Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterer SVM-regeringens 2030-plan, der giver det demografiske træk 19 mia. kr. frem mod 2030.

Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterer SVM-regeringens 2030-plan, der giver det demografiske træk 19 mia. kr. frem mod 2030. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

2030-planen: Ingen penge udover demografi til ældreområdet

SVM-regeringen prioriterer ikke ældreområdet udover penge til demografi i deres nye 2030-plan. Presset på ældreområdet kan derfor fortsætte de kommende år, da der heller ikke er penge til socialområdet.

Udgivet: 07/11/2023

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Der er ikke på forhånd afsat penge til ældreområdet udover demografien frem mod 2030. Det samme gælder det specialiserede socialområde og opgaveglidninger på sundhedsområdet.

Der fremgår af regeringens nye 2030-plan, som blev præsenteret i dag (tirsdag), hvor det finanspolitiske råderum på 32 mia. kr. er afsat til velfærd.

"32 mia. kr. er et stort beløb at sætte af til velfærd. Men der er jo sat etikette på det meste af det beløb," siger Martin Damm (V), der er KL-formand og borgmester i Kalundborg Kommune, til NB-Ældre.

Han frygter, at når mange af pengene er øremærket med en etikette allerede, så kan det alligevel ende med besparelser i kommunerne. Det skyldes, at der de seneste år har været et stigende udgiftspres på handicapområdet samt opgaveglidninger fra sundhedssektoren, som skiftende regeringer ikke har villet dække. Derfor har kommunerne selv været nødt til at finde pengene på bl.a. ældreområdet. Den tendens ser med 2030-planen ud til at rulle videre.

"Hvis den tendens fortsætter, så ender det med besparelser og prioriteringer i kommunerne, for så får man ikke dækning for de reelle udgifter," siger han.

Strukturelt forventningspres dækkes ikke i 2030-plan

2030-planen har øremærket 19 mia. kr. til demografien frem mod 2030, der skal dække både børne- og ældreområdet. Det svarer til den praksis, som kommunerne har fået de seneste år i økonomiaftalerne fra den tidligere S-regering til den nuværende SVM-regering.

"Der er afsat til det demografiske træk i 2030-planen, men der er andre udfordringer i kommunerne, som er mindst lige så udfordret," understreger Martin Damm.

Penge til det demografiske træk fra tidligere økonomiaftaler er nemlig hidtil blevet smurt tyndere ud på flere velfærdsområdet end blot børn og ældre. Nemlig til udfordrede områder som handicap- og det nære sundhedsområde.

Oven i stigende udgifter til det specialiserede socialområde og opgaveglidninger, er der tilmed et strukturelt pres. Der er en øget efterspørgsel fra borgerne og dermed et stigende forventningspres på velfærden, som ældreområdet i kommunerne også har oplevet. Den del skal ikke håndteres af det nuværende råderum på i alt 32 mia. kr., skriver regeringen i 2030-planen.

"Håndteres i udgangspunktet ikke af råderum, men vil blandt andet kunne imødegås gennem prioriteringer, der frigør ressourcer til kerneopgaven (omprioriteringer, bedre ressourceudnyttelse, produktivitet mv.)," står der i planen.

12 milliarder kroner mangler at blive øremærket

Men kommunerne skal dog ikke opgive håbet helt.

SVM-regeringen har tidligere afsat fem milliarder kroner til sundhedsområdet og 3,2 mia. kr. til psykiatri. De penge har en overordnet etikette om sundhed og psykiatri i 2030-planen, men de er endnu ikke blevet fordelt. Derfor ved man ikke, hvor mange af de i alt 8,2 mia. kr., som senere bliver tildelt til handicapområdet eller opgaveglidninger på sundhedsområdet.

Her er det værd at bemærke, at sundhedsstruktur-kommissionens anbefalinger kan få en betydning for udmøntningen af de penge. Ikke mindst i forhold til netop opgaveglidninger.

Hvis dele af de penge går til kommunal social og sundhed, vil det alt andet lige blive penge, som kommunerne så slipper for at tage fra demografipengene.

Derudover er der en reservepulje på lidt over fire milliarder kroner, som ikke er øremærket til noget endnu andet end "grøn omstilling og velfærd." Dele af den pulje kan derfor i princippet bruges til at løfte specifikke dele på ældreområdet, for eksempel i forbindelse med ældrereformen og ældreloven, som bliver præsenteret i slutningen af 2023.

Finansminister Nicolai Wammen (S) anerkender kommunernes udfordringer, men understreger samtidig på pressemødet, hvor stor en velfærdsinvestering, der er tale om, når de giver 32 plus 4 mia. kr. til velfærd og grøn omstilling.

"Det er den største investering, vi har foretaget i 15 år," understreger Wammen til pressemødet.

2030-planen kan findes her i dette link, men vær opmærksom på, at Finansministeriets hjemmeside i skrivende stund er nede (7/11/2023 kl. 13.09).

null
Kilde: SVM-regeringens 2030-plan

Sidst opdateret: 07/11/2023 - 14:35

Temaer: Kommuneøkonomi

Emner: Ældrepleje, Økonomi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]