet en høj specialisering af i form af de nye supersygehuse. Den opgave ligger bedst andetsteds end hos kommunerne.

Eller jo – faktisk er der noget, der er en endnu dårlige ide. Vi vil nemlig også gerne advare meget kraftigt mod det forslag, som regionerne er kommet med, hvor man reelt ønsker, at regionerne skal overtage driften med de kommunale plejehjem og ensrette serviceniveauet over hele landet. Tak for kaffe! Og stakkels de ældre medborgere, som i dag ved, at de kan ringe til deres borgmester, hvis de er utilfredse med noget. Hvor skal de ringe hen i en regional fremtid? Ingen ved det.

Eller prøv at forestil jer, at der kommer endnu en skandale på et plejehjem. Med dårlig pleje, dårlig rengøring eller dårlig mad. Skulle det så være regionsformanden, der tog ansvaret for det? Ligesom skoler og dagtilbud bliver plejehjem helt klart drevet bedst tæt på borgerne og med klart politisk ansvar.

"Selvfølgelig kan vi gøre det bedre"

Ovenstående betyder på ingen måder, at der ikke skal ske forandringer. Vi ser også frem til at drøfte Sundhedsstrukturkommissionens forslag og anbefalinger. For selvfølgelig kan vi gøre det bedre. Men vi mener ikke, at svaret er klyngerne.

Vi er enige i, at der er behov for justeringer i den nuværende fordeling mellem regioner og kommuner, men at vi bør være forsigtige med at lave store ændringer. For der er brug for, at energien går til at nedbryde silotænkning og sikre bedre overgange. Og det kan man jo i den grad sikre, hvis det er man f.eks. giver kommunerne bedre økonomiske incitamenter til at investere i forebyggelse. I dag er det en ren kommunal udgift, som hjælper den enkelte borger, men også det regionale regnskab.

Man kan også sikre, at IT-systemer på tværs af kommune, praktiserende læge og region rent faktisk kan tale sammen – det kan de ikke i dag, fordi regionerne har valgt deres eget. Der er kort sagt mange konkrete muligheder for at forbedre sundhedsvæsenet i kommuner som regioner – uden at kommunerne skal drive sygehuse eller regionerne skal drive plejehjem.