Statsminister Mette Frederiksen (S) udskriver her valget, som betyder, at flere planer på ældreområdet er sat i bero.

Statsminister Mette Frederiksen (S) udskriver her valget, som betyder, at flere planer på ældreområdet er sat i bero. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Stilstand: Disse planer på ældreområdet er sat på pause efter valgudskrivelse

Tre centrale planer for sundheds- og ældreområdet er lagt i bero efter valgudskrivelsen. Kommuner må nu afvente, om en kommende regering viderefører den hidtidige retning – eller ændrer kurs.

Udgivet: 05/03/2026

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Arbejdet med den nationale sundhedsplan, strategien for velfærdsteknologi og plejeoversigten er sat på pause. Planerne afventer nu politisk afklaring og et nyt ministerblik.

Sådan har det været siden torsdag, hvor Mette Frederiksen (S) indstillede til Hans Majestæt Kongen, at der udskrives valg til Folketinget – og sådan vil det være, indtil der er dannet en ny regering med tilhørende ministre.

Det betyder, at en kommende minister får det sidste ord. Fastholdes retningen, kan arbejdet hurtigt genoptages. Ændres den, skal planerne tilbage til tegnebrættet. For nu venter kommunerne på den politiske afklaring.

Kommunerne har længe ventet på den nationale strategi for velfærdsteknologi.

På konferencen ”Velfærdsteknologi anno 2025” oplyste den daværende ældreminister Mette Kierkgaard (M), at strategien ville blive fremlagt inden jul 2025. Det skete som bekendt ikke.

Ifølge Ældreministeriet ville strategien ellers være blevet offentliggjort "meget snart", hvis ikke valget var blevet udskrevet. Der var dog ikke fastsat konkrete datoer i kalenderen – ministeriet arbejdede hen imod en snarlig offentliggørelse.

Det er ikke blot en formel forsinkelse.

Strategien skal sætte retning for, hvordan velfærdsteknologi kan implementeres og skaleres i ældreplejen – netop som manglen på arbejdskraft vokser. Ifølge statens seneste fremskrivning vil Danmark i 2035 mangle omkring 24.000 social- og sundhedsmedarbejdere, særligt på ældreområdet.

Velfærdsteknologi fremhæves som en central del af løsningen, fordi teknologiske løsninger kan frigøre medarbejderressourcer og aflaste presset i hverdagen. Derfor har kommunerne haft en klar interesse i at få den nationale strategi på plads som fælles retning for omstillingen.

Udfordringer med plejeoversigt

Plejeoversigten, som er en del af ældreloven, er heller ikke offentliggjort endnu – og den bliver nu også ramt af valgpausen.

Oversigten skal give borgerne et samlet overblik over kommunale og private leverandører af ældrepleje, herunder oplysninger om blandt andet aktiviteter, faglige tilgange, personalesammensætning, sygefravær og ledelsesomsætning. Tanken er, at ældre og pårørende skal kunne orientere sig, før de træffer valg af leverandør.

Indtil videre findes det overblik ikke.

Samtidig oplever flere kommuner udfordringer med indberetningerne. I et opslag på LinkedIn beskrev Michael Bjørn, direktør for social og sundhed i Assens Kommune, hvordan en omlægning til nye helhedsplejegrupper gør det vanskeligt at levere data for 2025, som kan sammenlignes med tidligere år. Kommunen efterlyser desuden afklaring fra den ansvarlige styrelse om, hvordan overgangsperioden skal håndteres.

Dermed er både offentliggørelsen og den praktiske implementering fortsat uafklaret.

Om den nationale sundhedsplan oplyser Sundhedsstyrelsen, at der ikke er noget nyt på nuværende tidspunkt, og at man tidligst forventer at kunne give en status efter valget.

Sidst opdateret: 05/03/2026 - 11:51

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]