Kommunerne kan ikke vente med at implementere kunstig intelligens (AI) på ældreområdet, men strenge regler for databeskyttelse bremser udviklingen, forklarer professor Jan Damsgaard.

Kommunerne kan ikke vente med at implementere kunstig intelligens (AI) på ældreområdet, men strenge regler for databeskyttelse bremser udviklingen, forklarer professor Jan Damsgaard. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Professor: Strenge regler står i vejen for revolution af ældreplejen

Teknologien kan forbedre ældreplejen væsentligt, men strenge regler står i vejen for, at kommunerne kan udnytte mulighederne, påpeger professor Jan Damsgaard, som efterlyser lovændringer.

Udgivet: 24/10/2024

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Kunstig intelligens (AI) kan revolutionere ældresektoren, men Datatilsynets strenge regler for databeskyttelse forhindrer kommunerne i at implementere effektive AI-løsninger, fordi det ofte involverer personfølsomme oplysninger. De ældres privatliv skal respekteres, men vi må heller ikke være for overforsigtige.

Sådan lyder det fra Jan Damsgaard, professor ved Institut for Digitalisering på Copenhagen Business School.

”Teknologien er klar, men Datatilsynet er virkelig oppe på dupperne. De ældres data skal selvfølgelig ikke ligge og flyde alle mulige steder – vi skal vide, hvordan vi bruger og opbevarer dem sikkert – men, jeg tror, vi er for overforsigtige i forhold til de gevinster, der er ved at anvende de her systemer,” siger professoren.

Jan Damsgaard er en af oplægsholderne ved Kommunale Velfærdschefers årsmøde i morgen fredag. Han understreger, at den demografiske udvikling i Danmark kræver, at ældresektoren søger nye løsninger for at kunne tilbyde en værdig pleje til de ældre. Derfor ønsker han at sætte fokus på problemstillingen og dermed bane vej for justeringer i lovgivningen, så kommunerne kan udnytte det fulde udbytte af AI.

Sandkasse-projekter

Jan Damsgaard ser store potentialer. Det er ifølge professoren muligt at få AI-teknologien ind bag en firewall for at sikre dataene og gøre teknologien til sin egen - blandt andet ved at træne systemet i at forstå regler og bekendtgørelser inden for ældreområdet.

Det vil derved være muligt at indhente og automatisere de ældres journaler, så personalet sparer tid på at gennemgå dem slavisk. AI kan hejse et flag, hvis to typer af medicin tilsammen er en dårlig cocktail. Og så kan den ifølge professoren støtte nye medarbejdere, som har frisk viden fra uddannelsen, men som mangler erfaring. AI kan nemlig hjælpe med at bygge bro mellem teori og praksis, fordi den er fodret med for eksempel lærebøger. Mulighederne er mange, forklarer Jan Damsgaard.   

Kommunerne har i samarbejde med Datatilsynet mulighed for at eksperimentere med AI, hvor de kan teste teknologier under kontrollerede forhold. Men projekterne bliver stort set aldrig videreudviklet:

”Når jeg taler med nogle af dem, som har deltaget i projektet, mærker de en stigende frustration over, at de ikke kommer ud over sandkasseniveauet. Jeg mener, at vi går glip af så mange åbenlyse muligheder, fordi vi vælger at regulere for hårdt,” siger han.  

Men hvad med de etiske konsekvenser? For Jan Damsgaard handler etik om at gøre noget godt, velvidende at det kan have en negativ effekt på nogle få. Men, siger han:

”Den overordnede samfundsmæssige gevinst er så meget større og så meget mere attraktiv, at vi må negligere, at der er nogle få, der kommer i klemme.”

Professoren påpeger, at der er brug for en øget opmærksomhed på, hvordan AI kan anvendes på en måde, der gavner både de ældre og plejepersonalet. AI kan revolutionere plejesektoren, og derfor er det ifølge Jan Damsgaard en debat, der haster.

Sidst opdateret: 24/10/2024 - 06:38

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]