
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) afslørede til en debat hos ÆldreSagen onsdag, at det ikke nødvendigvis er alle kommunale plejehjem, som skal have en bestyrelse. - Foto: Rikke Gundersen / NB-Ældre
Minister åbner op for begrænsning af plejehjemsbestyrelser
Det er ikke sikkert, at alle kommunale plejehjem skal have en bestyrelse, lyder det nu fra ældreminister Mette Kierkgaard (M).
Udgivet: 30/11/2023
Der har i de seneste måneder været talt meget om, at det vil være svært at finde bestyrelsesmedlemmer nok til alle de omkring 1.000 kommunale plejehjem, der findes. Men det er heller ikke sikkert, at det bliver nødvendigt, lyder det nu fra ældreministeren.
"Nu er det ikke slået fast, hvad for en skala det kommer ud på. Det er bare for at sige, at det er ikke sikkert, at det nødvendigvis skal rulles ud på alle," sagde Mette Kierkgaard, da hun til en debat ved KL og ÆldreSagens præsentation af et fælles udspil om fremtidens ældrepleje onsdag fik et spørgsmål om plejehjemsbestyrelser.
NB-Ældre har spurgt ældreministeren, om hun kan uddybe, hvad der ligger i den udmelding, og hvilke kommunale plejehjem, der så eventuelt ikke skal have en bestyrelse. Men "det er desværre for tidligt for ministeren at gå mere ind i," lyder det fra ministeriet.
Sidst opdateret: 01/12/2023 - 17:38










































