
Styrelse vælter i kritik efter udmeldinger om tilsynsrapporter
KL, en række ældrechefer, Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Kommunale Velfærdschefer udtrykker alle kritik over Styrelsen for Patientsikkerhed. Vi ved reelt ikke, om fundene på tilsynene er til fare for patienterne, lyder det.
Udgivet: 28/09/2023
Misinformation, udokumenterede og forkert tilgang.
Det er noget af den kritik, der den sidste uge er haglet ned over Styrelsen for Patientsikkerhed, efter den fremlagde de seneste to opsamlingsrapporter over tilsyn på ældreområdet.
”Det er simpelthen ikke rimeligt, når man laver et lighedstegn mellem det, de finder i de her meget smalle og juridiske tilsyn, og så at folk risikerer at dø,” siger Inge Kristensen, direktør for Dansk Selskab for Patientsikkerhed, til Altinget.dk.
Hun henviser til, at Anette Lykke Petri, direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed, var på TV2 og sige, at fejlene som styrelsen finder gennem tilsyn risikerer at koste ældre mennesker livet.
Både rapporterne fra styrelsen og kritikken kommer lige midt i, at regeringen har bebudet en ny ældrelov i det sene efterår, som blandt andet skal rydde op i de mange tilsyn på ældreområdet.
Mangler dokumentation
En anden kritik går på, at styrelsen konkluderer, at der er problemer på hvert fjerde tilsynsbesøg på plejehjemmene. Men tilsynet kan ifølge kritikerne ikke dokumentere, at problemerne reelt har betydning for patientsikkerheden.
I et debatindlæg på Altinget.dk udtrykker 11 ældrechefer betydningen af resultaterne fra tilsynene således:
"Er det så problemer, der har direkte betydning for patientsikkerheden, man finder? Det ved vi faktisk ikke. Vi kan se, at det i de fleste tilfælde drejer sig om journalføring og i en del tilfælde om medicinhåndtering," skriver de.
Også KL's direktør Kristian Vendelbo anfægter præsentationen af resultaterne.
"I den konkrete sag kunne det være meget interessant at komme tættere på hvilke fejl, de finder, for det spænder lige fra, at der er noteret et forkert navn på en etikette til decideret fejlmedicinering. Jeg anfægter ikke vigtigheden, men jeg synes, præsentationen har været problematisk," siger han i Danske Kommuner.
Direktøren for Styrelsen for Patientsikkerhed forsvarer styrelsen ageren i Altinget og siger bl.a.:
"Vi har ikke indflydelse på hverken vinkler eller overskrifter i mediernes dækning – men står naturligvis inde for de skriftlige og mundtlige udtalelser, vi har givet til medierne," siger hun.
Forkert tilgang
Jakob Bigum Lundberg, formand for Kommunale Velfærdschefer, sagde i sidste uge til NB-
mener, at der er brug for mindre dokumentation.
“Kommunerne er presset på økonomien, og flere undersøgelser viser, at mange kommuner er ude af spare på ældreområdet særligt i år. Derfor er der behov for, at vi prioriterer indsatsen omkring det væsentlige. Styrelsens tilgang i de konkrete tilsyn bør langt mere end i dag være lærende og have fokus på det vigtige,” siger velfærdschefen og henviser til, at alt dokumentation ikke er lige nødvendig.
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) skrev i sidste uge til NB-Ældre, at der skal ryddes op i tilsynene med den nye ældrelov.
"Vi skal føre tilsyn med det rigtige, så tilsynene har fokus på det allermest væsentlige i ældreplejen. Det vil gøre tilsynet til et langt mere meningsfuldt værktøj for ledere og medarbejdere – og i sidste ende være med til at løfte kvaliteten i ældreplejen," skrev hun.
Sidst opdateret: 28/09/2023 - 12:38










































