Langeland Kommune lukker plejehjemspladser pga. manglende efterspørgsel, oplyser formanden for ældre- sundhedsudvalget.

Langeland Kommune lukker plejehjemspladser pga. manglende efterspørgsel, oplyser formanden for ældre- sundhedsudvalget. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Trods mangel på plejeboliger lukker flere kommuner plejehjemspladser

Selv om der kommer til at mangle flere tusind plejehjemspladser i 2030, har nogle kommuner besluttet at lukke et antal plejehjemspladser. NB-Ældre har spurgt, hvad der ligger til grund for beslutningerne.

Udgivet: 14/11/2024

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Det kan umiddelbart virke paradoksalt, at flere kommuner har valgt at lukke plejehjemspladser, når der fremover bliver stor mangel på dem. Derfor har NB-Ældre talt med politikere fra nogle af de kommuner, som uddyber, hvad der ligger til grund for beslutningen.

Langeland Kommune har valgt at lukke otte plejehjemspladser. Det er sker som led i en ny budgetaftale, oplyser Ulrik Kølle Hansen (V), formand for kommunens ældre- og sundhedsudvalg.

"Det er fordi, vi har haft for mange tomme boliger. Borgere har ikke villet benytte sig af de boliger, der faktisk har været. Vi har ikke kunnet få dem besat - og så har vi haft for meget tomgangsleje," siger han.

NB-Ældre har lavet en fremskrivning, som viser, at der kommer til at mangle 27.000 nye ældre- og plejeboliger på landsplan inden 2030, hvis andelen af ældre i ældre- og plejebolig skal være på niveau for i år. For Langeland Kommune er tallet 94. Tallene tager dog ikke højde for, hvis kommunerne for eksempel formår at gøre de ældre mere selvhjulpne.

Fik du læst?

Se kortet: I 2030 mangler der 27.000 boliger til ældre

Og det er netop, hvad Langeland Kommune lykkes med, ifølge Ulrik Kølle Hansen. Til spørgsmålet om, hvorvidt det kan have noget med kvaliteten af plejeboligerne at gøre, siden borgerne ikke har villet benytte sig af dem, svarer han:

"Jeg tror, at borgerne har et ønske om at blive i deres eget hjem så længe som muligt. Vi har en rigtig god hjemmepleje- og sygepleje, som passer de ældre rigtig godt. Jeg tror, det har en del med det at gøre."

Selv om hjemme- og sygeplejen i Langeland Kommune er Ulrik Kølle Hansens bedste bud på tomme plejeboliger, så ved han det ikke med sikkerhed. "Det er svært at sige," siger formanden for ældre- og sundhedsudvalget.

Han forklarer, at der for tre til fire år siden var en prognose om, at Langeland Kommune ville komme til at mangle plejehjemspladser. Det har Ulrik Kølle Hansen været lidt nervøs for, erkender han. Men efterspørgslen har ikke været der:

"Jeg har undersøgt, hvor mange pladser vi har afvist i for eksempel 2023. Det kunne være, at man har været for hård i visiteringen. Men det drejer sig kun om to borgere i hele 2023. Det, synes jeg, er forholdsvis lavt, i alt beskedenhed," siger Ulrik Kølle Hansen.

For dyrt at istandsætte

Faaborg-Midtfyn Kommune har også valgt at lukke plejeboliger. Det drejer sig om under ti pladser, som der i forvejen ikke er særlig stor rift om, forklarer kommunens borgmester Hans Stavnsager (S):

"Det handler om, at vi har nogle ganske få pladser, som ligger oppe på førstesal i sådan et lidt ældre plejehjem med skråvægge, som simpelthen ikke er tidssvarende. Det bliver alt for dyrt at sætte i stand."

Han oplyser, at lukningen af plejehjemspladserne ikke kommer til at betyde noget for manglen på plejehjemspladser i Faaborg-Midtfyn Kommune. "Der er ikke akut mangel her og nu," siger han.

Borgmesteren er dog opmærksom på prognoserne frem mod 2030, som viser, at kommunen kommer til at mangle plejehjemspladser på sigt. Derfor forventer kommunen, at der skal bygges et nyt plejehjem:

"Vi er i gang med at finde ud af, hvor det skal bygges i kommunen, og om det skal være et friplejehjem eller noget andet. Men lige nu har vi et tilstrækkeligt antal pladser," siger Hans Stavnsager.

Fik du læst?

Slagelse nedlægger 110 plejehjemspladser med nyt budget

Slagelse Kommune har også valgt at reducere antallet af kommunale plejehjemspladser, besluttede de som et led i den nye budgetaftale.

Aftalen indebærer nedlæggelse af 110 plejehjemspladser. Årsagen til beslutningen om nedlæggelse er, at kommunen har fået to nye friplejehjem med i alt 138 pladser, som i høj grad tiltrækker de ældre borgere.

Ifølge borgmester Knud Vincents (V) er antallet af ledige kommunale pladser steget markant – fra 22 ledige pladser i slutningen af august til 35 på blot tre uger. Prognoserne viser, at tallet kan stige til 80 ledige pladser inden årets udgang.

Borgmesteren har tidligere udtalt til NB-Ældre, at det er rettidigt omhu, så kommunen ikke kommer til at bruge 50-80 millioner på dårlig drift og tomgangsleje.

Sidst opdateret: 14/11/2024 - 10:29

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]