
Vinderen af Danmarks bedste plejehjem findes ved en online afstemning på Danske Seniorers hjemmeside og offentliggøres den 4. november. (Arkivfoto) - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Her er de fem nominerede til Danmarks bedste plejehjem
Danske Seniorers hovedbestyrelse har netop offentliggjort de fem nominerede til prisen som Danmarks bedste plejehjem. Et plejehjem fra hver region er nomineret.
Udgivet: 25/09/2025
74 plejehjem var indstillet til prisen som Danmarks bedste plejehjem. Nu har Danske Seniorers hovedbestyrelse nomineret de fem plejehjem, der er med i opløbet om prisen, som uddeles af Danske Seniorer og autoriseret arbejdsmiljørådgiver Affectum.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Danske Seniorer.
Formålet med Danmarks bedste plejehjem er at trække de gode eksempler frem i lyset og give et skulderklap til alle de gode steder i Danmark, hvor beboere trives, og hvor personale og frivillige går glad på arbejde hver dag. På NB-Ældre er i også i gang med en kåring for at fremhæve de gode eksempler på ældreområdet. Vi kårer for første gang Danmarks bedste kommune på ældreområdet ud fra en række indikatorer, som et ekspertpanel har været med til at definere.
Det er femte gang prisen som Danmarks bedste pleejehjem uddeles og i år skal prisen gå til et plejehjem, der øger beboernes livskvalitet gennem fysisk aktivitet, træning og leg.
Direktør i Danske Seniorer Katrine Lester understreger, at der er brug for at fortælle de positive historier fra landets plejehjem:
”Der så mange gode historier om danske plejehjem. Vi er stolte af at kunne være med til at fortælle dem – og det er dejligt at se, at interessen for vores konkurrence stiger år for år. Vi vil gerne hjælpe med at sprede de gode eksempler og historier, så andre kan lade sig inspirere”, siger Katrine Lester i pressemeddelelsen.
Gitte Kilhof, direktør i Affectum, peger på værdien af at fortælle historierne:
”Når vi deler de gode historier, giver vi samtidig en velfortjent anerkendelse til de medarbejdere, der hver dag skaber livskvalitet og gør en forskel på plejehjem over hele Danmark. Det betyder noget – både for beboere, pårørende og ansatte,” siger Gitte Kilhof i pressemeddelelsen.
Vinderen findes ved en online afstemning på Danske Seniorers hjemmeside og offentliggøres den 4. november, hvor prisen overrækkes direkte til det vindende plejehjem.
Danske Seniorers hovedbestyrelse har nomineret et plejehjem i hver region. De fem nominerede er:
- Region Nordjylland: Birkelse Plejecenter, Aabybro
- Region Midtjylland: Voel Friplejehjem, Silkeborg
- Region Syddanmark: Dalsmark Plejehjem, Gråsten
- Region Sjælland: Plejecentret Skolebakken, Nakskov
- Region Hovedstaden: Helene Mariehjem, Helsinge
Om konkurrencen
Alle typer plejehjem i Danmark kan deltage i konkurrencen – uanset om de er kommunale, selvejende, privat eller frie plejehjem.
Danmarks bedste plejehjem kåres i for femte gang, og det er anden gang, at det sker i samarbejde med autoriseret arbejdsmiljørådgiver Affectum.
Med titlen Danmarks bedste plejehjem følger en pris på 20.000 kr. til en fælles oplevelse for alle, der bor, arbejder og giver en hånd med på plejehjemmet samt en workshop til en værdi af 12.000 kr.
Sidst opdateret: 25/09/2025 - 11:38










































