Velfærdsteknologier skaber ikke de fulde effektiviseringer, som kommunerne ønsker. Der er alt for mange problemer forbundet med teknologier. Problemer, der til gengæld skaber en masse ekstra arbejde til de ansatte. Men ingen tager ansvar, mener lektor Susanne Ekman fra Roskilde Universitet, der forsker i blandt andet kommunal velfærd.

“Mit yndlingseksempel er robotstøvsugeren,” siger Susanne Ekman til NB-Ældre.

Hun har talt med ansatte i ældreplejen i kommunerne for at undersøge, hvad det er, der går galt, og hvorfor problemerne ikke løses i takt med, at de opstår. Ofte ender det med, at det er hjemmehjælperen, der står og skal løse problemet, selvom der ikke er budget til det, siger hun. Det er tankevækkende, når mange kommuner er i fuld gang med at implementere forskellige velfærdsteknologier.

“Der er rigtig mange eksempler på, at man sætter urealistiske effektiviseringer i gang i kommunerne, hvor der står en helt masse fagfolk og råber, at den præmis der er lagt ind i den potentielle effektiviseringsgevinst, den har ikke noget med virkeligheden at gøre. Fem meter længere fremme, vil man så ramme denne her lort. Men det vil man ikke lytte til,” forklarer Susanne Ekman.

Problemet er, at effektiviseringer kan medføre, at der opstår uforudsete hændelser, der ikke er afsat ressourcer af til at håndtere. Derfor opstår der en masse usynligt arbejde for fagpersonalet, der i sidste ende kan gå ud over de ældre.

Susanne Ekmans evne til at stikke fingeren helt ind i det sår, der gør ondt, har fået mange i den kommunale verden til at lytte til hende. Hun holdt blandt andet oplæg til Danske Ældreråds ældrepolitiske konference, som de afholdt for hele landet tilbage i november 2023. Her lød det fra mange af deltagerne, som NB-Ældre fik lejlighed til at tale med, at de ville tage hendes eksempler med til deres møder i kommunerne.

Èn af Susanne Ekmans pointer er, at det er kommunikationen, den er gal med. Det er hele vejen op gennem ledelseslaget og videre til det kommunale og landspolitiske system, den er gal med. Plus hele vejen tilbage. Man har fået skabt det, Susanne Ekman kalder et bullshit-sprog, der forhindrer fagpersonale i ældreplejen at forklare, hvad der virkelig er problemet.

Robotstøvssugeren som eksempel

Tager man robotstøvsugeren, kan teknologien blive brugt som argument for, at det på den ene side er med til at løse udfordringen med manglende arbejdskraft i hjemmeplejen, og det på den anden side kan spare kommunen for nogle ressourcer, fordi man ikke længere skal have rengøringspersonale ud for at støvsuge.

“Det løser vi så med robotstøvsugere. Det planlægger kommunen så ud fra en ekstrem overvurdering af, hvad den teknologi kan. Der er fuldstændig et fravær af analyser af bagsiderne ved teknologien. Så vi regner med at få en besparelse på rengøring nærmest før, vi har indkøbt robotstøvsugerne,” siger Susanne Ekman.

Der er bare et problem. Eller rettere flere.

“Det, der så sker, er, at vi konstaterer derude i virkeligheden, at robotstøvsugere har svært ved at køre på gulvtæppe. Det har stort set 90 procent ældre mennesker liggende i deres hjem. Ups! Det var så lige en voldsom reduktion af besparelsespotentialet,” siger hun med en lettere sarkastisk stemme.

“Derudover er der også ældre, der falder over dem og får brudskader. Så det var også lige en reduktion i, hvor nem den der effektivisering er.”

Det er hér, det for alvor går galt i hjemmeplejen. Hvis effektiviseringsgevinsten er taget fra budgettet, så er der ikke afsat penge til det skyggearbejde, som hjemmehjælpen nu skal håndtere med alt fra borgere, der skal have gjort ordentlig rent - også på gulvtæpper - til de brudskader, der kan opstår ved fald.

“Hvem skal løfte alt det skyggearbejde, der er forbundet med, at robotstøvsugere ikke kan det, vi leger, de kan? Det er jo de her hjemmeplejere. Men det har vi ikke et sprog for. For problemet med støvsugning har vi jo vedtaget er løst med nogle robotstøvsugere,” siger hun.

“Så er der lige pludselig en masse usynligt arbejde hos en i forvejen presset personalegruppe, som vi oven i købet ikke kan tale om.”

Lederne har ikke nogen handlemuligheder

Susanne Ekman forklarer, at det også sætter lederne i en ekstremt dårlig situation. For de har ikke budget til at få følgeproblemerne løst.

“Så sosu’en mødes af et abstrakt sprog. Der kan komme et svar til sosu’en, at man må forstå, at rengøringsbehøv er individuelt, det behøver ikke at være 120 procent rengøring,” siger Susanne Ekman.

“Det vil sige, der bliver svaret på en diffus måde om, at medarbejderen skal være mere pragmatisk eller løsningsorienteret”.

Derfor står medarbejderen - hævder Susanne Ekman efter at have talt med mange i ældreplejen - med en følelse af, at de på den ene side har fået at vide, at robotstøvsugerne kommer til at fjerne alle de her arbejdsopgaver, så de kan lave alt muligt andet. På den anden side, at når de fortæller, at det kan de ikke i praksis, så får man modsvaret, at medarbejderen på en eller anden måde ikke løser problemet hensigtsmæssigt.

“Det er jo én eller anden pseudodialog, hvor vi simpelthen ikke kan snakke om det, der reelt set foregår.”

Sådan løses problemet

Hvordan skal man løse det her, uden det bliver for dyrt?

“Det kan ikke bare løses ved at putte flere penge ind i systemet. Sygdommen er inde i styringssystemet. Derfor er der ikke nogen nem løsning. Du skal kurere sygdommen inde i alle leddene,” siger Susanne Ekman.

“Det kræver, at vi i virkeligheden pillede budgettet fra hinanden og kiggede ned alle de steder, hvor vi havde lagt den form for manglende realisme ind. Og bagefter se på, hvad fanden vi så gør.”

Hvis nu der sidder en ældrechef ude i systemet, der ikke vil vente på, at politikerne foretager sig noget, men godt kunne tænke sig at løse noget af det. Hvad skal hun eller han så gøre?

“Så skal hun eller han etablere en ekstremt konkret dialog med leddene nedenunder og også meget gerne med borgerne. Man skal bremse den ubehagelige kommunikation, som sosu'en oplever opadtil,” siger Susanne Ekman.

Ældrechefen skal sige til sosu’erne, at de skal høre de konkrete indvendinger, der er, hvis sosu’en oplever, at robotstøvsugeren kun virker i praksis i 30 procent af tilfældene. Det skal hele vejen op på chefens bord, og når der er samlet til bunke, skal der inviteres til et møde om det, hvor der både er borgere, medarbejdere og ledere med.

“Der skal man tale det konkrete sprog, hvor det skal være forbudt at komme med sprog på bullshitniveau, hvor de ansatte skal blive bedre til at finde dynamiske løsninger. Nej. Så skal der tales om, hvad robotstøvsugeren kan og ikke kan. Så skal ældrechefen byde ind på løsningsforslag, så den svære snak kommer i gang, hvor medarbejderne også kan få talt om alle de svære prioriteringer, der skal foretages ude i marken,” forklarer Susanne Ekman.

Det handler om forventningsafstemning og få taget den ubehagelige, men ærlige samtale om, at en robotstøvsuger ikke løser alt. Man skal invitere ubehaget ind ad fordøren, frem for at svigte alle med sine løfter, der alligevel ikke altid holder, forklarer lektoren.