
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) fremlægger sammen med den øvrige regering løbende dele af ældreloven, inden den præsenteres samlet 30. januar. NB-Ældre giver i denne artikel et overblik over de foreløbige tiltag. - Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
OPDATERET: Overblik over regeringens tiltag på ældreområdet
Regeringen offentliggør løbende dele af ældreloven frem mod stormødet i slutningen af januar. NB-Ældre har i denne artikel samlet alle forslagene, som foreløbig er offentliggjort. Artiklen kommer løbende med i nyhedsbrevet.
Udgivet: 23/01/2024
Opdateret 23. januar
Nu har regeringen løftet sløret for endnu flere detaljer af den kommende ældrelov. Ældre skal kunne få hjælpemidler uden visitering og så skal kommunerne have mulighed for at oprette lokalplejehjem.
NB-Ældre har samlet alle regeringens tiltag på ældreområdet i dette overblik, som løbende vil blive opdateret.
Hjælpemidler uden visitering
For at sænke ventetiden for ældre til hjælpemidler vil regeringen droppe visitationen til hjælpemidler. I stedet for skal de ældre selv vurdere, om de har behov, og dermed kunne få dem udleveret uden visitation eller bureaukrati. Konkret vil regeringen udforme en såkaldt positivliste over de helt basale og mest almindelige hjælpemidler, som man skal kunne få udleveret. Det gælder for eksempel en rollator eller en toiletstol. Det skriver Ritzau d. 22. januar.
Lokalplejehjem med bestyrelser
Regeringen vil oprette mulighed for at etablere en ny type frisatte plejehjem. Lokalplejehjem bliver de kaldt i en pressemeddelelse fra Social-, Bolig og Ældreministeriet d. 19. januar. Den nye type plejehjem vil være underlagt kommunalt ejerskab, men der vil være en selvstændig bestyrelse med ansvar for drift og økonomi. Lokalplejehjemmene får de samme frihedsgrader som private friplejehjem og mulighed for at tilbyde tilkøbsydelser.
Muligheden for at oprette lokalplejehjem skal træde i kraft 1. januar 2025.
Øget frit valg
Som en del af ældreloven vil regeringen stille krav til private leverandører om, at de skal kunne levere helhedspleje. Det frie valg skal således også omfatte rehabilitering og genoptræning efter serviceloven. Det skriver Social-, Bolig og Ældreministeriet i en pressemeddelelse d. 18. januar. Ministeriet oplyser efterfølgende til NB-Ældre, at private leverandører dermed skal stå for alle tilbuddene på ældreområdet, hvis de skal levere til kommunerne.
Helhedspleje til de ældre
Når en ældre får tildelt hjemmehjælp, skal det fremover gives som pakker, hvor der ikke udpeges specifikke ydelser i detaljen, men hvor den ældre i højere grad selv er med til sammen med hjemmehjælperen at bestemme indholdet af hjælpen, fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) til Berlingske i en artikel 15. januar. De ældre kan således for eksempel få tildelt tre forskellige pakker afhængig af, hvor meget hjælp, de har behov for. Skal træde i kraft 1. juli 2025.
Faste teams
Hjemmehjælpen skal fremover som udgangspunkt ske i små, faste teams, så det er de samme medarbejdere, som kommer hos den enkelte, siger statsministeren til Berlingske.
Tilsyn lægges sammen
Regeringen vil nedlægge de kommunale ældretilsyn samt Styrelsens for Patientsikkerheds ældretilsyn og erstatte dem af et nyt ét tværkommunalt ældretilsyn, siger statsministeren til Berlingske. Det nye tilsyn skal koordinere med alle de øvrige tilsyn, der også fører kontrol på plejecentrene, så alle tilsyn som udgangspunkt afholdes på én dag om året. Det gælder både det sundhedsfaglige tilsyn, kommunernes brandtilsyn, Fødevarestyrelsens fødevarekontrol og Arbejdstilsynet, oplyser ældreministeriet til NB-Ældre.
- Tilsynene skal også fremover have mere fokus på læring og faglig sparring og mindre fokus på kontrol og registrering.
- Regeringen vil stadig nedbringe mængden af regler, som der føres tilsyn med. Det skal ske gennem et partnerskab mellem regeringen og kommunerne. Det nye tilsyn skal træde i kraft 1. januar 2025.
Vil fjerne proceskrav
Indtil videre har Mette Frederiksen i Berlingske meldt ud at fjerne disse to krav.
- Kravet om udarbejdelse af værdighedspolitik skal fjernes.
- Kommunerne skal fritages fra krav om forebyggende hjemmebesøg til ældre over 70 år.
Ikke plejehjemsbestyrelser alle steder
- Der kommer ikke bestyrelser på alle plejehjem, fortæller flere kilder til NB-Ældre.
- Der vil dog muligvis komme en ny friplejehjemsmodel, som vil være en kommunal friplejemodel. Her vil det være muligt at få bestyrelser med større beføjelser, end det der er muligt i dag.
Rekruttering af udenlandsk arbejdskraft
Regeringen indledte fredag d. 12. januar forhandlinger om rekruttering af udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for Europa til sundhedsvæsenet og ældreplejen med en række af Folketingets partier. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Med til forhandlingerne har regeringen blandt andet følgende tiltag:
- Indføring af en ny shortcut-autorisationsproces for udenlandske sundhedspersoner, der er særligt efterspurgte, fra tredjelande. Det vil konkret betyde, at en arbejdsgiver kan ansætte en udenlandsk sundhedsperson til at begynde med på en evalueringsansættelse i starten af autorisationsprocessen.
- Udvidelse af positivlisten for faglærte med social- og sundhedshjælpere, så faggruppen kan opnå opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, hvis de får et job på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Det kræver en lovændring på udlændinge- og integrationsministerens område, og regeringen lægger op til, at der fastsættes et loft på 1.000 personer, som kan få opholds- og arbejdstilladelse via ordningen.
- Det vil afhænge af den videre dialog med de pågældende lande, som Udenrigsministeriet i samarbejde med bl.a. Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet vil indlede.
Flere skal vælge og gennemføre SOSU-uddannelserne
For at afhjælpe den store mangel på hænder i ældreplejen præsenterede regeringen tidligere i januar et udspil, som skal få flere til at søge ind på SOSU-uddannelserne, og samtidig få flere til at gennemføre uddannelsen, når de er startet. Se hele udspillet her.
- I udspillet står der, at pengene for eksempel kan bruges til øget hjælp og støtte til sårbare elever. For eksempel til mentorordninger, tolærerordninger eller lektiehjælp til elever, som har brug for støtte til at gennemføre deres uddannelse. Pengene kan også bruges til at tiltrække flere elever via rekrutteringsindsatser.
- Flere skal vælge SOSU-uddannelserne. Regeringen ønsker at understøtte igangværende indsatser og igangsætte nye indsatser med henblik på, at flere vælger en SOSU-uddannelse.
- Flere skal gennemføre SOSU-uddannelserne
Trepartsaftalen: Bedre løn til sosu'er
I december indgik regeringen en trepartsaftale med aftaleparterne. Dette er ikke en del af ældreloven, men formålet var at få flere til at arbejde i bl.a. ældreplejen. Trepartsaftalen indeholdte bl.a. følgende tiltag. Se hele aftalen her.
- Midler til generelt at øge rekrutteringen i ældreplejen i kommunerne. Men dem der tager skæve vagter eller går op i tid, får endnu mere i lønposen.
- Alle skal kunne arbejde fuldtid. Fra i år skal det være slut med, at kommunerne kan sige nej til sosu'er i ældreplejen, som ønsker at arbejde fuldtid.
- Jobopslag som fuldtidsstillinger. Alle ledige stillinger i kommunerne inden for sundheds- og ældreområdet skal som udgangspunkt slås op som fuldtidsstillinger. Det blev en politisk målsætning i trepartsaftalen.
- Mere fleksibel vagtplanlægning. Kommunerne får som led i trepartsaftalen mere fleksibilitet i vagtplanlægningen. 12 timers vagter og færre hviletimer skal være muligt.
Sidst opdateret: 23/01/2024 - 12:06










































