
- Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
DF: Udenlandsk arbejdskraft i ældreplejen skal være sidste løsning
Udenlandsk arbejdskraft skal være sidste løsning, siger partiformand Morten Messerschmidt, som i stedet vil mobilisere seniorer, unge og personer med handicap.
Udgivet: 05/03/2026
Dansk Folkeparti vil ændre den måde, Danmark skaffer arbejdskraft til ældreplejen.
Ifølge partiformand Morten Messerschmidt skal udenlandsk arbejdskraft fremover være sidste løsning – og hvis den tages i brug, bør den primært komme fra europæiske lande.
"Mit udgangspunkt vil være at bruge den arbejdskraft, vi har i Danmark. Dernæst se på europæisk arbejdskraft – Finland eller Sydeuropa – og først til sidst sige: Skal vi have folk ind fra den anden side af kloden," siger han i et interview i DR-podcasten Genstart.
Udmeldingen kommer samtidig med, at regeringen har underskrevet partnerskabsaftaler med blandt andre Indien og Filippinerne for at gøre det lettere at rekruttere sundhedspersonale til Danmark. Det skal ifølge regeringen være med til at imødekomme Finansministeriets fremskrivninger om, at der kan komme til at mangle knap 24.000 sosu-medarbejdere i 2035.
Ældrepolitik er ifølge Morten Messerschmidt en af de tre hovedsager for Dansk Folkeparti i valgkampen. Samtidig har partiet haft fremgang i de seneste meningsmålinger. Ved folketingsvalget i 2022 fik partiet 2,6 procent af stemmerne, men står i flere aktuelle målinger væsentligt højere.
Dermed kan partiet igen komme til at spille en rolle i det parlamentariske grundlag for en kommende regering – og dermed også få indflydelse på retningen for ældrepolitikken.
Seniorer, unge og personer med handikap
Men hvordan vil partiet løse den voksende mangel på medarbejdere i ældreplejen, hvis udenlandsk arbejdskraft kun skal være sidste løsning?
Ifølge partiformanden bør Danmark i højere grad forsøge at mobilisere arbejdskraft, som allerede findes i landet. Det gælder blandt andet seniorer, unge uden job eller uddannelse samt personer med handikap, som i dag står uden for arbejdsmarkedet.
"Der er en frygtelig aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet. Hvis man giver seniorer incitamenter og mulighed for at blive lidt længere, så kan det skabe arbejdskraft," siger han i interviewet.
Han peger også på, at flere unge uden job eller uddannelse kan finde vej til plejesektoren, ligesom personer med handikap i højere grad bør have mulighed for at bidrage på arbejdsmarkedet.
Hvis de tiltag ikke er tilstrækkelige, bør Danmark ifølge partiformanden i første omgang søge arbejdskraft i andre europæiske lande. Samtidig fremhæver han teknologi som en del af løsningen på arbejdskraftmanglen i ældreplejen.
Ifølge Morten Messerschmidt kan velfærdsteknologi og hjælpemidler være med til at frigøre tid hos medarbejderne, så flere ressourcer kan bruges på den personlige kontakt med de ældre.
Sidst opdateret: 05/03/2026 - 11:39










































