
Det er vigtigt at tale om bureaukrati på en mere nuanceret måde, mener ældreministeren. - Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Ældreministeren erkender: Udvidelsen af plejeoversigten skaber mere bureaukrati
Kommunerne får en større opgave med at dokumentere i forbindelse med plejeoversigten. Men samlet set skralder ældrereformen mere bureaukrati af, forklarer ældreministeren.
Udgivet: 26/09/2024
Overvejende mange ældredirektører forventer, at en udvidelse af plejeoversigten vil skabe mere bureaukrati for kommunerne. Og den er god nok. Mere skal dokumenteres, erkender ældreminister Mette Kierkgaard (M) i et interview med NB-Ældre.
”Vi skal have flere målepunkter på tilfredshedsundersøgelser, sammensætningen af teams, sygefravær og nogle andre indikationer, som vi er ved at udvikle på. I den forstand vil der være flere målepunkter, som kan afføde mere bureaukrati i forhold til, at man skal samle de data ind,” erkender hun.
Ingen af de 26 ældredirektører, som har svaret på en rundspørge fra NB-Ældre, forventer, at det slet ikke vil skabe mere bureaukrati at udvide plejeoversigtet. Nogle synes samtidig, at det virker modstridende med mere bureaukrati, når regeringen samtidig har slået sig op på at ville mindske bureaukrati og fjerne unødig dokumentation i ældreplejen.
Men ældreministeren påpeger, at der bliver skåret på bureaukratiet i andre sammenhænge i relation til ældrereformen. Det gælder blandt andet ved fjernelse af kvalitetsstandarder.
"Så samlet set netto er der en klar forventning og målsætning om, at bureaukratiet bliver nedbragt," siger hun.
Samtidig forsikrer hun om, at dataindsamlingen til plejeoversigten vil blive så smidig som overhovedet muligt:
”Vi prøver selvfølgelig at optimere på nogle måder, som gør det nemmere at registrere,” siger Mette Kierkgaard.
Plejeoversigten skal ifølge ældreministeren udvides, fordi formålet med ældrereformen blandt andet er at skabe mere transparens over for borgerne. Det skal understøtte det frie valg. I dag består plejehjemsoversigten blot af ”flade pdf-filer”, forklarer hun:
”Der er ikke nogen søgestruktur, og hvis jeg nu virkelig gerne vil være et sted, hvor der er naturomgivelser, en have eller dyr, skal jeg kunne søge på tværs. Derfor er vi ved at lave en søgemaskine.”
Svært at sige
Det er vigtigt, mener ældreministeren, at tale om bureaukrati på en mere nuanceret måde, da det også er med til at muliggøre ting, forklarer hun: "Hvis man får noget data, kan man skabe gennemsigtighed over for de ældre."
Flere ældredirektører har imidlertid over for NB-Ældre udtrykt tvivl om, hvorvidt borgerne faktisk efterspørger en udvidet plejeoversigt. Derfor har de svært ved at se, at det giver mening for kommunerne at bruge mere tid på bureaukrati. På spørgsmålet, om det er det værd, svarer ældreministeren:
"Det tror jeg afgjort, det er. Det er i hvert fald virkelig vigtigt for mig, at vores ældre i vores samfund har indsigt."
Men der foreligger ikke nogle data, der underbygger, at borgerne efterspørger det, erkender ministeren.
"I virkeligheden har vi ikke særlig meget data på området, så det er svært at sige, hvor meget det bliver brugt. Det er derfor, at brugervenligheden er et parameter i plejeoversigten, det er for at understøtte, at den bliver brugt," siger Mette Kierkgaard og tilføjer:
"Det er klart, at sidder vi efter tre år og kan se, at det slet ikke bliver brugt, så skal vi måske gøre noget andet. Men det er klart en forventning, at data bliver brugt."
Sidst opdateret: 26/09/2024 - 08:40










































