Se kortet: Så mange ældre bliver genindlagt i din kommune

Enkelte kommuner skiller sig ud ved at have meget få genindlæggelser, viser ny analyse. Leder giver sit svar på, hvordan det kan være.

Udgivet: 22/08/2024

Adam Salomon

Journalist

Del artiklen:

I nogle kommuner er andelen af akutte somatiske genindlæggelser blandt borgere på 65+ år helt oppe på 19 pct., men i andre kommuner er der kun fem pct. af indlæggelserne af ældre, som ender med en hurtig genindlæggelse.

Det viser en ny gennemgang af tal fra Sundhedsdatastyrelsen, som NB-Ældre har lavet.

Kommuner med høje genindlæggelsestal kan med fordel lære af de kommuner, som i høj grad formår at undgå genindlæggelser blandt de ældre. NB-Ældre har derfor talt med Dragør Kommune, som er den kommune, der har den laveste andel af genindlæggelser blandt ældre i 2023.

“Når en ældre patient udskrives, har vi meget fokus på, at borgeren visiteres grundigt i forhold til behovet for hjælpemidler, plejemidler, lifte og andre ting, der kan øge chance for, at borgeren kan klare sig i eget hjem”, fortæller Anni Birgit Hansen, leder af sygeplejen i Dragør Kommune.

I Dragør Kommune er andelen af akutte somatiske genindlæggelser af borgere på 65+ år fem pct. i 2023, mens landsgennemsnittet ligger på 14 pct.

(Artiklen fortsætter under kortet)

Hurtig kommunikation er en af nøglerne

Anni Birgit Hansen fortæller, at Dragør Kommune udover fokusset på visitationsprocessen også har haft succes med et tæt samarbejde mellem akutfunktionerne og kommunens social- og sundhedshjælpere:

“Vi observerer og kommunikerer ændringer i en borgers tilstand hurtigt, så der eventuelt kan tages kontakt til egen læge eller 1813 og dermed forhindre så mange genindlæggelser som muligt,“ siger hun.

Udover at Dragør Kommune skiller sig ud ved at have en markant lavere andel genindlæggelser sammenlignet med landets øvrige kommuner, så ligger Tårnby Kommune også kun på seks pct. Til sammenligning ligger de kommuner med den tredje laveste andel af ældre genindlæggelser på 11 pct.

En region findes især i bunden

Det er især kommuner fra Region Sjælland, der oplever den største andel af akutte somatiske genindlæggelser af ældre i 2023.

Ud af de 25 kommuner med den højeste andel af genindlæggelser er knap halvdelen kommuner fra Region Sjælland.

I Kalundborg Kommune, hvis andel af genindlæggelser af ældre lå på 17 pct. i 2023, forklarer udviklingssygeplejersker, Inge Jekes, at især indlæggelses- og udskrivelsesprocessen af ældre borgere halter efter.

“Mange multisyge sårbare ældre bliver udskrevet fra hospitalerne før de egentlig er klar, hvilket medfører en stor risiko for, at patienten må genindlægges senere hen. Derfor er det vigtigt, at kommunikationen mellem hospitaler og den kommunale pleje forbedres, hvor både regionen og kommunen skal blive bedre til at sende information om borgeren videre i systemet.”

Fik du læst?

Her falder andelen af genindlæggelserne mest

Sidst opdateret: 23/08/2024 - 10:08

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]