Kommunerne får stadig en vigtig opgave, når de skal afgive specialiseret rehabilitering til regionerne. Overgangen fra specialiseret rehabilitering til hjemmet er nemlig afgørende for borgeren.

Det forklarer Dorthe Hoeg, der er leder for Nordfyns Kommunes træning og forebyggelse, hvor de aldrig selv har stået for opgaven, men købt pladser i andre kommuner. NB-Ældre har derfor spurgt Dorthe Hoeg, hvad kommunerne skal være særligt opmærksom på, når opgaven bliver udskilt til regionerne.

"Vi skal sikre os, at borgeren ikke oplever det som en voldgrav i mellem den specialiserende rehabilitering og deres vanlige liv i hjemkommunen. Det skal man være særligt opmærksom på, hvis man som kommune ikke selv er leverandør på begge indsatser," siger hun.

Med sundhedsreformen får regionerne ansvaret for en række sundhedsopgaver, herunder specialiseret rehabilitering. Kommunerne har mulighed for at tilbyde sig som leverandør på området, men som udgangspunkt bliver det en opgave for regionerne - og det stiller nye krav. For hvordan sikrer kommunerne en god overgang for borgerne, når de vender hjem fra et rehabiliteringstilbud i regionerne?

Dorthe Hoeg understreger, hvor vigtigt det er, at borgeren oplever en smidig og sammenhængende overgang. Og det forudsætter en tæt og løbende kommunikation, som går begge veje:

"Det specialiserede rehabiliteringssted og vi i kommunen skal hele tiden være i dialog. Som kommune skal vi forberedes på: Hvem er det, der kommer hjem? Hvad er borgerens funktionsniveau? Hvilke problematikker er vigtige? Og omvendt skal vi forberede dem: Hvad er det her for en borger? Hvad er hans eller hendes normale livsvilkår?"

Kæmpe ansvar

Hvis kommunikationen ikke fungerer, risikerer man ifølge Dorthe Hoeg to ting:

For det første kan borgeren opleve, at der er en skarp opdeling mellem rehabiliteringsforløbet og livet derhjemme – som to adskilte verdener uden sammenhæng. Det kan skabe forvirring og usikkerhed, fordi borgeren pludselig står alene med nye udfordringer.

For det andet kan de færdigheder, borgeren har optrænet under rehabiliteringen, gå tabt, hvis de ikke bliver omsat til hverdagen. Det nytter ikke, at borgeren har lært noget på en døgninstitution, hvis det ikke bliver brugt og understøttet efter hjemkomsten. Derfor har både rehabiliteringsstedet og kommunen et stort ansvar for at sikre en rød tråd i forløbet.

"Begge parter har et kæmpe ansvar for at sikre overførbarhed og sammenhæng. Det er sindssygt vigtigt – ellers risikerer vi, at borgernes forløb bliver usammenhængende og meningsløse i forhold til hinanden," siger hun og tilføjer:

"Det er hammervigtigt, at begge instanser anerkender, at det ene ikke er vigtigere end det andet. Og at borgeren kan mærke, at vi taler sammen, og at alle er opdaterede på den pågældende situation."

Rollerne er lige vigtige

Helt lavpraktisk handler det om at have helt konkrete aftaler, faste statusmøder og en klar struktur.

"Vi bruger ofte digitale løsninger. For eksempel tager vi et møde over skærmen og siger: 'Okay, nu ser situationen sådan her ud – hvad er næste skridt, og hvad skal I være klar på?'" siger Dorthe Hoeg.

Dorthe Hoeg understreger, at et godt samarbejde handler om at spille hinanden gode. Nogle gange er det de små ting, der gør en stor forskel – for eksempel måden, man formulerer sig på, forklarer hun:

"Hvis en borger får at vide: 'Det ved jeg ikke, det må du tage med din kommune', kan det skabe utryghed og forstærke følelsen af manglende sammenhæng. I stedet kan man sige: 'Ved du hvad? Skal vi aftale et møde med din kommune, så vi kan finde en løsning sammen?' Den tilgang giver borgeren tryghed og sikrer, at overgangen bliver mere smidig."

Regionerne overtager specialiseret rehabilitering sammen med de andre sundhedsopgaver fra sundhedsreformen fra 2027, medmindre regionerne har indgået en aftale med den enkelte kommune om, at den skal fortsætte driften af udvalgte opgaver.