Landets borgmestre var klar til oprør, da ældreminister Mette Kierkegaard (M) i efteråret blev ved med at tegne et billede af en ældrereform, der ville omdanne alle landets plejehjem til de facto selvejende institutioner med professionelle bestyrelser uden nogen reel kommunal koordinering.

Efter indholdet af regeringens ældrelov nu begynder at tegne sig, så er det tydeligt, at borgmestrene er lykkedes med at presse Socialdemokratiet og Venstre til at droppe Moderaternes forslag om at få bestyrelser ind i hele landet. Borgmestrene er derfor positivt stemt over for den del af det endelige ældreudspil, som de har fået præsenteret på et lukket S-møde lørdag i forrige uge og et lukket V-møde sent mandag aften for en uge siden.

En fælles analyse foretaget af NB-Økonomi og NB-Ældre over det foreløbige indhold viser, at borgmestrene har mange gode grunde til at være tilfredse.

Tre love bliver til en set fra kommunens synspunkt

Regeringen offentliggør drypvis sit udspil til en ny ældrelov og ældrereform op til et stort fællesmøde i Fredericia den 30. januar, hvilket er cirka to måneder før Sundhedsstrukturkommissionen offentliggør sin rapport. Det har skabt en berettiget frygt for, at ældreloven blot ville blive endnu en lov i stakken hos de allerede bureaukratisk overbelastede ledere i den kommunale ældrepleje.

Alt tyder imidlertid på, at regeringen vil flytte alt om ældre ud af henholdsvis serviceloven og sundhedsloven, og samle det i den nye ældrelov.

Statsministeren forklarede i hvert fald NB-Ældre tirsdag, at ældreloven skulle gå ud på det modsatte end at få en tredje lov oven i to andre.

Det vil betyde, at selvom ældreloven bliver et ekstra lovnummer, så vil kommunerne i fremtiden kun skulle agere ud fra én lov i fremtiden - nemlig ældreloven. Dette er dog ikke endeligt bekræftet af regeringen endnu.

Afgørende om Folketinget har disciplinen til afbureaukratisering

Landets kommuner burde glæde sig over, at statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag i sidste uge til Berlingske kom med meget bastante udtalelser om nødvendigheden af et opgør med bureaukratiet omkring ældreplejen. Det forventes, at regeringen i denne uge vil åbne endnu mere op for emnet afbureaukratisering.

Men inden optimismen svømmer over, så har borgmestrene kunnet se løbende, at det har været svært for SVM-regeringen og statsministeren at undgå at skabe mere bureaukrati. Inden regeringen eksempelvis har fået leveret på løftet om en dramatisk reduktion i antallet af bindende og vejledende læremål i folkeskolen, så viste børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), hvor svært det er for ministre og politikere at styre sig selv.

Anledningen var en undersøgelse som viste, at børn og unge har svært ved at identificere og forholde sig kritisk til AI-genereret indhold. Og i stedet for at have tillid til, at landets folkeskoler godt ved, at den kompetence er en del af almen dannelse, så lancerede ministeren nye læringsmål.

Det mest konkrete bud fra regeringen om afbureaukratisering på ældreområdet har været en sammenlægning af to tilsyn til et koordinerende tilsyn. Men desværre kunne NB-Ældre afsløre, at mens regeringen har arbejdet med ældreloven, så er der kommet fire nye undertilsyn til sundhedstilsynet fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som ældreområdet skal forholde sig til. Det vil sige, at ansatte skal omstille sig på nye tilsyn og krav, som forstyrrer hverdagen med nyt bureaukrati og arbejdsgange.

Kommunale friplejehjem bliver et tilvalg

Moderaternes ide om de facto at gøre alle plejehjem til selvejende institutioner med egne bestyrelser udløste med rette store kommunale protester, fordi det ville udløse et styringsmæssigt kaos, når kommunen ville stå med det økonomiske og plejemæssige ansvar, mens bestyrelser med i bedste fald svingende kompetencer ville have beslutningsretten.

Regeringens udspil er i stedet endt med en mulighed for kommunerne om at rumme en frivillig model, hvor kommunalbestyrelsen kan omdanne et eller flere plejehjem til en model, som minder om strukturen for gymnasier og erhvervsskoler. Det vil sige et lokalt, men kommunalt friplejehjem. Erfaringen fra ungdomsuddannelserne har vist, at den store risiko her er, at sammensætningen af bestyrelserne er et miskmask af udpegelser fra interessentforeninger, fordeling af ben på valgnatten og selvsupplering.

Derfor har både erhvervsskoler og gymnasier kunnet køre relativt langt ud i den økonomiske sump, med deraf afledte dårligere uddannelser, uden at nogen central myndighed har kunne reagere. Det har afledt en stadig stigende bureaukratisk regelbølge fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK).

Derfor bliver det afgørende for kommunerne, at det demokratisk valgte kommunale organ - kommunalbestyrelsen - kan hyre og fyre bestyrelsen. For at undgå at plejehjembestyrelser bliver en del af "ben-fordelingen" i konstitueringen, så ville det gavne alle, hvis regeringen havde mod til at stille krav om objektive kompetencemål for bestyrelserne - sådan en lidt modereret udgave af de krav, som stilles til eksempelvis finansielle virksomheder.

Hvis det bliver opfyldt, så kan de nye friplejehjem faktisk bliver et spændende nyt værktøj i den kommunale værktøjskasse. Populært sagt: Hvis en by har et stærkt civilsamfund, som er klar til at tage ansvaret og levere ressourcer til det lokale plejehjem, så kan den nye model blive rigtig interessant for den udvikling af velfærdssamfundet, som alle er enige om er nødvendig, hvis velfærden skal følge borgernes forventninger.

Udvidet frit valg og helhedspleje bør blive positiv udfordring

Ældreloven er et interessant fællesmængde mellem tre politiske hovedprioriteter hos regeringens tre partier.

• Socialdemokratiet vil værne om den universelle velfærdsstat, og derfor er det afgørende at sikre en universel ældrepleje af høj kvalitet, så man undgår, at en stigende del af befolkningen vælger rene private løsninger og dermed mister viljen til at bidrage til velfærdsstaten.
• For Venstre er borgernes frie valg og inddragelse af den private sektor i levering af ydelser i centrum.
• For Moderaterne har fokus været at skabe en helt ny model, som fjerner kompetencen fra kommunerne og flytter den ud til de facto selvejende institutioner. Partiet er samtidig farvet af Lars Løkkes evne til og glæde ved at agere som maskinmester og forbinde rørene på en anden og for ham bedre måde i velfærdsamfundets maskinrum.

Derudover spiller det ind, at Socialdemokratiet og Venstre er landets største borgmesterpartier, mens Moderaterne har en meget svag placering i kommunerne. Derfor har borgmestrene haft den store indflydelse på det endelige ældreudspil, som de er endt med, hvor Moderaternes ønsker er blevet noget, som kommunerne frivilligt kan etablere, hvis de har lyst. Det forventes derfor også, at Lars Løkke Rasmussen (M) ligefrem vil gøre de nye lokale plejehjem med bestyrelser som et tema i den kommende kommunalvalgkamp.

For at få kabalen til at gå op, skulle Venstre have indrømmelser på frit valg. Partiet har allerede meldt ud, at genoptræning eller rehabilitering i fremtiden bliver omfattet af frit valg.

Det virker ikke umiddelbart som en rettighed, der bør holde landets kommunale ældrechefer søvnløse. Faktisk kan det blive et stærkt ledelsesværktøj i kommuner med kvalitetsproblemer på de to områder, at de ældre får lov til at stemme med fødderne. Omvendt er der dog røster blandt ældredirektørerne, der påpeger, at private aktører på rehabilitering kan have lavere incitament til at hjælpe borgerne med at blive selvhjulpne. Hvis den bekymring har noget på sig, vil det få en betydning for kommunernes økonomi på den længere bane.

Derudover bliver det tæt på umuligt for mindre udbydere og iværksættere at byde ind på rehabilitering og genoptræning, da de ikke samtidig kan tilbyde helhedsplejen. De ældre skal nemlig vælge mellem helhedspleje hos kommunerne og de private.

Men der kommer til at være meget arbejde i kommunerne i forbindelse med regeringens ønske om at gå over til helhedspleje på ældreområdet. Det overordnede princip med helhedspleje er ifølge statsministeren, at borgeren skal i centrum og kunne vælge mere frit. Men det får det også til at være en samlebetegnelse for alt det, som regeringen vil. Alt fra frit valg på rehabilitering til små faste teams i ældreplejen, der eksempelvis selv skal kunne visitere i pakker i samarbejde med borgeren frem for minutvisitation fra rådhuskontorerne.

På mange måder ligner ældreloven med sit kompromis mellem de tre partier på mange måder et godt kommunalt budgetforlig, hvor den fælles opbakning har sikret solide langsigtede råderumsprojekter.

Borgmestrene skal særligt holde øje med - præcis som ved et kommunalt budgetforlig - at en ting er fine formuleringer i aftalen, men implementeringen og finansieringen er mindst lige så vigtig. Og det arbejde starter allerede på stormødet i Fredericia, hvor regeringen angiveligt forsøger at skabe en proces, hvor alle landets ældrechefer og plejehjemsledere kan aflevere input til implementeringen.

Som altid er det vigtigt at sondre mellem spin-processer og ægte inddragelse. Men den bedste måde kommunerne kan presse regeringen på, er at møde skarpt forberedte op i Fredericia og gå ind i arbejdet med fuld kraft. Den endelige ældrelov viser netop, at når borgmestrene samlet set for alvor går ind i noget, så kan de presse regeringen til at skifte kurs, som det skete med bestyrelserne på plejehjemmene.