Regeringen, KL og Danske Regioner skal samarbejdes om at implementere den nationale sundhedsplans principper og anbefalinger.

Regeringen, KL og Danske Regioner skal samarbejdes om at implementere den nationale sundhedsplans principper og anbefalinger. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Ny sommeraftale klar: Det betyder den for ældreområdet

Danmark har fået en ny national sundhedsplan. Regeringen, Danske Regioner og KL indgik fredag en sommeraftale, der blandt andet fastlægger en fælles retning for udviklingen af sundhedsvæsenet.

Udgivet: 26/06/2026

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Regeringen, KL og Danske Regioner bakker op om Sundhedsstyrelsens oplæg til den nationale sundhedsplan.

Det fremgår af sommeraftalen 2026, som parterne indgik fredag eftermiddag.

Oplægget udgør således den endelige nationale sundhedsplan, som fastlægges af sundhedsminister Ida Auken (S) for perioden 2027-2030.

Med aftalen er startskuddet givet til den omstilling af sundhedsvæsenet, som sundhedsreformen fra november 2024 lagde op til. Den nationale sundhedsplan bliver det dokument, al sundhedsplanlægning skal følge – både nationalt og lokalt, hvor de 17 nye sundhedsråd skal omsætte planen til nærsundhedsplaner for deres geografiske område. For kommunerne betyder det, at deres sundhedspolitikker og -strategier skal være i overensstemmelse med planens retning.

Fik du læst?

Den nationale sundhedsplan ventes at komme i slutningen af juni - i dag præsenteres fagligt oplæg

Parterne er enige om, at der skal samarbejdes om at implementere planens principper og anbefalinger.

Fristen for de første nærsundhedsplaner er i aftalen rykket fra 1. april til 1. juni 2027, og sundhedsministeren vil i sensommeren 2026 sende udkast til bekendtgørelse og vejledning for nærsundhedsplanerne i høring.

Sundheds- og omsorgspladser

Sommeraftalen fastlægger også rammerne for overgangene i forbindelse med de nye regionale sundheds- og omsorgspladser, der etableres 1. januar 2027.

Parterne er enige om, at der skal etableres en tæt dialog mellem personale på sundheds- og omsorgspladser og borgerens kommune allerede ved tildeling af ophold, og at borgernes egen læge skal inddrages og informeres under opholdet, så behandlingsansvaret kan overdrages ved afslutning.

Regeringen, KL og Danske Regioner forventer, at hovedparten af borgerne kan afsluttes til eget hjem, herunder plejebolig, efter endt ophold. Sundhedsrådene skal ifølge aftalen understøtte det ved at have fokus på sammenhængende forløb med færrest mulige skift.

"Regeringen og Danske Regioner er enige om, at det statslige bloktilskud til regionerne hæves med 445 mio. kr. i 2027 og 545 mio. kr. i 2028 og frem som følge af implementering af kvalitetsstandarden for sundheds- og omsorgspladser, vederlagsfrihed, frit valg og befordring for de regionale sundheds- og omsorgspladser," står der i sommeraftalen.

Kvalitetsstandarder

Sundhedsstyrelsen udarbejder i løbet af 2026 nye kvalitetsstandarder for kommunal sygepleje og basal palliation. Begge kommer i høring i september 2026 med henblik på udstedelse i december 2026.

Smidig opgaveflytning

Regeringen, KL og Danske Regioner er enige om, at overdragelsen af sundhedsopgaver fra kommuner til regioner skal ske så gnidningsfrit som muligt af hensyn til både medarbejdere og borgere.

Den praktiske overgang omkring 1. januar 2027 skal ske fleksibelt og med den rette adgang til relevant viden, så der sikres kontinuitet og sammenhæng, fremgår det.

Sundhedsrådene får en stor rolle i at få de nye ansvarsfordelinger til at fungere, herunder at sikre et godt samspil mellem den regionale akutsygepleje og den kommunale sygepleje. Parterne vil desuden samarbejde om at skabe klarhed om de nye rammer for opgaveløsningen i overgangsperioden, ifølge sommeraftalen.

Demensudredning

Ventetiderne til demensudredning er fortsat alt for lange, slår aftalen fast.

I 2025 var medianventetiden 136 dage mod en lovfrist på 30 dage. Fremover skal en større andel af demensudredningen foregå i det almenmedicinske tilbud, og der er afsat 11 mio. kr. i 2027, 12 mio. kr. i 2028, 11 mio. kr. i 2029 og 10 mio. kr. fra 2030 og frem til at øge kapaciteten i udredningen.

Midlerne kommer oveni de allerede afsatte midler til området siden 2017.

Fakta

Fakta om sommeraftalen, der bygger videre på forårsaftalen fra 2025

National sundhedsplan

  • Første nationale sundhedsplan for 2027-2030.

  • Skal understøtte et mere lige, nært og sammenhængende sundhedsvæsen.

Kronikerpakker

  • KOL og kroniske lænde- og rygsmerter fra 2027.

  • Senere følger patienter med type 2-diabetes, hjertesygdom og kompleks multisygdom.

  • Ret til opstart på relevante forebyggelsestilbud inden for 21 dage.

96 timers behandlingsansvar

  • Målgruppen udvides til ældre medicinske patienter, som har haft et ophold på en akutmodtagelse, samt visse patienter, der udskrives fra psykiatrien.

Sundheds- og omsorgspladser

  • Bedre kvalitet på de nye regionale pladser tættere på borgernes eget hjem.

  • Frit valg til at tage ophold tæt på familie og venner.

  • Ret til befordring til og fra sundheds- og omsorgspladser.

  • Der er afsat 445 mio. kr. i 2027 og 545 mio. kr. i 2028 og frem hertil.

Lofter over speciallægestillinger

  • Justerede speciallægelofter for mere geografisk lige lægedækning.

Bedre adgang til speciallægepraksis

  • 128 mio. kr. til at nedbringe ventetider hos praktiserende speciallæger.

PDF åbnes i et nyt vindue

Sommeraftale 2026 om implementering af sundhedsreformen

Sidst opdateret: 26/06/2026 - 23:13

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]