
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) og resten af regeringen vil øge det frie valg på ældreområdet. - Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Flere kommunale ældreopgaver skal kunne varetages af private leverandører
Regeringen vil udvide det frie valg på ældreområdet, så det også omfatter genoptræning og rehabilitering. Ældredirektør er skeptisk.
Udgivet: 18/01/2024
Som en del af ældreloven vil regeringen stille krav til private leverandører om, at de skal kunne levere helhedspleje. Det frie valg skal således også omfatte rehabilitering og genoptræning efter serviceloven. Det skriver Social-, Bolig og Ældreministeriet i en pressemeddelelse. Men det vækker bekymring hos Lolland Kommunes ældredirektør.
Økonomiminister Stephanie Lose (V) forklarer til Ritzau, at det er nødvendigt at udvide det frie valg, hvis regeringen skal lykkes med målsætningen om større fleksibilitet og indførelsen af helhedspleje på ældreområdet.
Som det er nu, har ældre mulighed for at vælge private leverandører, når det for eksempel gælder rengøring og pleje. Men det skal der altså laves om på.
“(...) På den måde får vores ældre friheden til at vælge selv, og det vil i højere grad være de samme ansigter, de møder i deres hjem. Det skal give mere kontinuitet og fleksibilitet i hjælpen og ikke mindst mere indflydelse på hvad man får – og hvem man får det fra,” siger ældreminister Mette Kiersgaard (M) i pressemeddelelsen.
Dagens offentlige udmelding bekræfter dermed, hvad NB-Ældre skrev om allerede i lørdags efter, at statsministeren havde orienteret S-borgmestrene om dele af ældreloven på et baglandsmøde.
Intet incitament til resultater
Thomas de Richelieu, direktør for blandt andet ældreområdet i Lolland Kommune, kommer med en advarsel til regeringen.
“Grunden til, at flere kommuner ikke har lagt rehabilitering ud til private leverandører, er, at der ikke er noget incitament til at få borgerne mere selvhjulpne, for så har de ikke nogle kunder efterfølgende,” siger han.
Direktøren påpeger derfor, at det er nødvendigt, at regeringen kigger på styringen og indfører nogle incitamenter for de private til at lykkes med opgaven.
“Kommunerne har en naturlig interesse i, at borgerne bliver mest muligt selvhjulpne, fordi det er dem, som betaler i sidste ende. En privat leverandør vil have interesse i at beholde borgeren længst muligt og dermed ikke nødvendigvis at gøre borgeren selvhjulpen,” siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ældreministeren i forhold til incitamentsstrukturen inden deadline.
Sidst opdateret: 18/01/2024 - 13:05










































