
Disse tre direktører er nogle af medlemmerne af det nye partnerskab, som skal understøtte implementeringen af sundhedsreformen: Thomas Krarup, direktør, Randers Kommune (tv), Jakob Bigum, direktør, Næstved Kommune og Rikke Albrektsen, direktør, Frederikshavn Kommune.
Disse 15 personer skal deltage i partnerskab om opgaveflytningen
Med Forårsaftalen vil regeringen, KL og Danske Regioner nedsætte et partnerskab, som skal understøtte implementeringen af blandt andet opgaveflytningen. Fem kommuner er repræsenteret.
Udgivet: 25/05/2025
Fem kommuner skal være med i nyt partnerskab, som skal understøtte en succesfuld implementering af blandt andet opgaveflytningen i forbindelse med sundhedsreformen.
Det fremgår af Forårsaftalen mellem regeringen, Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner, som er blevet færdig søndag.
"Det er nødvendigt at håndtere de udfordringer og problemer, der måtte opstå undervejs på tværs af aktører, samt understøtte en løbende vidensdeling og læring på tværs af kommuner og regioner," står der i aftalen.
Partnerskabet består af 15 medlemmer. De fem kommunale repræsentanter er direktører fra Frederikshavn, København, Middelfart, Randers og Næstved kommuner. Derudover deltager KL med en repræsentant, hver region har en repræsentant, og Danske Regioner har en. De sidste tre er fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen.
Formålet med partnerskabet er ifølge aftalen "at understøtte den lokale implementering af sundhedsreformen gennem løbende opfølgning og status, dialog, videndeling og drøftelser af udfordringer og løsninger på tværs af sundhedsvæsenet," står der.
Partnerskabet nedsættes for perioden april 2025-2028. Partnerskabet vil have særligt fokus på at understøtte opgaveflytningen, men også opstarten af de 17 nye sundhedsråd og implementeringen af større nye indsatser, blandt andet kronikerpakkerne.
Med aftalen om sundhedsreformen blev der afsat midler til implementeringsstøtte. Det er en af partnerskabets opgaver at drøfte og komme med forslag til, hvordan implementeringsstøtten kan tilrettelægges og skaber størst værdi i forhold til at understøtte implementeringen.
Ud over dialogen i selve partnerskabet, kan partnerskabet også nedsætte temanetværk med relevante aktører eller arbejdsgrupper. De kan for eksempel udarbejde inspirationsmaterialer, koncepter og vejledninger i forbindelse med opgaveflytningen.
Disse 15 personer skal indgå i partnerskab
Lene Brøndum Jensen, afdelingschef, Indenrigs- og Sundhedsministeriet (formand)
Pernille Tougaard, kontorchef, Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Steen Dalsgård Jespersen, vicedirektør, Sundhedsstyrelsen
Rikke Albrektsen, direktør, Frederikshavn Kommune
Per Bennetsen, direktør, Københavns Kommune
Irene Ravn, direktør, Middelfart Kommune
Thomas Krarup, direktør, Randers Kommune
Jakob Bigum, direktør, Næstved Kommune
Christian Harsløf, direktør, KL
Frank Skriver Mikkelsen, hospitalsdirektør, Regionshospital Nordjylland, Region Nordjylland
Lise Graae, chef for reformsekretariatet, Region Hovedstaden
Jonas Dahl, regionsdirektør, Region Midtjylland
Niels Nørgaard, adm. sygehusdirektør, OUH, Region Syddanmark
Lisbeth Iversen, udviklingsdirektør med ansvar for reform, Region Sjælland
Naja Warrer Iversen, vicedirektør, Danske Regioner
Kilde: Forårsaftalen mellem regeringen, KL og Danske Regioner
Sidst opdateret: 25/05/2025 - 14:48










































