Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) bekræfter nu overfor Folketingets Sundhedsudvalg, at der først kommer en løsning på den skandaleramte KMF i 2024.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) bekræfter nu overfor Folketingets Sundhedsudvalg, at der først kommer en løsning på den skandaleramte KMF i 2024. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Løsning på KMF-kaos kommer først i 2024

Regeringen har nu definitivt skudt en løsning på de kaotiske forhold omkring den kommunale medfinansiering (KMF) af sundhedsvæsenet til 2024. 52 kommuner lider yderligere tab på op til 600 mio. kr..

Udgivet: 06/05/2022

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Regeringen er først i 2024 klar med en løsning på de kaotiske forhold omkring kommunernes betaling af en årlig regning på 23,2 milliarder kroner i kommunal medfinansiering af sundhedsvæsenet. Dermed vil 52 kommuner fortsætte med at tabe omkring 600 millioner kroner om året, mens andre 46 kommuner er sikret en gevinst på godt 700 millioner kroner i endnu et år.

Det skriver NB-Økonomi.

Sundhedsminister Magnus Heunicke bekræfter over for Folketingets Sundhedsudvalg, at regeringen ikke når at ændre KMF'en i tidsnok til at det kan få effekt fra 2023. Dermed har skiftende regering brugt i alt fem år på at rette den fejlbehæftede ordning.

"Det er forventningen, at et arbejde herom vil kunne igangsættes i forlængelse med de kommende økonomiforhandlinger med henblik på at kunne forberede en løsning frem

mod 2024," hedder det i et svar fra sundhedsministeren på et spørgsmål fra Anni Matthiesen (V) i anledning af en artikel her på NB-Økonomi fra marts.

Regeringens argument for at opretholde fastfrysningen af den stærkt fejlbehæftede KMF-ordning er, at det giver kommunerne budgetsikkerhed - altså at alle kommunerne har sikkerhed for, at de ved hvor meget de taber eller vinder. Men det argument fejer Venstres indenrigsordfører Anni Matthiesen af banen.

"Regeringen argumenterer med, at den kommunale medfinansiering har til formål at sikre kommunal budgetsikkerhed. Men der bliver jeg nødt til at sige, det er bare ikke godt nok, når det bygger på et fejlbehæftet grundlag. For selvfølgelig skal vi sikre budgetsikkerhed for kommunerne, men det kan ikke passe, at det skal være en budgetsikkerhed, der bygger på fejlagtige budgetter," siger hun.

52 kommuner har samlet tabt 3,7 milliarder kroner

Hvis man antager, at den nuværende KMF afskaffes fra 2024, så ender kommunerne med over fem år fra 2019 at have betalt over 110 milliarder kroner i KMF på basis af fejlagtige tal. Facit er at 52 kommuner tabt omkring 3,2 milliarder kroner på den skandaleramte ordning, mens 46 har vundet cirka 3,7 milliarder kroner.

KMF'en var oprindeligt tænkt som en betaling, der skulle give kommunerne et økonomisk incitament til at forebygge blandt andet indlæggelser på hospitalerne. Men NB-Økonomi kunne i foråret 2019 afsløre, at dataene bag opgørelsen i mange tilfælde var voldsomt fejlbehæftede, og derfor fastfrøs man kommunernes betaling på det budget, som de havde lagt for 2019.

Oprindeligt skulle ordningen have været baseret på aktuelle og korrekte data allerede fra 2021, og derfor kritiserer Venstre regeringen for, at den ikke har løst problemet.

"Redskaberne til at forbedre budgetterne ligger klar og derfor har jeg selv og mange andre danskere svært ved at forstå, hvorfor regeringen ikke vil forsøge at arbejde på en kommunal budgetsikkerhed, der kan bygge på et mere retvisende kommunal virkelighed. Jeg synes vi har en regering, som putter alt for mange vigtige udfordringer i syltekrukken fremfor at løse dem!

Men vi må altså forstå, at der kommer en god løsning til næste år," siger Anni Matthiesen med en slet skjult hentydning til tidligere statsminister HelleThornings forsikring om, at der kom en løsning på betalingsringen.

Læs også:
Kortlægning afslører, at centrale data bag kommuners betaling af 20 mia. har været helt tilfældige

Problemet med fastfrysningen var, at de budgetter som betalingen blev fastfrosset efter også var lagt på baggrund af de forkerte data. Derudover straffer ordningen de økonomisk forsigtige kommuner, mens en række kommuner som havde underbudgetteret KMF'en for at få budgettet til at hænge sammen blev belønnet.

I et forsøg på at dæmpe vreden blandt mange kommuner indførte man som led i udligningsreformen en kompensation på cirka 110 millioner kroner om året, men som du kan læse i en særskilt artikel her på NB-Økonomi, så endte størstedelen af kompensationen med at gå til kommuner, som har vundet på ordningen.

Læs også:
52 kommuner taber 634 mio. kr. om året på KMF

Uklart hvad der skal afløse KMF

Det er uklart, hvad der skal afløse KMF'en. Ifølge sundhedsministeren skal der findes en fremadrettet "finansieringsmodel på sundhedsområdet med fokus på

at understøtte øget kvalitet, sammenhæng og nærhed på sundhedsområdet."

En af de store udfordringer for regeringen er, at enhver ændring vil have store fordelingsmæssige konsekvenser mellem kommunerne, som slet ikke blev regnet ind i den reform af den kommunale udligning som man gennemførte i 2020 med virkning fra 2021.

Udligningsreformen endte med at partierne i vidt omfang delte håndholdte tilskud ud, som sikrede det, som politikerne opfatter som en retfærdig fordeling. Hvis man nu afskaffer KMF'en, så vil det rykke afgørende på udligningsreformens resultat for mange kommuner - men omvendt kan politikerne heller ikke fortsætte med at opkræve 23,2 milliarder kroner på et tilfældigt grundlag.

Du kan i en særskilt artikel se, i hvilket omfang afskaffelsen af KMF'en vil neutralisere effekten af udligningsreformen.

Læs også:
Afskaffelse af KMF vil ændre på effekt af udligningsreform for mange kommuner

Sidst opdateret: 11/09/2023 - 14:32

Temaer: Kommuneøkonomi

Emner: Økonomi, sundhed, Regeringen

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]