
Branchedirektør i Dansk Erhverv, Morten Jung, på folkemødet 2025. - Foto: Dansk Erhverv.
Dansk Erhverv: Friplejehjem modtager fortsat lavere betaling end kommunale plejehjem
En ny undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at friplejehjem fortsat modtager lavere betaling end kommunale plejehjem, når det gælder mellemkommunale takster.
Udgivet: 16/06/2025
Dansk Erhverv har analyseret mellemkommunale takster i 30 kommuner og konkluderer, at kommunale plejehjem i gennemsnit får en højere betaling for borgere fra andre kommuner end friplejehjem gør. I 2024 er den gennemsnitlige døgnpris på en kommunal plejehjemsplads opgjort til 1.553 kr., mens friplejehjem modtager 1.484 kr. – en forskel på 69 kr. pr. døgn.
Det skriver NB-Økomi, som har været på Folkemødet på Bornholm og mødt Branchedirektør i Dansk Erhverv, Morten Jung:
"Vores undersøgelse bygger på aktindsigter fra kommunerne, og tallene taler deres tydelige sprog: Kommunale plejehjem modtager fortsat højere betaling end friplejehjem – på trods af, at omkostningsgrundlaget i udgangspunktet burde være næsten det samme."
Dansk Erhverv har gennem flere år kritiseret takstforskellene, og Morten Jung fremhæver, at undersøgelsen denne gang viser et fald i forskellen fra 121 kr. i 2023 til 69 kr. i 2024. Det tolker interesseorganisationen som et udtryk for, at deres pres virker.
"Vi har allerede set en positiv udvikling. Forskellen er faldet markant. Men vi er ikke i mål endnu. Der er stadig kommuner, hvor forskellen er helt op til 371 kr. i døgnet – svarende til næsten 5,7 mio. kr. årligt for ét plejehjem," fortæller Morten Jung.
Kritik af forskelsbehandling og effektivitet
Ifølge Dansk Erhverv er sagen både et spørgsmål om principper og om effektiv ressourceanvendelse. Organisationen mener, at forskellen i takster kan have konsekvenser for udnyttelsen af skattekroner og for konkurrencen mellem offentlige og private tilbud på ældreområdet.
"Når kommuner prissætter egne tilbud højere end friplejehjem, risikerer vi, at skatteborgernes penge ikke bruges bedst muligt. En forskel på 69 kr. i døgnet lyder måske ikke af meget, men for et plejehjem med 43 beboere svarer det til over 1 mio. kr. årligt. Det er penge, der kunne være brugt på pleje og omsorg," siger Morten Jung.
Modstand fra kommuner
Det er ikke første gang, Dansk Erhverv rejser kritik af takstberegningerne, og flere kommuner har tidligere afvist præmissen. KL har tidligere argumenteret for, at kommunerne følger de regler, som gælder, og at forskelle i blandt andet opgavevaretagelse, løn- og pensionsvilkår og specialiserede ydelser kan forklare variationen.
Morten Jung anerkender, at der er forskelle i lokale forhold, men holder fast i behovet for større gennemsigtighed:
"Vi insisterer på, at der skal være gennemsigtighed i priserne, så vi lettere kan have en samtale om, hvad velfærd egentlig koster."
Nyt kontrolorgan skal styrke gennemsigtigheden
En ny kontrolenhed under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal fremover kunne tage stilling til klager over kommunernes takstberegninger. Dansk Erhverv ser dette som en vigtig udvikling:
"Det betragter vi som en stor landvinding for transparens i økonomien på ældreområdet," siger branchedirektør i Dansk Erhverv, Morten Jung.
Sidst opdateret: 16/06/2025 - 14:17










































