Partnerskabet for det gode ældreliv er ét af fem nationale partnerskaber, der er etableret som led i ældrereformen.

Partnerskabet for det gode ældreliv er ét af fem nationale partnerskaber, der er etableret som led i ældrereformen. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Partnerskab: Disse fire principper skal styrke samarbejdet om ældreplejen

Partnerskabet for det gode ældreliv lancerer netop nu fire principper, som skal være en fælles rettesnor for samarbejdet mellem kommuner, civilsamfund og private aktører.

Udgivet: 13/08/2025

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Partnerskabet for det gode ældreliv lancerer i dag fire principper, der skal sikre, at ældrelovens værdier om selvbestemmelse, tillid og samspil bliver omsat til konkret praksis i kommuner, civilsamfund og hos private aktører.

"Det er partnerskabets ambition, at vi griber denne mulighed og sammen løfter barren for at samskabe det gode ældreliv - i de lokale sammenhænge, hvor parterne ved, hvordan det gode ældreliv kan udfoldes lokalt," står der i publikationen.

For at gøre det, har partnerskabet formuleret følgende principper, der skal fungere som fælles rettesnor for samarbejdet. Principperne lyder - med eksempler fra praksis - sådan her:

1. Kom hinanden i møde med tillid og med respekt for forskellige roller

Partnerskabet fremhæver, at samarbejdet skal bygge på åbenhed og gensidig respekt – både for de ældre, medarbejderne, pårørende og frivillige. Forskelligheder ses som en styrke, der kan skabe mere værdi for den enkelte.

Eksempel: Ældre Netværket i Gentofte styrker fællesskaber og mindsker ensomhed blandt enlige og sårbare ældre gennem samarbejde, videndeling og initiativer, der skaber bro mellem nye og eksisterende fællesskaber. Netværket består blandt andet af Frivilligcenter Gentofte, Ældre Sagen, Cura Pleje, Gentofte Kommunes hjemmepleje, Messias Kirken og engagerede lokale borgere.

2. Gør borgere til deltagere og skab løsninger, der afspejler borgernes forskellighed

Ældre skal ikke kun modtage hjælp, men også kunne bidrage til fællesskabet, hvis de ønsker det. Det kræver brobygning til lokale tilbud og opmærksomhed på oversete grupper.

Eksempel: Ved hjemmebesøg opdagede Brønderslev Kommunes samværsindsats, at flere ældre ønskede at komme ud og danse. To frivillige blev rekrutteret til at finde dansearrangementer og arrangere samkørsel. Det blev startskuddet til Grønningens Dansevenner, som i dag samler mere end 30 ældre i et aktivt dansefællesskab.

3. Vær modig og tydelig om roller og ansvar

Der skal være plads til at udfordre “plejer” og afprøve nye samarbejdsformer. At skabe nyt kræver mod til at prøve ting af og justere undervejs - også når noget ikke lykkes i første forsøg - og til at være helt klare om, hvem der gør hvad, så samarbejdet ikke løber ud i misforståelser. Det handler om at turde udfordre vaner og finde fælles løsninger.

Eksempel: Ældre Sagen i Rudersdal og Rudersdal Bibliotekerne er gået sammen om at tilbyde en ordning, hvor frivillige bogvenner henter og leverer bøger, film og musik direkte til ældre, der har svært ved selv at komme på biblioteket.

4. Insister på samspil – og tænk systematisk

Samarbejdet skal være en integreret del af ældreplejens kerneopgaver. Det kræver faste mødefora og overblik over lokale ressourcer, så erfaringer kan bruges og justeres løbende.

Eksempel: FlereMed? Indsatsen er et samarbejde mellem Frivilligcenter Rebild, Rebild Kommune og Røde Kors. Målet er at få flere ældre mennesker ud som frivillige eller som deltagere i lokale foreninger og fællesskaber – til gavn for den enkelte og til gavn for foreningslivet. Frivilligcenteret fungerer som vejviser til frivillige fællesskaber og tilbyder praktisk viden og værktøjer til at bygge bro mellem foreninger, kommunale tilbud og enkeltpersoner.

Partnerskabet for det gode ældreliv tæller bl.a. Ældreministeriet, Kommunernes Landsforening, Ældre Sagen, Røde Kors, FOA og Danske Regioner.

Fakta

Fem partnerskaber skal løfte ældrereformen

Partnerskabet for det gode ældreliv er ét af fem nationale partnerskaber, der er etableret som led i ældrereformen. De øvrige er:

  • Partnerskab for bedre og mindre dokumentation

  • Partnerskab om ældrepleje i praksis

  • Partnerskabet for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen

  • Sammen om ældreplejen

Kilde: Ældreministeriet

Sidst opdateret: 13/08/2025 - 11:55

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]