Af Torben Hollmann, centerchef for Sundhed og Ældre i Næstved Kommune

Med den kommende sundhedsreform og nationale sundhedsplan får Sundhedsstyrelsen en vigtig opgave: at tegne nye streger på sundhedskortet. Det er en opgave, som der er store forventninger til – og med god grund. For hvis vi virkelig ønsker et moderne sundhedsvæsen, der kan tage hånd om fremtidens behov, skal vi turde tænke nyt.

I alt for mange år har Sundhedsstyrelsen haft blikket stift rettet mod læger, specialeplaner og hospitaler. Man har bygget et stærkt regionalt sundhedsvæsen med udgangspunkt i hospitaler. Nu står vi et andet sted. Med sundhedsreformen bliver samarbejdet mellem kommuner og regioner tættere end nogensinde før – blandt andet via de nye sundhedsråd. Og i nogle tilfælde skal regionerne endda overtage opgaver fra kommunerne.

Derfor er det helt afgørende, at Sundhedsstyrelsen også får øje på det nære sundhedsvæsen. For sundhed handler ikke kun om sygehuse. Det handler om pleje, omsorg og behandling dér, hvor borgerne er – i deres hjem og i kommunerne. Ikke mindst på ældreområdet, hvor opgaverne er blevet mere komplekse, og behovet for sygepleje vokser i takt med, at befolkningen bliver ældre.

I dag løser kommunerne opgaver, der tidligere lå på hospitalerne. Det kræver dygtige medarbejdere, høj faglighed og klare rammer. Det kræver også, at Sundhedsstyrelsen forstår virkeligheden i det nære sundhedsvæsen og sætter en retning, der binder hele systemet sammen. Så ingen borger risikerer at falde mellem to stole, når de går fra at være borger til at blive patient – og tilbage igen.

Sundhedsstyrelsen skal smide hospitalskitlerne 

Derfor skal fokus flyttes. Væk fra murene på hospitalerne, hvor læger og sygeplejersker regerer, og over på de konkrete udfordringer i kommunerne: mangel på arbejdskraft, behovet for kompetenceudvikling og tydelige forventninger til, hvilke opgaver kommunerne skal løse. Det kommer ikke af sig selv. Det kræver en stærk Sundhedsstyrelse, der tør sætte retning.

Hvis vi lykkes med det, får vi et sundhedsvæsen, hvor medarbejderne bruges rigtigt, hvor vi behandler flere med færre ressourcer, og hvor vi hjælper borgerne tidligere – inden en indlæggelse bliver nødvendig. Det er ikke bare effektivt, det er også menneskeligt.

Derfor har jeg store forventninger til den kommende nationale sundhedsplan. Den skal ikke forblive inden for de store hospitalsmure. Den skal række ud – styrke det kommunale sundhedsvæsen og sikre, at samarbejdet i sundhedsrådene tager afsæt i virkeligheden. I de nære tilbud. I borgernes hjem. Og i de medarbejdere, der hver dag får hverdagen til at hænge sammen.

Det kan kun gå for langsomt.