Så meget kan din kommune maksimalt tabe på opgaveflytningen

En overgangsordning skal begrænse kommunernes mulige tab på opgaveflytningen, for ingen kommuner skal stå med håret i postkassen, lyder det fra KL. Se hvor meget din kommune højst kan ende med at tabe på opgaveflytningen.

Udgivet: 27/05/2025

Rikke Gundersen

Redaktør

Kristoffer Sutton

Journalist

Del artiklen:

Selv om nogen kommuner har brugt mindre på de opgaver, som flytter til regionerne med sundhedsreformen, end de kommer til at aflevere, så skal en overgangsordning forsøge at begrænse tabet for den enkelte kommune.

Kommunerne kommer nemlig ikke til at tabe over 0,05 procent af kommunens beskatninggrundlag, fremgår det af forårsaftalen, som regeringen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening præsenterede søndag.

“Det har været vigtigt for os, at der ikke er nogle kommuner, der står med håret i postkassen," siger Sisse Marie Welling (SF), formand for KL’s sundhedsudvalg og sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune, til NB-Ældre.

Nogle kommuner har klaret de opgaver, som bliver flyttet til regionerne meget effektivt eller ikke valgt at prioritere dem. De vil dermed skulle afgive flere penge, end de egentlig har brugt på opgaverne. Men det er altså dette beløb, der er sat en maksimumsgrænse på. NB-Økonomi har beregnet, hvor meget den enkelte kommune dermed maksimalt kan tabe.

Fik du læst?

Aftale klar: Kommunerne skal afgive 4,2 milliarder til regionerne for opgaveflytningen

Når tabsgrænsen er sat ud fra kommunernes beskatningsgrundlag, så er det de store kommuner, som kommer til at kunne ende med de største tab, mens de mindre kommuners tab vil være mindre. For eksempel viser beregningerne, at Københavns Kommune kan ende med at tabe 83 millioner kroner, hvis de har brugt mindre på opgaverne, som flytter, end hvad de skal betale. Aarhus Kommune kan maksimalt tabe 43 millioner kroner og Odense 22 millioner.

Kigger man derimod på beløbet ud fra antal indbyggere i kommunerne er det Nordsjællandske velhaverkommuner, hvor beskatningsgrundlaget er højt, som ligger i top. Gentofte Kommune er den kommune, som vil kunne tabe mest pr indbygger. De vil kunne tabe 238 kr. pr. indbygger. Efterfulgt af Rudersdal med 210 kr., Hørsholm på 203 kr. og Lyngby-Taarbæk på 175 kr.

(Artiklen fortsætter under kortet)

Svært at opgøre

Samlet set er regeringen, KL og Danske Regioner kommet frem til, at kommunerne skal aflevere 4,2 mia. kr. til regionerne for de opgaver, som de overtager. Det gælder akutsygepleje, specialiseret rehabilitering, patientrettet forebyggelse, dele af den avancerede genoptræning samt akut- og midlertidige pladser. De tre parter har de seneste måneder forhandlet om, hvad beløbet skulle være.

I sundhedsreformen stod der, at der skulle flyttes opgaver for op mod fem milliarder kroner. I sidste uge meddelte Danske Regioner, at der havde været et skøn i forhandlingerne på 5,3 milliarder kroner. KL har i forhandlingerne forsøgt at spille ind med, hvad kommunerne reelt bruger på opgaverne i dag.

“Det har været svært at gøre op, så det rammer præcis den enkelte kommunes forbrug. Der er nogle kommuner, der har valgt at bruge en stor del af deres råderum på de her opgaver, og nogle har brugt mindre. Derfor har det været vigtigt for os at få skabt nogle overgangsordninger, både for dem, der skal aflevere bygninger i forbindelse med reformen, men også for dem, der måske har brugt lidt mindre, end hvor skønnet er landet," siger Sisse Marie Welling.

Tilskuddet til kommuner med tab finansieres af bidrag fra kommuner med gevinst og en eventuel forskel fordeles efter indbyggertal, hedder det i aftalen. Tilskud og bidrag fra overgangsordningen beregnes én gang for alle og gælder frem til et nyt udligningssystem træder i kraft.

Fik du læst?

Formand: Markant barbering af opgaveflytningen er langt fra nok

Sidst opdateret: 30/07/2025 - 10:30

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]