
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) vil ikke regulere BUM-modellen ved lov, lover hun. Men nogle kommuner får alligevel svært ved at kunne anvende den med den nye ældrelov. - Foto: Christina Yoon / NB-Ældre
Minister: Ældrelov vil umuliggøre detailstyring med BUM-model
Selv om BUM-modellen ikke skal reguleres med lov, når den nye ældrelov bliver en realitet, så kommer loven til at umuliggøre brugen af BUM-modellen for nogle kommuner.
Udgivet: 12/12/2023
Kommuner, der bruger BUM-modellen til at tilrettelægge plejen i minutter og sekunder, kan godt begynde at forberede sig på at skulle tilrettelægge styringen på en ny måde. For med den nye ældrelov bliver dette ikke muligt.
Det understreger ældreminister Mette Kierkgaard (M) i et interview med NB-Ældre.
“Mange steder har man en BUM-model, hvor man har visitatorer, der sidder konkret og udmåler i minutter og sekunder. Løfter man BUM-modellen på den måde, så kommer den ikke til at leve op til det, vi kommer til at sætte som et mål om, at der skal være helhed og større beslutningskraft hos de enkelte medarbejdere,” siger Mette Kierkgaard og fortsætter:
“Det skal i vid udstrækning være den enkelte medarbejder, som er tæt på den ældre, som skal tilrettelægge det daglige om, hvornår og hvordan plejen skal tilrettelægges. Og når det er en værdi i loven, så kan det være svært for kommunerne at bruge en BUM-model, der er tilrettelagt på minutter og sekunder.”
I et ministersvar om BUM-modellen fra ældreministeren i oktober fremgik det ikke klart, hvorvidt BUM-modellen fortsat vil være en mulighed med den nye ældrelov. Derfor har NB-Ældre spurgt hende om netop det, da mange kommuner bruger BUM-modellen i deres styring af ældreplejen.
I ministersvaret skrev hun blandt andet: "Den nuværende praksis har medført manglende fleksibilitet i tilrettelæggelsen og justeringen af hjælpen ud fra borgerens aktuelle behov, at de udførende medarbejderes muligheder for at bruge deres faglige skøn er begrænset, samt at der går meget tid på skriftlig dialog, dokumentation og registreringer op mod den centrale visitation."
Men over for NB-Ældre pointerer ministeren, at BUM-modellen dog stadig vil være mulig at bruge for nogle kommuner, da kommunerne anvender den meget forskelligt.
“Vi kommer ikke til at regulere BUM-modellen ved lov. Men det bliver en kerneværdi i loven at skabe mindre detailstyring af hele den daglige tilrettelæggelse af hjælpen og plejen hos den enkelte ældre,” siger ministeren og forklarer, hvem der fortsat kan anvende BUM-modellen:
“Hvis man skal tilrettelægge nogle overordnede pakker for at have styr på økonomien, så kan man for eksempel bruge en BUM-model til det,” siger hun.
Sidst opdateret: 13/12/2023 - 12:32










































