91 procent af kommunerne med faste teams har allerede sygeplejersker med i teamene.

91 procent af kommunerne med faste teams har allerede sygeplejersker med i teamene. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

Nye tal: Næsten alle kommuner har sygeplejersker i faste teams

Selv om sygeplejen på nuværende tidspunkt ikke er en del af helhedsplejen, har næsten alle kommuner valgt at inddrage sygeplejersker i faste teams fra starten, viser ny rundspørge. Projektchef påpeger dog, at der er langt til mål.

Udgivet: 18/02/2026

Rikke Gundersen

Redaktør

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Næsten alle kommuner har fuldt eksperternes anbefaling om at inddrage sygeplejersker i faste teams fra starten, selv om sygeplejen endnu ikke formelt er en del af helhedsplejen.

Det fremgår af et netop offentliggjort notat fra Ældreministeriet, som bygger på en ny rundspørge blandt kommunerne foretaget af Kommunernes Landforening (KL) i november 2025. Det er første gang, der foreligger et samlede tal for kommunernes arbejde med udbredelsen af faste teams efter ældrereformen er trådt i kraft.

Da ældreloven blev vedtaget, var der meget debat om, at sygeplejen ikke indgik i helhedsplejen. Kravet om, at sygeplejen skal være en del af indsatsen, forventes først at træde i kraft 1. januar 2027. Alligevel viser rundspørgen, at 94 kommuner allerede har indført faste teams, og at 91 procent af dem har integreret sygeplejersker i teamsene.

NB-Ældre har tidligere talt med projektchef Martin Sandberg Buch fra Vive, som anbefaler, at sygeplejen tænkes ind fra begyndelsen. Ifølge ham giver faste teams kun for alvor mening, hvis de er reelt tværfaglige og samler alle fagligheder omkring borgeren. Ellers risikerer man at svække den sundhedsfaglige sammenhæng – og gøre det langt vanskeligere at koble sygeplejen på senere, når organisering og kultur først har sat sig.

Fik du læst?

Ekspert anbefaler: Tænk sygeplejen ind i de faste teams fra starten

I et interview med Momentum udtaler han, at selv om det er "super positivt", at så mange kommuner har taget konceptet om faste teams til sig og er på rette vej, så er der langt til mål:

"Al erfaring viser, at det tager nogle år at komme på plads – og vi ved også, at kommunerne tilgår det her på cirka 98 forskellige måder, og at der er stor variation i kvaliteten. Derfor er der heller ikke ét svar på, hvad de her tal betyder," siger Martin Sandberg Buch til Momentum.

Vives evalueringer viser samtidig, at resultaterne varierer. Nogle kommuner oplever øget arbejdsglæde og lavere sygefravær, mens andre endnu ikke ser tydelige effekter.

Ifølge projektchefen er stærk ledelsesmæssig opbakning og en organisering, der reelt understøtter det tværfaglige samarbejde, afgørende for at realisere gevinsterne. Samtidig peger han på, at der i ældreloven er afsat fem år til implementeringen, og at det derfor er for tidligt at forvente, at alle er i mål.

Rundspørgen viser også, at 81 procent af kommunerne har etableret faste teams i hele hjemmeplejen. Til sammenligning var tallet 47 procent i 2024 før ældrereformen. Det svarer til en stigning på 34 procentpoint.

Sidst opdateret: 18/02/2026 - 11:07

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]