"Hvad kan vi selv gøre, mens vi venter på regeringens initiativer til at øge frihedsgraden i kommunerne?" Det spørger Gitte Østergaard, adm. direktør Ældre og Handicap, Odense Kommune, om i dette debatindlæg. Og hun giver også et bud på et svar.

"Hvad kan vi selv gøre, mens vi venter på regeringens initiativer til at øge frihedsgraden i kommunerne?" Det spørger Gitte Østergaard, adm. direktør Ældre og Handicap, Odense Kommune, om i dette debatindlæg. Og hun giver også et bud på et svar. - Foto: Pressefoto

Fra deltidskultur til fleksibilitetskultur i ældreplejen: 798 er gået op i tid

DEBAT: Hvordan får vi flere til at arbejde mere? Gitte Østergaard, ældredirektør i Odense Kommune, mener, at svaret ligger i en ændring af tilgangen til rekruttering, som i højere grad skal tage udgangspunkt i den enkelte medarbejdere.

Udgivet: 02/11/2023

Del artiklen:

Af Gitte Østergaard, adm. direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune

Med udsigten til katastrofal mangel på arbejdskraft på ældreområdet lyder et af de tilbagevendende budskaber fra Christiansborg, at flere, herunder social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, skal op på fuld tid. Senest er en eventuel lønstigning til bl.a. SOSU-personalet koblet sammen med et krav om fuldtidsbeskæftigelse.

Der skal ikke herske tvivl om, at vi skal have gjort det til normen at arbejde fuldtid på ældreområdet, hvor normen i dag desværre er det modsatte. Jeg ved, at det er noget, de fleste kommuner har ønsket og forsøgt at ændre på gennem flere år, men uden at lykkes med det. F.eks. vedtog politikerne i Odense Kommune en fuldtidspolitik i 2017. Alligevel arbejder størstedelen af vores social- og sundhedsassistenter og -hjælpere fortsat på deltid.

Da vi i december 2021 tog hul på en stor og gennemgribende rekrutteringsindsats, valgte vi derfor en lidt anden tilgang. Den allervigtigste ressource, vi har, er nemlig de dygtige og erfarne medarbejdere, der allerede arbejder hos os. Hvis bare de vil arbejde lidt flere timer om ugen, så har det en kolossal effekt.

Det er baggrunden for det element i vores rekrutteringsindsats, som har fået navnet ”Lidt op i tid gør en forskel”. Et projekt, hvor det handler om at vise medarbejderne fordelene ved at gå bare nogle timer op i tid. Fordelene for arbejdsfællesskabet, for fagligheden og for den enkeltes privatøkonomi. Fordi hver en time tæller.

Læs også:
Ældreminister: Medarbejderne i ældreplejen skal have frihed til at bruge deres faglighed

Op i tid giver bedre arbejdsdag

Med projektet udviklede vi et ambitiøst koncept med flere elementer for at støtte lederne i at motivere medarbejderne til at arbejde lidt mere – for det primære arbejde i den indsats ligger naturligvis på den enkelte arbejdsplads, hvor alle lederne har taget dialogen med medarbejderne for at fortælle dem om muligheden og fordelene ved at gå lidt op i tid.

Det har været vigtigt at have dialogen med den enkelte medarbejder, om hvad der skal til: Hvad kan få dig til at arbejde lidt flere timer – og kan vi tilrettelægge dine ekstra timer, så det giver værdi for dig?

Indsatsen har fået 798 medarbejdere til at gå lidt op i tid. Medarbejderne fortæller, at de har fået mere tid til faglighed og kvalitet i mødet med den ældre, samtidig har de ekstra timer på den enkelte arbejdsplads givet en større fleksibilitet i forhold til at imødekomme den enkelte ældres behov. Mange fortæller også, at de, selvom de arbejder lidt mere, har fået mere overskud, fordi de nu får sluttet arbejdsdagen med en følelse af at have styr på dokumentation og overlevering.

Med til historien hører, at i samme periode har mange medarbejdere også valgt at gå lidt ned i tid – af mange forskellige årsager. Og det skal der være plads til på en attraktiv arbejdsplads.

Derfor mener jeg også, at tiden kalder på, at vi tager hul på nogle principielle drøftelser af, hvordan vi skal levere og tilrettelægge plejen i fremtiden. Den offentlige sektor har kørt efter nogle meget rigide strukturer, som både borgere og medarbejdere har skullet tilpasse sig.

Læs også:
Her er NB-Ældres nye debatpanel

Fra deltidskultur til fleksibilitetskultur

Mens vi længe har talt om og arbejdet på i højere grad at tilrettelægge vores indsatser i samarbejde med og efter borgerens ønsker og behov, så er tiden inde til, at vi har samme individuelle tilgang til medarbejderne. Vores medarbejdere er alle forskellige og har forskellige forudsætninger, levede liv og drømme. Det skal vi blive bedre til at imødekomme og tilpasse os fleksibelt til.

Helt grundlæggende er vores opgave mere end nogensinde før at skabe attraktive arbejdspladser, hvis vi også i fremtiden skal sikre den nødvendige arbejdskraft. Derfor mener jeg, at et vigtigt skridt på den vej er at gå fra en massiv deltidskultur til en fleksibilitetskultur. Det bliver helt afgørende for at kunne tiltrække og tilknytte de nye generationer til ældreområdet. Det samme gør sig gældende, hvis vi gerne vil have de ældre og erfarne medarbejdere til at blive længere hos os.

Det er en hel anden måde at tænke vores arbejdspladser på og noget, der tager tid at ændre på. Men jeg er sikker på, at det vil skabe arbejdspladser med større trivsel, faglig stolthed og mindre sygefravær. Det vil bidrage til endnu bedre og mere fleksible indsatser til de mennesker, der har brug for vores hjælp. Det er den vej, vi ledelsesmæssigt ønsker at gå i Odense.

Læs også:
Økonomiprofessor: Deltidsansatte skal have færre velfærdsydelser

Sidst opdateret: 02/11/2023 - 13:21

Temaer: Debat

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]