Finansminister Nicolai Wammen præsenterede aftalen om kommunernes økonomi for 2026 i Finansministeriet tirsdag over middag. Det gjorde han sammen med fra venstre: Peter Rahbæk Juel, næstformand for Kommunernes Landsforening, formand Martin Damm, indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde og ældreminister Mette Kierkgaard.

Finansminister Nicolai Wammen præsenterede aftalen om kommunernes økonomi for 2026 i Finansministeriet tirsdag over middag. Det gjorde han sammen med fra venstre: Peter Rahbæk Juel, næstformand for Kommunernes Landsforening, formand Martin Damm, indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde og ældreminister Mette Kierkgaard. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Ny økonomiaftale: Velfærden løftes med 3,2 milliarder

Aftalen om kommunernes økonomi er netop fremlagt. Her fremgår det, at kommunerne får 3,2 milliarder kroner i 2026 til at løfte velfærden. Ældreministeren glæder sig ved flere ting i aftalen.

Udgivet: 27/05/2025

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

Kommunerne får mulighed for at løfte velfærden med 3,2 milliarder kroner til næste år.

Det fremgår af aftalen om kommunernes økonomi, som regeringen og Kommunernes Landsforening netop har præsenteret i Finansministeriet. Det er på niveau med sidste års aftale.

"Regeringen og KL er desuden enige om, at økonomiaftalen for 2026 giver kommunerne mulighed for at foretage markante investeringer i rammerne for den borgernære velfærd, samt at aftalen fuldt ud dækker den demografiske udvikling i kommunerne i takt med, at vi i det kommende år lykkeligvis bliver flere ældre," hedder det i aftalen.

Det fremgår også, at løftet indebærer et kvalitetsløft af ældreplejen på 54 millioner kroner.

Ældreminister Mette Kierkgaard (M) er glad for aftalen.

"Vi har lavet en aftale, hvor vi løfter kommunernes økonomi til den nære velfærd markant. Jeg er særligt glad for, at vi lader flere penge følge de flere ældre, der heldigvis kommer i de kommende år. Og vi er klar til sammen med kommunerne at afsøge veje, der kan sikre yderligere tilgang af de ansatte, der er så hårdt brug for på ældreområdet," siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Det gælder tiltag, der gør det mere attraktivt at søge job i sektoren, tiltag, der øger arbejdstiden på området, og sikrer international arbejdskraft til ældreområdet, som kan passe ind i en dansk arbejdskultur. For uden medarbejdere får vi ingen ældrepleje."

Fokus på rekruttering

Ældreministeriet skrev allerede tidligere på måneden, at regeringen vil udvikle en modtagelsespakke, så indere og filippinere vil søge mod Danmark for at arbejde. Dette skal være med til at løse rekrutteringsudfordringerne.

Fik du læst?

Ældreminister vil tage særlig godt imod udenlandsk sundhedspersonale

Regeringen og KL lægger også i økonomiaftalen vægt på ligesom ældreministeren tidligere har pointeret, at rekruttering af sundheds- og plejepersonale fra tredjelande er en vigtig del af at sikre tilstrækkeligt med personale i sundheds- og plejesektoren.

Regeringen og KL er enige om, at der i fællesskab skal udvikles og implementeres et velfungerende modtagerapparat for det sundheds- og plejepersonale, der modtages via partnerskaber, som regeringen søger at indgå med Indien og Filippinerne.

Parterne er også enige om, at der skal igangsættes tiltag, som kan hjælpe udenlandske sygeplejersker fra tredjelande med at finde job i blandt andet sundheds- og plejesektoren.

FOA er positive

Hos sosu'ernes fagforening FOA er der også glæde at spore i forbindelse med økonomiaftalen.

”Det ligner en god aftale mellem KL og regeringen. En aftale der kompenserer kommunerne for både demografien og velstandsudviklingen. Det betyder, at vores medlemmer i ældreplejen, daginstitutionerne og andre steder kan være med til at levere den velfærd, danskerne forventer og fortjener. Så er det op til kommunerne at stoppe med spareregimet, og bruge de penge der er stillet til rådighed,” siger FOA’s næstformand Thomas Enghausen i en pressemeddelelse.

Aftalen svarer økonomisk til sidste års aftale, som kommunerne dengang kaldte det største løft af kommunernes økonomi i mere end 15 år.

”Velfærden er i mange år blevet underfinansieret. Derfor er det godt, at regeringen holder fast i sin linje fra de foregående år, og afsætter de nødvendige midler. Også selvom det ikke er nok til at reparere alle gamle skader. Det er også bekymrende, at der ikke er afsat ekstra penge til det specialiserede socialområde, som notorisk belaster kommunernes økonomi."

Sundhedsreformen fremhæves

I aftalen fremhæves også den netop indgåede aftale om implementeringen af sundhedsreformen, som regeringen, Danske Regioner og KL præsenterede søndag. Her blev der sat pris på opgaveflytningen fra kommuner til regioner, som endte på 4,2 milliarder kroner.

"Med implementeringsaftalen er parterne bl.a. enige om, at det er afgørende for reformens implementering og succes, at de kommende regionsråd sikrer, at sundhedsrådene får et godt afsæt for deres arbejde og samarbejdet med kommunerne om udviklingen af sundhedsvæsenet tæt på borgerne," står der i økonomiaftalen.

Fik du læst?

Aftale klar: Kommunerne skal afgive 4,2 milliarder til regionerne for opgaveflytningen

Sidst opdateret: 28/05/2025 - 10:49

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]