
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) påpeger, at kommunerne fortsat kan drive de fratagne ansvarsområder og dermed skabe mere nærhed. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Kommunerne kan fortsætte driften af akutsygeplejen
Selv om sundhedsrådene får ansvaret for akutsygeplejen, specialiseret rehabilitering og den patientrettede forebyggelse, kan kommunerne fortsat stå for driften, forklarer sundhedsministeren.
Udgivet: 15/11/2024
Sundhedsrådene får myndigheds- og finansieringsansvaret. Men kommunerne har fortsat adgang til at varetage driftsansvaret af akutsygeplejen, specialiseret rehabilitering og den patientrettede forebyggelse.
Det forklarer sundhedsminister Sophie Løhde (V) på dagens pressemøde i forbindelse med sundhedsreformen, da NB-Ældre spørger ministeren ind til, hvordan man vil sikre, at der ikke sker en centralisering af opgaverne, men at der kommer mere nærhed.
"Man skal basere det på en samlet vurdering i forhold til økonomi og faglig bæredygtighed. Det skal ske med henblik på, at borgerne i sidste ende skal have tryghed og vished om, at uanset hvor man bor, så kan man få den kvalitet."
Hun gør det samtidig klart, at der formentlig bliver forskel på de løsninger som for eksempel sundhedsrådet omkring København kommer op med kontra andre sundhedsråd omkring andre kommuner. Det kommer an på, hvad der fagligt og sagligt giver mening, forklarer Sophie Løhde.
Mere nært og kvalificeret
Sundhedsordføreren for Danmarksdemokraterne, Jens Henrik Thulesen Dahl, gør det samtidig klart, at der vil blive stillet krav til sundhedsrådene om, at de også skal have geografi med i deres vurderinger.
"De skal have geografi med i deres vurdering – og de får penge afhængigt af, hvor der er mange syge og dårlige. De får også penge, hvis de har en meget udstrakt geografi," siger han og tilføjer:
"Det er en forudsætning, at de faktisk gør det nært og gør det konkret, gerne i borgerens hjem - og ellers i hvert fald ude regionalt."
Jens Henrik Thulesen Dahl mener, at det på den måde bliver mere nært og mere kvalificeret i forhold til i dag.
Han forklarer, at han er blevet meget inspireret af e-hospitalet, som kører rundt på Sjælland, og som råder over læger og sygeplejersker fra sygehuset.
"De kan køre ud til borgere, som principielt er indlagt i eget hjem. Men da de ikke kan nå alle steder, laver de aftaler med kommunerne og oplærer den kommunale sygeplejerske til at tage de opgaver derude," siger han.
"Det vil sige, at kommunens sygeplejersker bliver opkvalificeret og kan nogle ting og løser nogle opgaver, så man ikke skal køre fra Herodes til Pilatus som kommende regional akutsygeplejerske," siger han.
Sidst opdateret: 09/06/2026 - 15:50










































