
Majbritt Veise Blohm, sundheds- og omsorgschef i Odder Kommune, er en af de nye deltagere i NB-Ældres ekspertpanel til kåringen af Danmarks bedste kommune på ældreområdet 2026.
Ny ældrechef i ekspertpanel: Kommende kåring skal bruges som fælles reflektionsrum
Hvis kommunerne bruger den kommende omfattende faglige kåring af Danmarks bedste kommune på ældreområet rigtigt, kan den være med til at kvalificere samtalerne om kvalitet i ældreplejen, skriver en af de nye deltagere i ekspertpanelet bag kåringen.
Udgivet: 11/08/2026
Af Majbritt Veise Blohm, sundheds- og omsorgschef i Odder Kommune og deltager i NB-Ældres ekspertpanel til kåringen af Danmarks bedste kommune på ældreområdet 2026
Jeg har sagt ja til at deltage i ekspertpanelet, fordi jeg oplever, at vi står midt i en virkelig kompleks opgave på ældreområdet. Vi har brug for at blive endnu bedre til at lære af hinanden.
Implementeringen af ældreloven er ikke noget, man bare lige gør. Den kalder på, at vi gentænker både vores organisering, vores faglighed og måden, vi møder borgerne på. Det er svært arbejde, og ingen af os sidder med alle svarene alene. Derfor giver det mening at løfte blikket og se på det, vi gør: både vores egne resultater og andres. Ikke for at finde fejl, men for at blive klogere. Hvad virker hos jer? Hvad kæmper vi selv med? Og hvor kan vi faktisk hjælpe hinanden videre?
Skaber mulighed for refleksion
For mig er det afgørende, at indikatorerne bag en kåring bliver brugt som et fælles refleksionsrum og ikke bare som en rangliste. Hvis vi bruger dem rigtigt, kan de være med til at kvalificere samtalerne om kvalitet: Hvad betyder det egentlig at levere god ældrepleje? Hvordan skaber vi sammenhæng for borgerne? Og hvordan understøtter vi medarbejdernes faglighed i en hverdag, der ofte er presset?
Jeg tror på, at vi kan spille hinanden gode, også på tværs af kommuner. Vi lykkes ikke med ældreområdet hver for sig, men i fællesskab. Når vi deler erfaringer, også de svære, kan vi rykke os hurtigere og bedre.
Samtidig er det vigtigt, at vi holder fast i den strategiske og politiske samtale om ældreområdet, som et særdeles vigtigt velfærdsområde. Hvis ikke vi løbende udvikler og prioriterer området, risikerer vi, at kvaliteten ikke kan følge med borgernes behov.
En kåring kan være med til at sætte fokus, hvad der er vigtigt at gøre godt, og ikke kun på, hvem der gør det godt. Det kan skabe opmærksomhed, stolthed og retning. Men vigtigst af alt: det kan holde gang i den nødvendige samtale om, hvordan vi sikrer god ældrepleje – også i fremtidens velfærd.
Sidst opdateret: 11/08/2026 - 11:58










































