
Udviklingssygeplejerske Inge Jekes erkender, at der tidligere har været episoder i Kalundborg Kommune, hvor sygeplejersker har behandlet patienter, uden at der måske har været en ordination på det fra lægen. - Foto: Privat
Større ansvar til sygeplejersker giver færre administrative opgaver
Kalundborg Kommune er en af de kommuner, som har taget lovgivningen, som giver sygeplejersker flere beføjelser, i brug. Det har givet udviklingssygeplejersken færre administrative opgaver og mindre dårlig samvittighed.
Udgivet: 10/12/2024
Sygeplejerskerne i Kalundborg Kommune har ikke mærket den store forskel. Men det har udviklingssygeplejerske Inge Jekes til gengæld. Hun har fået mere ro i kroppen og mindre administrativt arbejde.
Nu er det snart et år siden, at loven om forbeholdte virksomhedsområder for sygeplejersker trådte i kraft. NB-Ældre har derfor spurgt Kalundborg Kommune, som er en af de kommuner, som har taget loven i brug, hvad den har betydet. Med loven kan sygeplejersker blandt andet tage blodprøver fra patienter uden en læges accept.
"Jeg har mærket forskellen, for jeg har ikke skullet ud at indhente samtykke fra praktiserende læger, og de praktiserende læger har også været fri for at skrive under på de her ting," siger Inge Jekes.
Når sygeplejersker tidligere har udført opgaver, der har været forbeholdt lægefaglig virksomhed, herunder håndtering af visse receptpligtige lægemidler, blodprøver, syning af mindre sår og anlæggelse af katetre, er det sket med samtykke fra en læge. Det blev lavet om 1. januar 2024, hvor loven om forbeholdte virksomhedsområder for sygeplejersker trådte i kraft. Det betyder, at de har mulighed for at udføre flere behandlinger selvstændigt og på eget ansvar - og fra sommeren 2025 får sygeplejerskerne ordinationsret på nogle lægemidler.
Disse opgaver må sygeplejersker udføre uden delegation fra en læge
Sygeplejersker må på eget initiativ og ansvar:
Udtage kapillærblodprøver og veneblodprøver.
Anlægge kort perifert venekateter.
Anlægge ventrikelsonder og duodenalsonder gennem næsen.
Anlægge katetre igennem urinrør med henblik på tømning af urinblæren.
Genanlægge trakealkanyle og suprapubisk kateter umiddelbart efter, at det er faldet ud.
Suturere overfladiske hudsår uden for ansigtet.
Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed.
Inge Jekes fortæller, at sygeplejen i Kalundborg Kommune tidligere havde en såkaldt rammeordination.
"Det vil sige, vi har haft en aftale med samtlige praktiserende læger. Vi har hentet underskrifter hos dem, og de har givet sygeplejersken lov til at tage blodprøver. Det samme har vi gjort i forhold til at skifte sonde og katetre. Derfor har de (sygeplejerskerne, red.) ikke mærket den store forskel," siger hun.
Men selv om sygeplejerskerne har fået en række nye beføjelser, er det ikke alle, som er blevet taget i brug i Kalundborg Kommune. Tværtimod. Ifølge udviklingssygeplejersken holder mange kommuner lidt igen med at påtage sig opgaverne, da de ellers får en ufinansieret opgaveflytning.
Sygeplejerskerne i Kalundborg Kommune foretager for eksempel ikke venøs blodprøvetagning. Det har de ikke gjort tidligere, og det kommer de heller ikke til - i hvert fald ikke lige foreløbigt - selv om de i princippet har lov til det, forklarer Inge Jekes:
"Det en del udstyr for at kunne gøre det. For Kalundborg Kommune er der ikke behov for det, da vi har mobile blodprøvetagninger i borgernes hjem og andre muligheder, så der er ingen grund til, at sygeplejerskerne bruger deres tid på det."
Opgaver uden accept
Inge Jekes erkender, at der tidligere har været episoder, hvor sygeplejersker har behandlet patienter, uden at der måske har været en ordination på det fra lægen.
"Der kan være kommet en ny læge, hvor jeg ikke har været hurtig nok ude. Så kunne sygeplejerskerne sagtens have fundet på f.eks. at måle et blodsukker, fordi de ved jo ikke, om en læge har givet accept eller ej. Det er i princippet kun mig, der har haft det overblik. Så på den måde kan mine skuldre komme lidt længere ned," siger hun:
"Jeg behøver ikke længere have dårlig samvittighed, hvis jeg ikke lige har været hurtig nok. Nu er der lovhjemmel til at gøre tingene, og det betyder noget."
Inge Jekes oplyser, at Kommunernes Landsforening (KL) i samarbejde med nogle kommunale sygeplejersker har udarbejdet generiske instrukser, som kommunerne, der ikke er kommet i gang med at implementere beføjelserne, kan bruge.
"Det har hjulpet meget, synes jeg, fordi de er nemme at omsætte til egen kommunal praksis. Det må du gerne skrive, så kommunerne er klar over, at de ligger der, hvis de ikke allerede har fået fat i dem," siger hun.
Sidst opdateret: 10/12/2024 - 09:43










































