Selvom Odder Kommune er en mindre kommune, har de alligevel kastet sig over velfærdsteknologier som skærme i ældreplejen.

Selvom Odder Kommune er en mindre kommune, har de alligevel kastet sig over velfærdsteknologier som skærme i ældreplejen. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Odder Kommune: Mindre kommuner kan også indføre skærme i hjemmeplejen

Selvom mindre kommuner har svært ved at indføre velfærdsteknologi, fordi det kan være dyrt og tidskrævende, så har Odder Kommune alligevel kastet sig over at indføre skærme i ældreplejen.

Udgivet: 10/10/2023

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Små og mindre kommuner får ikke implementeret ny velfærdsteknologi i samme omfang som større kommuner. Det er dyrt, tidskrævende og de har ikke råd til de teknologiske børnesygdomme, der ofte kan følge med.

Men i Odder Kommune vil de i gang med de former for digitalisering, som er muligt i forhold til kommunens størrelse og økonomi. Selvom kommunen er den 14. mindste i Danmark og ikke har muligheden for at kaste sig over lige så store udviklingsprojekter som de store kommuner, så har de alligevel startet en række velfærdsteknologier op.

"Lige nu har vi i gang i for eksempel skærmbesøg på ældreområdet, og det er vi startet med her i foråret. Det går rigtig godt, og vi kan se, at det bliver taget positivt imod fra borgerne og medarbejderne. Der er faktisk også et rigtig stort potentiale i at gøre mere af det, ikke kun der hvor vi startede i hjemmesygeplejen, men også på resten af ældreområdet," forklarer Sanela Ljeskovica, der er direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Odder Kommune.

Én af de udfordringer, som mindre kommuner kan stå med, når det kommer til at igangsætte og implementere velfærdsteknologier, er, at investeringen er for dyr. Helt lavpraktisk er det ikke sikkert, at der er råd til at stå med alle de teknologiske "børnesygdomme", der kan være med helt uafprøvede digitaliseringsprojekter.

"Vi har jo ikke et team af digitaliseringskonsulenter, der sidder og udvikler velfærdsteknologiske løsninger, som de har i nogle af de store kommuner," siger Sanela Ljeskovica.

I Odder Kommune har man prioriteret at komme i gang med skærme inden for den budgetramme, der er. Derudover er man startet i det små, så man ikke implementerer det i hele kommunen på én gang. Kommunen er også blevet matchet med andre kommuner, der har noget erfaring på området, så de løbende kan få sparing og undgå nogle af de fejl, som andre kommuner har lavet.

Mindre kommuner har svært ved at komme i gang

Hos KL (Kommunernes Landsforening) forklarer man, at det er en udfordring for mange små eller minde kommuner at komme i gang med velfærdsteknologier. KL har derfor oprettet et teknologipartnerskab, der hjælper kommuner som Odder med at komme med på teknologibølgen. Det er også med deres hjælp, at Odder Kommune er kommet i gang med at indføre skærme i ældreplejen.

"I mindre kommuner ser vi typisk, at antallet af velfærdsteknologikonsulenter er begrænset. I praksis betyder det, at ressourcer man dedikerer til at indhente viden om at bruge ny teknologi også er mindre," siger Frederik Nordentoft Andersen, kontorchef hos KL, og fortsætter:

"Det betyder, at mindre kommuner typisk afholder sig fra at starte nogle prøveprojekter op."

Helt lavpraktisk har KL's Teknologipartnerskab matchet Odder kommune med Vejen og Norddjurs kommuner, der har erfaring med skærme i ældreplejen. Det er en stor hjælp for kommuner, der skal i gang, så alle ikke skal opfinde den dybe tallerken.

Godt at starte i det små som Odder

Frederik Nordentoft Andersen mener, at Odder Kommunes tilgang med at starte med velafprøvede teknologier er den helt rigtige.

"Grundlæggende er skærmdelen i hjemmeplejen et oplagt sted at starte. Det er også én af de ting, vi har fokus på at få skalleret op i KL's Teknologipartnerskab. Det gode ved skærme er, at det ikke er teknologisk avanceret," siger Frederik Nordentoft Andersen.

KL har overblikket over, hvor det typisk går galt, og hvordan man skal forberede sig. Derfor har de listet en række gode råd til kommunerne. Et af de syv overordnede tip, som KL's partnerskab giver, er, at der skal være opbakning "på tværs af ledelses- og medarbejderniveauer, så velfærdsteknologien er en prioritet for alle i organisationen."

Ikke mindst fra øverste politiske led og den strategiske ledelse. Det er noget, som Odder Kommune også kan sætte kryds ved.

"Kommunalbestyrelsen ønsker at bringe Odder Kommune på forkant, når det gælder brugen af digitale og teknologiske løsninger. I netop indgået budgetforlig er kommunalbestyrelsen enige om grundprincippet “digitalt og teknologisk først”," siger Sanela Ljeskovica og tilføjer:

"Det er jo et tydeligt politisk signal om, at det skal vi have endnu mere fokus på."

Sidst opdateret: 10/10/2023 - 12:23

Temaer: Digitalisering

Emner: Digitalisering, Ældrepleje

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]