
Mogens Bak Hansen, direktør for Social og Arbejdsmarked i Nordfyns Kommune (tv), Else Zippor, direktør for Voksen i Billund Kommune, og Jakob Bigum Lundberg, formand for Kommunale Velfærdschefer, og direktør for blandt andet ældreområdet i Næstved Kommune. - Foto: Pressefoto
Efter flere år med besparelser forventer ældredirektører nu ingen sparekrav på ældreområdet
Det ser positivt ud med økonomien på ældreområdet i flere kommuner, viser rundspørge. Men der kan blive behov for besparelser alligevel, advarer velfærdsformand.
Udgivet: 30/09/2025
Tidligere har ældreområdet stået for skud med sparekrav i kommunerne, men nu ser det i flere kommuner ud til, at ældreområdet bliver skånet for sparekniven.
Det viser en rundspørge til landets ældredirketører, som NB-Ældre har foretaget.
16 ud af de 19 ældredirektører, som har deltaget, svaret, at de ‘slet ikke’ forventer at skulle spare på udgifterne til ældre i budgettet for næste år. En svarer i ‘mindre grad’, en i ‘nogen grad’ og en ‘ved ikke’. Ingen svarer i ‘høj grad’ eller ‘meget høj grad’.
I de seneste år har mange kommuner skullet spare på ældreområdet, men noget tyder på, at den gode økonomiaftale mellem kommunerne og regeringen har kunne lukke hullet på det specialiserede område, som ellers tidligere har givet besparelser på blandt andet ældreområdet.
En af de kommuner, som ikke skal spare på budgettet for ældreområdet til næste år, er Billund Kommune. Else Zippor, direktør for Voksen i Billund Kommune, peger netop på økonomiaftalen som forklaring.
“Der har været en god økonomiaftale, så det har været muligt at lukke de huller, vi har haft på det specialiserede område via den aftale. Derved har vi ikke skulle finde besparelser på ældre, skoler og dagtilbud,” siger Else Zippor.
Frigiver midler til plejehjem
Resultaterne af spørgerunden viser også, at ti af ældredirektørerne vurderer, at serviceniveauet over for de ældre ikke bliver forandret hos dem til næste år sammenlignet med i år. Og otte svarer ovenikøbet, at det bliver ‘lidt bedre’ og en ‘en del bedre’. Ingen svarer, at det bliver hverken ‘lidt’ eller ‘en del dårligere’.
I Billund Kommune bliver niveuaet for budgettet på ældreområdet status quo næste år, siger Else Zippor.
“Men vi laver en omlægning, som gør, at der bliver frigivet midler til plejehjem og hjemmepleje, så serviceniveauet kan løftes,” siger direktøren.
For et par år siden besluttede kommunen nemlig at lukke et plejehjem, da de havde en overkapacitet i kommunen.
“De midler får lov at blive på området,” siger hun. Der er tale om ti millioner kroner, når plejehjemmet er helt lukket.
Tilfører xx millioner til ældre
Heller ikke i Nordsfyns Kommune har de skulle finde besparelser. Byrådet har derimod besluttet at tilføre fem mio. kr. mere til ældreområdet end sidste år, så det samlede budget på ældreområdet kommer op på 292 mio. kr.
Det betyder dog ikke, at de ældre skal forvente et højere serviceniveau ud fra en overordnet betragtning, forklarer Mogens Bak Hansen, direktør for Social og Arbejdsmarked i Nordfyns Kommune.
“De senere år er opgaven vokset med flere ældre og mere syge ældre. Vi har klaret det med effektiviseringer og ny teknologi, men nu er der brug for flere midler, for at få det til at hænge sammen, og det kommer der,” forklarer han.
Kan blive behov for besparelser
Jakob Bigum Lundberg, formand for Kommunale Velfærdschefer, peger på ældremilliarden fra ældrereformen som forklaring på, at mange kommuner ikke skal spare.
"Hvis tendens holder, at kommunerne ikke ser ud til at skulle spare på ældreområdet til næste år, kan det være et udtryk for, at kommunerne i 2026 helt efter bogen fortsætter med at indfase den ældremilliard til ældrereformen, som blev aftalt i økonomiaftalen sidste år," siger velfærdsformanden, som også er direktør for blandt andet ældreområdet i Næstved Kommune.
Jakob Bigum Lundberg peger samtidig også på, at kommunerne samlet set kompenseres i økonomiaftalen for det stigende antal plejekrævende ældre, hvilket også kan forklare, at mange kommuner ikke skal spare på ældreområdet.
"Men det er ikke en garanti for, at der ikke bliver behov for besparelser i løbet af næste år. Udgifterne til det specialiserede område stiger igen i år, og det ser ud til at fortsætte i 2026, og det kan vitterligt give behov for opbremsninger, når vi næste år ser de første budgetkontroller i kommunerne," siger han.
De kommuner, som endnu ikke har indgået forlig om budgettet for næste år, har frem til 15. oktober, hvor det senest skal være klar.
Sidst opdateret: 30/09/2025 - 12:17










































