Af Vibeke Westh, sygeplejerske, regionsrådsmedlem (S) i Region Hovedstaden, regionsrådskandidat til Region Østdanmark og kommunalbestyrelseskandidat på Frederiksberg

Senfølger er blevet en af Danmarks mest oversete folkesygdomme. Mange forbinder det med yngre kræftoverlevere, men virkeligheden er, at senfølger også rammer mange ældre – og her bliver konsekvenserne ofte særligt store.

Kroniske smerter, åndenød, træthed, søvnbesvær, hukommelses- og koncentrationsbesvær samt psykiske følger som angst og depression er udbredt blandt dem, der har overlevet kræft, hjertesygdom, lungesygdom eller andre alvorlige lidelser. Takket være bedre behandlinger og stærk sygepleje lever flere ældre længere, men alt for mange mister livskvalitet, selvstændighed og muligheden for at bevare et aktivt seniorliv.

Hjælpen til senfølger er i dag ofte tilfældig og uens. Den afhænger mere af, hvilken sygdom man har haft, hvilken kommune man bor i, og hvilke ressourcer man selv eller ens pårørende har, end af de reelle behov.

Når støtten ikke er tilstrækkelig, rammer det ikke kun den ældre, men også de pårørende. Ægtefæller og voksne børn må i stigende grad agere uofficielle omsorgspersoner og fylde hullerne i systemet. Det presser familierne, øger risikoen for stress og social isolation – og i sidste ende risikerer også pårørende at miste arbejdsevne og livskvalitet.

Region Hovedstaden og Region Sjælland har netop vedtaget en fælles vision for senfølgeindsatsen, som videreføres i Region Østdanmark fra 2027. Visionen lægger vægt på tidlig opsporing, forebyggelse, sektorsamarbejde og en stepped-care model, hvor flest muligt får den rette hjælp tæt på hjemmet, mens kun de mest komplekse forløb samles på specialiserede klinikker.

Det er et vigtigt skridt fremad – men det kan ikke stå alene.

Sundhedsministeren bør sikre, at senfølger indgår som en prioritet i den kommende folkesundhedsplan. Kommuner, almen praksis og hospitaler skal forpligtes til at samarbejde, og der skal afsættes midler til forskning, opsporing og konkrete behandlingstilbud. For ældre kan den rette indsats betyde forskellen mellem at bevare funktionsevnen og bo trygt i eget hjem – eller at blive afhængig af omfattende kommunal pleje med store menneskelige og økonomiske konsekvenser.

En investering – ikke en udgift

Hvis vi ignorerer senfølger, vil konsekvenserne vokse: flere ældre får brug for hjælp i ældreplejen, flere mister selvstændighed, og flere pårørende presses ud i uholdbare situationer. Først og fremmest betyder det dog tab af livskvalitet for både den ældre og de nærmeste.

At investere i senfølgeindsatsen er derfor ikke en udgift. Det er en investering i menneskelig værdighed, i fællesskab og i et mere bæredygtigt sundhedsvæsen – også på ældreområdet.

At overleve sygdom er ikke nok. Det politiske ansvar må være at sikre, at ældre med senfølger – og deres pårørende – får den nødvendige støtte til at leve et værdigt og meningsfuldt liv.

Senfølger bør være en kerneopgave for de kommende sundhedsråd. Her må der sættes en klar retning, der forpligter både regioner, kommuner og almen praksis på samarbejde – så ingen ældre med senfølger overlades til tilfældigheder.